Udskriv siden

8. maj 2007


OMTALE AF IDA

Kvindelige ingeniører halter bagefter
Der er god løn at hente for ingeniører i det private erhvervsliv, men kvindelige ingeniører i det vestjyske må alligevel nøjes med 6.500 kroner mindre end deres mandlige kolleger. "Mænd kan nogle løntricks, som kvinder kan lære af," siger formand for Ingeniørforeningens kvindeudvalg, Helle Petersen.
Skive Folkeblad, 24.04.07 (side 4)

Stigende mangel på ingeniører
Ingeniørmanglen når nye højder i Nordjylland, advarer Ingeniørforeningen. Det får formand Lars Bytoft til at advare om, at Nordjylland kan risikere at miste sin opfinder-førsteplads, hvis ikke der for alvor bliver gjort noget ved ingeniørmanglen.
Thisted Dagblad, 27.04.07 (side 20)

Ingeniører er stressede
En ny opgørelse fra Ingeniørforeningens hotline viser, at hver tredje henvendelse fra medlemmerne i løbet af 2006 handlede om stressproblemer. Til sammenligning udgjorde andelene af henvendelser om emnet i 2005 blot 20 procent. Typisk er det et stort tids- og arbejdspres, ingeniørerne peger på som den største stressfaktor, skriver Poltiken.dk
JP, 05.05.07 (side 5)

Debat: Bæredygtig energiudvikling
"Der er efterhånden bred forståelse for at, at en bæredygtig energiudvikling uden skræmmende klimaeffekter kræver en omlægning til vedvarende energi og udnyttelsen af det store potentiale for energibesparelser. Denne udvikling kommer ikke af sig selv, men kræver politiske initiativer. Nylige analyser, f.eks. fra Ingeniørforeningen viser at teknologien er til stede, og at de samfundsøkonomiske omkostninger er beskedne," skriver Niels I. Meyer, professor emeritus fra Hørsholm.
Frederiksborg Amts Avis, 03.05.07 (side 4)

Turen går til…arbejde?
I dag har alle lønmodtagere krav på mindst fem ugers ferie om året. Det står simpelthen i Ferieloven. I kraft af deres overenskomster har mange dog ret til endnu mere ferie, men det kan faktisk være svært at nå at holde al den ferie. En undersøgelse, som en række fagforbund for nylig foretog blandt sine medlemmer viser, at hver anden yngre akademiker ikke holder hele sin ferie i ferieåret. De akademikere som indgik i undersøgelsen, er medlemmer hos C3, IDA og DJØF.
Vejle Amts Folkeblad, 02.05.07. (side 3) + Dagbladet Ringsted, 25.04.07. (side 7) + Herning Folkeblad 25.04.07. (side 5) + Frederiksborg Amts Avis, 26.04.07. (side 9)

Sviende nederlag til LG
Det var hamrende ulovligt, da Lønmodtagernes Garantifond efter anbefaling fra Arbejdsdirektoratet i 2005 pludselig stoppede udbetaling af feriepenge til ansatte i konkursramte virksomheder, det fastslår Østre Landsret i en opsigtsvækkende dom. Men trods den klare dom, kan der gå årevis før den pågældende ingeniør får sine penge.
Det er helt urimelig, mener formanden for Ansatte Ingeniørers Råd Leif Dyrmose. "Masser af lønmodtagere bliver jo taget som gidsler i årevis, fordi myndighederne pludselig begynder at fortolke loven anderledes. Det her er endnu et eksempel på, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) omfortolker regler og love, så det kommer lønmodtagerne til skade," siger Leif Dyrmose.
JP/Bo Jørgensen, 08.05.07. ( forside på Erhverv&Økonomi) + Ekstrabladet.dk 08.05.07.

