Udskriv siden

19. marts 2007

OMTALE AF IDA

Få primadonna-ingeniører i Syddanmark
Der er færre primadonnaer blandt ingeniørerne i Region Syddanmark end i resten af landet. Ingeniørforeningen har undersøgt, hvor mange virksomheder, der oplever at have den type medarbejdere ansat. Ifølge Ingeniørforeningens definition er primadonnaer dygtige, motiverede og selvbevidste medarbejdere, der fungerer bedst, når de selv bestemmer, hvad de laver. Formand for Ingeniørforeningen Lars Bytoft udtaler, at primadonnaerne stiller store krav til lederne om at motivere og medinddrage, og hvis lederne formår at løfte den opgave, får de til gengæld nogle meget stærke ressourcer.
DR Fyn Nyheder 16.3.07. kl. 12.30

Arbejdsgiverne taber første runde i jobkartel-sagen
Fagforeningerne vandt første runde. En jobkartellov er på vej. Taberne er arbejdsgiverne, der til det sidste har kæmpet mod lovindgreb. Formand for Ansatte Ingeniørers Råd i Ingeniørforeningen, Leif Dyrmose, siger, at aftalerne er med til at hæmme mobiliteten på arbejdsmarkedet.
Computerworld/Kristian Hansen, 16.3.07.

Ingeniører vil arbejde for et akademikerhus
De nordjyske ingeniører mener, at der bør oprettes et akademikerhus, og man har allerede positiv kontakt med en kreds af andre faglige organisationer, som også støtter idéen. Det oplyste den afgående formand for Ingeniørforeningens region Nord, Svend Tøfting, på regionens generalforsamling forleden.
Nordjyske Stiftstidende 15.3.07.

Gaver skal lokke ingeniører i forbund
Skaf et nyt medlem og få en Rosendahl-karaffel. Ingeniørforeningen forsøger sig nu med en anderledes fremgangsmåde for at hverve nye medlemmer til foreningen.
Thisted Dagblad/Ritzau, 11.3.07.

ARBEJDSMARKED

Hver tredje it-opgave løses i udlandet
Danske virksomheder vælger i stigende grad at placere it-opgaver i udlandet. Op mod en tredjedel af it-opgaverne løses således nu bl.a. i store udviklingscentre i Indien. Og andelen er stigende.
Jyllands-Posten/Max Stougaard, 17.3.07. (Erhverv forsiden)

Viden på samlebånd
Vidensamfundets samlebåndsarbejde finder sted i Indien. Her sidder tusindvis af højtuddannede ingeniører og it-eksperter samlet i store fabrikshaller for at producere viden til virksomheder i Vesten, skriver Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten/Max Stougaard, 18.3.07. (1. sektion side 6)

Analyse: Debatten er død, men udflytningen lever
Mediernes interesse for udflytning af arbejdspladser falder på trods af, at alle indikatorer peger på, at der flyttes flere job og opgaver til udlandet i dag end nogensinde tidligere, skriver Søren Kudahl, journalist ved Ugebrevet A4, i en analyse.
Politiken/ 18.3.07. (2. sektion side 6)

Firmaer ansætter flere it-folk i år
IT-cheferne vil ansætte flere medarbejdere i 2007, viser en rundspørge blandt it-chefer i Dansk IT, der organiserer it-professionelle uden for selve it-branchen.
Berlingske Tidende/Thomas Breinstrup, 19.3.07.

ARBEJDSMILJØ

Job-assistance til psykisk plagede ansatte
Danskere med psykiske problemer skal også kunne passe et job. Så nu foreslår regeringen, at virksomheder får betalt en personlig assistent, der skal støtte den psykisk syge. HK og en række organisationer som Danske Samvirkende Invalideorganisationer jubler. Det samme gør Dansk Folkeparti.
Erhvervsbladet/Helen Siegumfeldt, 19.3.07. (1. sektion side 11)

Psykisk arbejdsmiljø skal opprioriteres
Under halvdelen af de virksomheder, som har problemer med det psykiske arbejdsmiljø, gør noget for at forbedre det. Det viser en ny rapport fra Arbejdsmiljøinstituttet.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 19.3.07. (1. sektion side 6)

FAMILIE- OG LIGESTILLINGSPOLITIK

Kvindelige chefer hyrer kvinder
Hvis den mandlige og den kvindelige ansøger er lige gode, vælger mere end hver anden kvindelige chef kvinden. Og hver 12. ansætter også kvinden, selv om hendes faglige kvalifikationer ikke er helt lige så gode som mandens. Det viser en undersøgelse Politiken har fået gennemført i KVINFO’s ekspertdatabase. Ledernes Hovedorganisation er bekymrede over udmeldingen fra de kvindelige chefer. Organisationen frygter, at det vil dele arbejdsmarkedet endnu mere op i mandefag og kvindefag.
Politiken/Birgitte Raben og Solveig Gram Jensen, 19.3.07. (forsiden+ side 9)

