Udskriv siden

19. november 2007

OMTALE AF IDA

Ny hjemmeside skal trække unge til ingeniørfaget
En ny hjemmeside, Go-ing.dk, er gået i luften for at skaffe flere unge ind på ingeniøruddannelserne. Hjemmesiden giver information om løn og jobmuligheder, forklarer om de forskellige studieretninger og giver svar på almindelige spørgsmål om faget. "Det er vigtigt at vise de unge, at ingeniøruddannelsen er en alsidig uddannelse med rigtig mange muligheder", siger Lars Bytoft, formand for Ingeniørforeningen. Hjemmesiden er et led i en kampagne, som Ingeniørforeningen står bag sammen med Dansk Industri og de to ministerier for undervisning og videnskab.
Fyens Stiftstidende/Ritzau, 17.11.07. (1. sektion side 19)+Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde/-, 17.11.07. (2. sektion side 5)+Nordjydske Stiftstidende/Ritzau, 17.11.07. (1. sektion side 17)

Sæt byggeriet på dagsordenen
En ambitiøs og fremadrettet energipolitik, en visionær bygge- og boligpolitik med fokus på kvalitet pris og en offensiv politik til bekæmpelse af mangel på arbejdskraft. Det er de tre punkter, som installatørernes organisation Tekniq opfordrer den nye regering til at tage fat på. Tekniq henviser bl.a. til beregninger fra Ingeniørforeningen, som viser, at en krone investeret i energieffektiviseringer i industrien giver en CO2-reduktion, som er langt højere end en krone investeret i vindmøller.
Licitationen - Byggeriets Dagblad/-, 19.11.07. (Side 3)

Mere i løn løser ikke problemet
Erhvervslivets største problem er mangel på arbejdskraft, og virksomheder må takke nej til ordrer på den konto. Nu sætter Ret og Råd Advokaterne Gram Tønnies & Partnere spot på området og inviterer den 27. november til en konference i Kolding og spørger: "Hvordan holder vi på arbejdskraften". Ved konferencen deltager blandt andre Ingeniørforeningens Bolette Sillassen.
JydskeVestkysten/-, 18.11.07. (Side 14)

Simac byder på spændende aften om skibsteknik
Den nyeste maritime forskning bliver den 26. november præsenteret på foredragsaften i Svendborg, arrangeret af Svendborg International Maritime Academy i samarbejde med Ingeniørforeningen Sydfyn og Maritimt Selskab.
Fyns Amts Avis/Bjarne Gregersen, 17.11.07. (3. sektion side 5)

Virksomheder fravælger langtidsledige ingeniører
Selvom der lige nu er stor mangel på ingeniører, går fire ud af fem virksomheder langt uden om langtidsledige ingeniører. Det viser en rundspørge, som Ingeniørforeningen i Danmark har lavet blandt 270 virksomheder. Virksomhederne foretrækker åbenbart ingeniører, som ikke har gået ledige og mener samtidig, at det er det offentliges opgave at få de langtidsledige ingeniører tilbage på arbejdsmarkedet, siger Ingeniørforeningen. En prognose viser, at hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2020 mangle mindst 7.000 ingeniører.
DR P1 Morgen 16.11.07 klokken 6.09.

Forslag om arbejdskraftstyrelse
Forslaget om at gøre det lettere at komme til hertil som udlænding for at arbejde får nu opbakning fra en af de fagforeninger, som mangler arbejdskraft. Dansk Arbejdsgiverforening foreslår, at en ny arbejdskraftstyrelse skal tage sig af at behandle alle ansøgninger. Lige nu vurderer Arbejdsgiverforeningen, at der mangler 60.000 medarbejder inden for blandt andet it-området. Formanden for Ingeniørforeningen i Danmark, Lars Bytoft, er enig i, at det lige nu er alt for besværligt at få lov til at arbejde i Danmark, hvis man er udlænding, og han støtter forslaget.
DR P1 Radioavisen 16.11.07 klokken 9.00.

ARBEJDSMARKED

Regeringens lønmareridt
Hvis politikerne bliver ved med at love de offentligt ansatte mere i løn, kan forårets overenskomstforhandlinger gå så meget i hårdknude, at hele problemet havner uløst på regeringens bord. Den advarsel kommer fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, samtidig med at LO i dag indleder forhandlinger med et flertal uden om regeringen om en ekstra pose penge til de offentligt ansatte.
Politiken/Tanja Parker Astrup, 19.11.07. (1. sektion side 5)

Kommentar: Fogh må på hemmelig mission hos fagbevægelsen
Spørgsmålet om mere i løn til de offentligt ansatte ser ud til at blive den største udfordring for den nye regeringen. Fogh må først og fremmest trække i trådene bag tæppet for at sørge for, at forhandlingerne ikke glider helt af sporet, skriver Børsens journalist Nikolaj Sommer i en analyse.
Børsen/, 19.11.07. (1. sektion side 18)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Erhverslivet forsømmer forskningen
Erhvervslivets forskning faldt i 2006 med 800 millioner kroner, viser tal fra Center for Forskningsanalyse. Samtidig steg de offentlige forskningsbevillinger med 500 millioner kroner sidste år. Faldet i forskning finansieret af erhvervslivet skete på de områder, som oftest fremhæves som de danske styrkefelter: vidensservice og lavteknologisk produktion.
Information/-, 19.11.07. (1. sektion side 12)