Pris til opfindere af kaffe-afkøler
"Det er genialt, det der," var dommernes reaktion på fem unge opfinderes idé til en specialudviklet kop, der lynhurtigt kan nedkøle kaffe, te eller kakao til drikketemperatur og derefter holde drikken på en optimal temperatur. Opfindelsen giver fem gymnasieelever fra Borupgaard Gymnasium i Ballerup sejren ved årets Science Cup. Finalen fandt sted i torsdags i Ingeniørforeningen.
Børsen/Jesper Kongskov Olsen, 07.05.07. (side 12)

FAMILIE- OG LIGESTILLINGSPOLITIK

Fagforening vinder sag
Far og mor kan selv bestemme, hvordan de deler ugedagene op, når de afvikler barselsorlov. Det slog Højesteret fast mandag. Det betyder, at Østre Landsrets beslutning fra 2005 bliver omstødt, og det er en god nyhed for regeringen, at der nu er kommet klarhed over, hvordan forældre kan dele orlov imellem sig.
Information 08.05.07. (side 10)

Børnefamilier gøres mere utilfredse end de er
De 31 forslag som regeringens Familie- og Arbejdslivskommision præsenterer i morgen, bygger på et kritisabelt grundlag. Man har gjort danske børnefamilier mere utilfredse, end de er i virkeligheden, mener forskere. "Det er nok rigtigt, at det betyder noget, hvor man lægger skellet mellem tilfredse og utilfredse. Men jeg tror ikke, at et andet snit ville have ændret noget afgørende i forhold til vores 31 forslag," siger professor Linda Nielsen, som er formand for Familie- og Arbejdslivskommisionen.
JP/Orla Borg, 08.05.07. (forsiden + side 6)

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Universitet i aktion mod dyr sløvhed
For at undgå straf i millionklassen satser universiteter nu hårdt på at bringe antallet af evighedsstudenter ned. Købehavns Universitet afslører, at de vil bruge "et stort millionbeløb" på et nyt kvalitetssikringssystem. Det skal få universitetets uddannelser op i verdensklasse - og får de studerende til hurtigere at gøre uddannelsen færdig. Det sidste sker efter et politisk flertal bestående af VK, DF, S og R har besluttet at ændre den såkaldte taxameterordning, som finansierer universiteterne. De, der får studerende hurtigt igennem systemet, skal belønnes - og de langsomme straffes.
Politiken/Sune Sølund, 08.05.07. (side 5)

ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI

Nordjyderne får elektronisk patientjournal
Region Nordjylland tager nu fat på den elektroniske patientjournal (EPJ), efter at regionen har indgået en aftale med CSC Scandihealth om en EPJ-løsning. Beslutningen er truffet, efter at den nationale EPJ-organisation er kommet på plads.
Børsen/Niels Barfod, 08.05.07. (It-innovation side 5)

Medicon Valley på charmetur i USA
At danske biotekselskaber er de mest aktive i Europa med udvikling af nye lægemidler inden for "skræddersyet medicin", skal nu udnyttes i et salgsfremstød, der skal få flere store amerikanske medicinal- og biotekvirksomheder til at etablere forskningsenheder i Medicon Valley.
Børsen/Tom Frovst, 08.05.07. (side 8)

ENERGI

Mærsk: Produktionen i Nordsøen har toppet
Mens energistyrelsen tror på, at nye teknologier kan hente yderligere oliemængder op fra Nordsøen, så er ledelsen hos Mærsk Olie og Gas overbevist om, at produktionen ikke kan øges. "Olieproduktionen er blevet ramt af, at det er svært at få udstyr og samtidig mangler der olieingeniører. Der er opstået flaskehalse, fordi der ikke er blevet uddannet folk nok, da olieprisen lå på omkring 10 dollar pr. tønde i 1998-99," siger Steven Brooker, analytiker fra SEB Enskilda.
Børsen 08.05.07. (side 4 + 5)

Kina-delegation kulegraver den danske energisektor
Kina, der om få år vil overhale USA som den største udleder af CO2, sætter i denne tid alle sejl til for at bruge vedvarende energikilder, og kineserne betragter Danmark som det førende land eller i hvert fald et af de førende, som man vil hente avanceret teknologi fra. En kinesisk delegation af embedsmænd og 60 erhvervsfolk inden for vedvarende energi besøger danske virksomheder og institutioner inden for vedvarende energi i perioden 11.-15. maj.
Børsen/Hugo Gården, 08.05.07. (side 21)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2