Udskriv siden

30. marts 2007

OMTALE AF IDA

Gymnasieelever dyster om de bedste opfindelser
36 gymnasieelever fra hele Sønderjylland deltager i dag i den regionale finale i Science Cup Denmark. På landsplan deltager 1.160 unge. Bag Science Cup står IDA, DI og Undervisningsministeriet.
Erhvervsbladet/fm, 30.03.07, 1. sektion side 6

ARBEJDSMARKED

Første stigning i ledigheden i 23 måneder
Så sluttede den ubrudte periode med faldende ledighed. Tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden i februar steg med 300 personer. Sidste gang ledigheden steg var i marts 2005. Ifølge en analyse fra Jyske Bank vil det fremover gå langsommere med at få ledigheden ned. Økonomer regner dog fortsat med, at ledigheden kommer under 100.000 i løbet af de kommende måneder.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 30.03.07, 1. sektion side 20

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

Vi stresser
Det er i høj grad medarbejderne selv og ikke chefen, der bestemmer tempoet på det danske arbejdsmarked. Til gengæld stresser vi hinanden. Godt fire ud af fem ansatte siger, at de selv har indflydelse på det tempo, de arbejder i. Det er den højeste andel blandt de lande, vi normalt sammenligner os med, viser en undersøgelse fra EU’s Dublininstitut.
JP/epn, 30.03.07, Erhverv & Økonomi side 2

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Iværksætteri –fra skolebænk til forretning
150.000 studerende i Øresundsregionen får nu forbedret deres muligheder for at tage fag i iværksætteri og innovation gennem Øresund Entrepreneurship Academy, der skal skabe grobund for mere iværksætteri på universiteterne. Akademiet er sammen med Selvstændighedsfonden en del af den brede indsats, som regeringen har sat gang i for at give unge muligheden for at arbejde med idéudvikling og innovation gennem uddannelsen. For regeringen har det været afgørende, at infrastrukturen for iværksætterne bliver en flersporet motorvej med regionale væksthuse, som samler alle offentlige tilbud til iværksættere med fokus på vækst, skriver erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen blandt andet i en kommentar.
Børsen, 30.03.07, 1. sektion side 2

ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI

Vækstfonden tager biotek-kritik til sig
Vækstfonden erkender efter kritik, at der skal mere fokus på biotek. I 2001 blev der oprettet 17 nye danske biotek-virksomheder, mens tallet sidste år kun var seks. Det har fået flere til at frygte for Danmarks ledende position inden for biotek.
Vækstfonden vil nu gå sammen med biotek-branchen og forskningsinstitutioner for at finde ud af, hvad der skal gøres, siger fondens direktør, Christian Motzfeldt.
Børsen/Jesper Kongskov Olsen, 30.03.07, 1. sektion side 8

ENERGI

Danskerne skal smide et ton hver
En ny kampagne skal under navnet ’1 ton mindre’ få danskerne til at skære noget af deres hjemlige CO2-pukkel. Kampagnen, som Miljøministeriet står bag, har til formål at få alle danskere til at skære CO2-udslippet ned med et ton hver. I sig selv har det ene ton per person ikke den store betydning, men det er et meget positivt signal at sende, mener Anders Larsen, direktør for Institut for Miljøvurdering. Han mener, at det gælder om at skabe opmærksomhed hos befolkningen, frem for i første omgang at vedtage nye afgifter.
Politiken/Nadia Clausen, 30.03.07, 1. sektion side 2

Biobrændsel er et stort fupnummer
De regeringer, der bruger biobrændsel som et middel til at bekæmpe den globale opvarmning, ved at det bringer mere skade end gavn. Alligevel fortsætter de ufortrødent.
Vi ved allerede nu, at biobrændsel er værre for planeten end fossilt brændstof. Dels bruges fødevare-afgrøder til brændstof og skaber dermed pres på fødevaresituationen, og dels resulterer afbrænding af et ton palmeolie ti gange mere kuldioxid end fossilt brændstof. Når regeringer er så begejstrede for biobrændstof, er det fordi, bilisterne ikke yder modstand mod det. Men det er en illusion at tro, at det kun er et lands egen CO2-udladning, der tæller på nationalt plan, skriver den britiske forfatter George Monbiot blandt andet i et debatindlæg.
Politiken, 30.03.07, 2. sektion side 6

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1