Universiteterne skyld i øget studietid
Selv om politikerne gerne vil have, at studerende kommer hurtigere gennem uddannelsessystemet, sker det modsatte. Den tid, danske studerende ’spilder’ på vej mod en uddannelse, er steget med syv måneder fra 2000 til 2005. Undervisningsminister Bertel Haarder retter hård kritik mod uddannelsesstederne, som han mener, er for dårlige til at anerkende studieophold på andre uddannelser. Dermed bliver studietiden unødigt forlænget.
Berlingske Tidende/Elisabeth Arnsdorf Haslund, 19.11.07. (1. sektion forsiden og side 7)

TEKNOLOGI OG INNOVATION

ITD: Køer på vejene svækker konkurrenceevnen
Det nye Folketing står over for store udfordringer inden for godstransporten, siger ITD’s formand Mogens Therkelsen. "Først og fremmest venter vi i branchen på Infrastrukturkommissionens rapport. Det haster meget med at få vedtaget den nødvendige opgradering af infrastrukturen, da trængslen på vejene hver dag betyder forsinkelser og et øget tidsforbrug på vores godstransporter. Det svækker de danske virksomheders konkurrencevene og betyder i sidste ende højere priser for forbrugerne", siger Mogens Therkelsen.
Idag.dk/Jesper B. Nielsen, 19.11.07.

FDM: Forældet registreringsafgift
Registreringsafgiften hæmmer danskernes muligheder for at købe en miljøvenlig og sikker bil. Den nuværende lovgivning er ude af trit med samfundets fokus på mobilitet, miljø og sikkerhed, mener bilistorganisationen FDM og peger på problemet i, at de nye, mere miljøvenlige biler ikke ender hos de danske bilister på grund af registreringsafgiften, der effektivt brandbeskatter ny teknologi.
Idag.dk/Michael Fibiger Nørfelt, 19.11.07.

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Vindmøllefest uden statsstøtte
Vindmølleejere kan nu få en garanteret pris på vindmøllestrøm, der overstiger markedsprisen og faste tilskud fra elkunderne. Det er et klart bevis på, at vindmøllernes årlige milliardstøtte er unødvendig, lyder kritik fra Foreningen af Slutbrugere af Energi.
Jyllandsposten/Michael Stenvei, 19.11.07. (Erhverv forsiden og side 4)

Klimaeksperter: Nu haster det
Klimaforandringerne er ved at blive uoprettelige, advarer FN’s klimaeksperter. Det bliver stadig mere umuligt at holde temperaturstigningerne på under to grader, som af eksperterne vurderes som grænsen for, hvornår man risikerer alvorlige konsekvenser. Generalsekretær Ban Ki-moon håber på gennembrud under FN-topmøde på Bali i december.
Information/Lars Borking, 19.11.07. (1. sektion side 8)

Debat: Hvorfor tøver regeringen med at indføre katalysatorer?
SCR-katalysatorer på tunge køretøjer kan fjerne godt 90 procent af udstødningens kvælstofoxider og derved nedbringe forureningen. Det viser en ny stor undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser. Alligevel tøver regeringen med at indføre SCR-katalysatorer, og kravet om partikelfiltre er en halv løsning uden supplerende SCR-katalysatorer, skriver miljøordførere fra SF, Socialdemokraterne, de radikale og Enhedslisten i et fælles debatindlæg. De opfordrer regeringen til handling.
Jyllandsposten/-, 19.11.07. (Debat side 13)

POLITIK OG ØKONOMI

Kommuner sprænger servicebudget med 600 millioner kroner
Kun godt en tredjedel af overskridelsen på skatteprovenuet går til mere service. Mens det kom frem før valgkampen, at kommunerne i 2008 hæver skatten med 1,5 milliarder kroner mere end aftalt med regeringen, viser ny tal, at den kommunale service kun løftes med knap 600 millioner kroner næste år. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det positivt, at skatteløftet ikke udmønter sig i et tilsvarende merforbrug.
Børsen/Nikolaj Sommer, 19.11.07. (1. sektion side 16+17)

SKAT OG PENSION

Fogh skærper retorikken om skattelettelser
Statsminister Anders Fogh Rasmussen melder nu ud, at en kommende VK-regering vil lette skatten på arbejde i en kommende valgperiode, hvis økonomien tillader det. Efter en valgkamp, hvor statsministeren har undgået at svare direkte på, om en kommende regering vil arbejde for skattelettelser, er retorikken nu helt klar.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 19.11.07. (1. sektion side 16+17)
 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2