OMTALE AF IDA
Debat: DA fisker i rørte vande
Med brask og bram og Danmarks Statistik i ryggen forsøger DA nu at aflive alle rygter om lønefterslæb for de offentligt ansatte. I Ingeniørforeningen synes vi ikke, at vi behøver diske op med nye beregninger. Vores lønstatistikker viser tydeligt, at der er en markant lønforskel mellem vores medlemmer på det offentlige arbejdsmarked og de, der har valgt det private. Løngabet er i størrelsesorden 25 procent, og det er helt uholdbart. Det er politikerne og de offentlige arbejdsgiveres ansvar at gøre det attraktivt og prestigefyldt at arbejde i det offentlige – også for ingeniører – og de skal være opmærksomme på, at løn og prestige hænger sammen, skriver Ole Høyer Jensen, formand for Ansatte Ingeniørers Råd, i et debatindlæg.
Børsen/-, 29.11.07. (1. sektion side 2)
For høje afgifter for at studere i Danmark skræmmer ingeniørerne væk
Afgiften for at læse på en ingeniøruddannelse i Danmark er for dyr i forhold til andre lande i norden, mener videnskabsordfører Rasmus Prehn (S). Det er klart på baggrund heraf, at vi har svært ved at konkurrere med engelsksprogede lande, og derfor skal egenbetaling bringes ned på niveau med priserne i resten af EU, forklarer han. Ifølge Ingeniørforeningen i Danmark bliver halvdelen af de studerende fra lande uden for EU, som kommer til Danmark for at læse, i Danmark og arbejder efter fuldendt uddannelse. Danmark vil i år 2020 stå og mangle omkring 14.000 ingeniører, derfor er det vigtigt, at Danmark kan konkurrere med andre lande.
DR København Nyheder 26.11.07 klokken 9.30, midt i program.
Vejen til ingeniørfaget
Go-ing.dk er en ny hjemmeside om ingeniørfaget og ingeniøruddannelserne, hvor unge studiesøgende kan få information om ingeniørers løn og jobmuligheder og lære om de mange studieretninger inden for ingeniørfaget. Hjemmesiden er et led i en imagekampagne iværksat af Undervisningsministeriet, Videnskabsministeriet, Ingeniørforeningen og Dansk Industri. "Det er vigtigt at vise de unge, at ingeniøruddannelsen er alsidig med rigtig mange muligheder, som giver adgang til en karriere inden for næsten alle områder i det danske og internationale erhvervsliv", siger Lars Bytoft, formand for Ingeniørforeningen.
Søndagsavisen/Ib Asmussen, 25.11.07. (Side 28)
Danmark er bagud i kampen om de kloge
Konkurrencen om ingeniører, it-folk og forskere bliver hård, og Danmark ligger ikke i førerfeltet, når det gælder om at tiltrække arbejdskraft fra udlandet. "Jeg tror, vi har tabt slaget om den højtuddannede arbejdskraft til for eksempel Nordamerika og Canada", siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Henning Gade. Selv efter europæisk målestok ligger Danmark langt tilbage i feltet, når det gælder at hente folk med høje kvalifikationer fra for eksempel Indien, Kina og Ukraine, mener også formanden for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft.
Epn.dk/Ritzau, 28.11.07.+Politiken/Ritzau, 29.11.07. (1. sektion side 12)+Børsen/Ritzau, 29.11.07. (1. sektion side 18)+Århus Stiftstidende/Ritzau, 29.11.07. (1. sektion side 12)+Berlingske Tidende/Ritzau, 29.11.07. (Business side 5)
Debat: Skaf arbejdskraft til Århus
Manglen på ingeniører og it-specialister er omfattende og vil kun blive accelereret i takt med, at den teknologiske udvikling tager fart. Derfor bør Århus Kommune, DI’s regionalforening i Århus, Aarhus Universitet, IDA og Ingeniørhøjskolen i Århus blive bedre til i fællesskab at brande ingeniør- og it-uddannelserne, så der kan tiltrækkes langt flere studerende, skriver Kim Boyter, formand for DI Østjylland, og Jørn Runge, formand for IDA Østjylland, i et læserbrev.
Jyllandsposten/-, 22.11.07. (Debat side 20)
ARBEJDSMARKED
Fagbevægelsen strides om lønløft
Politibetjente og HK’ere truer med konflikt, hvis Dansk Folkeparti øremærker en ekstra lønpose på fem milliarder kroner til SOSU-assistenterne. Fagbevægelsen er splittet forud for forårets lønkamp.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 29.11.07. (1. sektion side 16)
Manglen på arbejdskraft er størst hos de private
Trods debatten om den offentlige sektors problemer med at skaffe arbejdskraft, er problemerne størst i den private sektor. Lønstigninger vil ikke løse problemerne i den offentlige sektor, siger bankøkonom.