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Universiteter i oprør: Gabestok på internettet
Lektorer, rektorer og studerende kritiserer i samlet flok videnskabsminister Helge Sanders planer om at lægge evalueringer af undervisere ud på nettet. Lektorerne betegner forslaget som genindførelse af gabestokken.
Jyllands-Posten/Ole Hall, 17.3.07. (forsiden)

Dansk forskning rykker til udlandet
Danske virksomheder etablerer udenlandske forskningscentre i et eksplosivt tempo. Landets ti mest forskningstunge virksomheder har ottedoblet antallet af udenlandske forskningscentre på ti år, skriver Ingeniøren. Det forudses, at virksomhederne vil udlicitere flere betroede forskningsopgaver til lavtlønslande.
Politiken/Ritzau, 17.3.07. (1. sektion side 13)+Erhvervsbladet 19.3.07. (1. sektion side 4)

Opgør på humaniora
Ny ledelse, point for god forskning, nyt optag og sammenlægning af studienævn. Rækken af nye tiltag på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet er lang. Men de mange nye reformer jager de bedste hoveder væk, advarer tillidsfolk.
Information/Lise Richter, 19.3.07. (forsiden + side 12-13)

POLITIK OG ØKONOMI

Opgør med lighedstanken
Socialdemokraterne og Venstre er varme på ideen om tilkøbsydelser, som giver borgerne mulighed for at købe sig til ekstra offentlig service. Befolkningen bakker ifølge ny undersøgelse op. Eksperter frygter, det kan blive en trinvis afvikling af velfærdsstaten.
Ugebrevet A4 19.3.07.

Flere danskere bakker op om udlicitering
Et flertal af befolkningen på 56 procent mener i dag, at visse offentlige aktiviteter kunne udføres mere effektivt af private, viser ny A4-måling. Kun 26 procent har den modsatte holdning. I 2001 var 45 procent positive over for udlicitering.
Ugebrevet A4 19.3.06.

SKAT OG PENSION

Ingeniører dropper garantier på 4,5 procent
Pensionsgarantier på 1,5 procent er bedre end garantier på 4,5 procent. Den konklusion er 90 procent af medlemmerne i Danske civil- og akademiingeniører (DIP) kommet frem til. Til gengæld for at droppe de gamle garantier, har hvert medlem fået en portion penge ind på pensionsdepotet. "Ved at skifte har medlemmerne fået frigjort reserver, der lægger omkring 10 procent til deres eksisterende opsparing," siger DIP’s direktør Søren Kolbye Sørensen, der er godt tilfreds med, hvad han kalder den største begivenhed i DIP’s 54-årige historie.
Børsen/Anne Louise Houmann, 19.3.07. (Investor side 6-7)

Skattetænkning på arbejdspladsen
2006 blev året, da virksomhederne for alvor tog medarbejderobligationer til sig som et skattebegunstiget personalegode. Ifølge SKAT er der på bare et år sket mere end en tredobling af antallet af virksomheder, der tilbyder medarbejderobligationer.
Jyllands-Posten/Kristoffer Brahm, 17.3.07. (Erhverv side 3)

ENERGI OG MILJØ

Fysiker tvivler på varmerekord
Det er meningsløst at tale om en global gennemsnitstemperatur. Havde man valgt en anden udregningsmetode, ville den globale temperatur falde i stedet for at stige. Det hævder en række fysikere, herunder en dansker fra Niels Bohr Instituttet.
Berlingske Tidende/Lars Henrik Aagaard, 17.3.07. (1. sektion side 10)

Grøn el koster dyrt
Dansk Folkeparti raser over, at en rekordlav pris på strøm koster forbrugerne dyrt i form af stigende afgifter. De lave elpriser har nemlig fået den såkaldte PSO-afgift, der årligt udbetaler milliarder i støtte til produktion af miljøvenlig strøm, til at eksplodere. Og nye tal viser, at PSO-afgiften som følge af de faldende elpriser netop er blevet hævet med 79 procent for jyske og fynske elkunder. DF vil nu tage sagen op med transportministeren.
Jyllands-Posten/Michael Stenvei, 19.3.07. (Erhverv forsiden+ side 4)

ØVRIGE NYHEDER

Støtte til bro mellem Jylland og Sjælland
Der er brug for en bro fra Kalundborg til Jylland, hvis ikke Danmark skal brække midt over, mener trafikforskere og regionsformand. "I stedet for at spilde en masse milliarder på en Femerbro, bør man bruge pengene på at løse nogle af de trafikproblemer, som vi har i Danmark," siger trafikforsker Uffe Jacobsen.
Jyllands-Posten/Lars From, 19.3.07. (forsiden + side 3)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1