Berlingske Tidende/Uffe Gardel, 29.11.07. (Business side 8)
ERHVERV
De mindre virksomheder skruer ned for optimismen
Optimismen er på retur blandt de mindre og mellemstore virksomheder, der presses af mangel på arbejdskraft, lavere vækst og frygt for konsekvenserne af den internationale uro på finansielle markeder. Sådan lyder konklusionen i en konjunkturundersøgelse, Håndværksrådet offentliggør i dag.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 29.11.07. (1. sektion side 20)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Plan om dansk universitet i Kina
De danske aktiviteter og initiativer i Kina skal koordineres bedre, og krumtappen skal være et dansk universitet i Beijing eller Shanghai. Det mener videnskabsminister Helge Sander, der som led i den såkaldte Kina-strategi vil sætte en undersøgelse i gang af mulighederne for at etablere "University of Denmark", som skal fungere som brohoved for dansk viden, forskning og danske virksomheder i Kina.
Jyllandsposten/Asger Westh, 29.11.07. (1. sektion side 5)
TEKNOLOGI OG INNOVATION
Netværk skaber innovation
Samarbejdet mellem videninstitutioner og virksomheder fik et markant løft i 2006. Det viser det første performanceregnskab, som Forsknings- og Innovationsstyrelsen har udarbejdet for styrelsens 36 innovationsnetværk. Formålet med de nationale innovationsnetværk er at give dansk erhvervslivs innovationsevne og konkurrencekraft et markant løft ved at styrke samspillet mellem virksomheder og videninstitutioner. Cirka 2.400 virksomheder deltog i netværkenes aktiviteter i 2006, og heraf var to ud af tre små og mellemstore virksomheder med under 50 ansatte.
Idag.dk/-, 29.11.07.
Ventureselskaber fastholder optimisme
Aktører i den danske venturebranche insisterer på, at fremtiden tegner lys – trods nylig kritik fra storinvestorer af udeblevne resultater og et tredje kvartal med rekordlav exitaktivitet. Det viser den seneste kvartalsrapport fra Vækstfonden og DVCA, den danske brancheforening for ventureselskaber og kapitalfonde. Rapporten, der offentliggøres i dag, viser, at 2007 sandsynligvis bliver lige så godt som rekordåret 2006 målt på investeringsaktivitet.
Børsen/Jepser Kongskov Olsen, 29.11.07. (1. sektion side 16+17)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Energiselskaber ignorerer EU’s klimaambitioner
Energisektoren spænder nu ben for EU’s klimamål. Ifølge en undersøgelse foretaget af det internationale konsulenthus Capgemini går langt størstedelen af investeringer i ny kapital inden for elkraft fortsat til gammelkendte teknologier baseret på kul og gas. Capgeminis chefkonsulent fremhæver atomkraft og lagring af CO2 i undergrunden som nye teknologier, som de europæiske kraftværker er nødt til at omfavne, hvis de høje europæiske klimaambitioner skal realiseres.
Børsen/Jacob Klok, 29.11.07. (1. sektion side 21)
Penge til energiforsøg
Dansk konsortium får penge af Energistyrelsen til at teste brændselsceller i mikrokraftvarmeværker, der kan forsyne boliger med el og varme og spare meget CO2. Syv energivirksomheder er kommet på finansloven, så de kan teste brændselsceller i mikrokraftvarmeanlæg, der inden for få år forventes at revolutionere energiforsyningen til boliger.
Jyllandsposten/Ritzau, 29.11.07. (Erhverv side 2)
POLITIK OG ØKONOMI
Brandvarm økonomi kræver stram finanspolitik
Det kvartalsvise indeks over risikoen for overophedning er på det højeste niveau i næsten syv år. Dansk økonomi efterlader derfor ingen plads til offentlig lønfest eller masser af nye offentlige udgifter trods uroen på de globale finansielle markeder og truslen om en økonomisk afmatning i euroområdet. Det mener Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen, som advarer om, at en skadelig overophedning af dansk økonomi er tæt på at være en realitet.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 29.11.07. (1. sektion side 20)
SKAT OG PENSION
Minister: Lynjustits mod sort arbejde
Straffen for at bruge sort arbejde skal falde langt hurtigere i fremtiden. Et nyt lovforslag fra skatteminister Kristian Jensen vil indføre lynjustits over for virksomhederne. Eksperter skønnes, at der arbejdes sort for 46 milliarder kroner årligt.
Børsen/Ulrik Horn, 29.11.07. (1. sektion forsiden+side 18+19)
FØDEVARER OG SUNDHED
Vi vil være raske for enhver pris
Danskernes forbrug af sundhedsydelser vokser drastisk, og under ti procent af befolkningen var sidste år ikke i kontakt med en læge. "Det er i tidens ånd, at vi vil være fit for fight. Men det giver anledning til undren, for vi må spørge os selv, om vi bruger sundhedsvæsenet rigtigt, siger professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen.
Berlingske Tidende/Marianne Harbo, 29.11.07. (1. sektion forsiden+side 12+13+14)