OMTALE AF IDA
Valg vil slå energiplan tilbage til start
Vindmølleindustrien og Dansk Ingeniørforening har efterlyst snarlig energiaftale, der kan skabe klarhed for erhvervslivets fremtid, men forhandlingerne har ikke vist tegn på at være nær enden. Valget betyder, at forhandlingerne i princippet skal starte forfra, siger de radikales energiordfører, Martin Lidegaard.
Borsen.dk/-, 24.10.07.
Runde fødselsdage
Interview med Niels Jørgen Andersen, medlem af bestyrelsen i Trekantsafdelingen i Ingeniørforeningen, i anledning af hans 60 års fødselsdag.
Fredericia Dagblad/Jacob Edut, 29.10.07.
ARBEJDSMARKED
LO har de mest troløse medlemmer
LO’s forbund har de medlemmer, der er mest tilbøjelige til at skifte fagforening, viser en ny undersøgelse fra Wilke, som peger på prisen som det største problem. LO forventer at miste 25.000 medlemmer om året i de kommende år. HK og FOA opruster på den nære medlemskontakt for at bremse medlemsflugten.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 29.10.07. (1.sektion side 8+9)
ARBEJDSMILJØ
Arbejdsgivere svigter udenlandske medarbejdere
Virksomhederne har store problemer med at holde på udenlandske medarbejdere, og når grunden skal findes, peger virksomhederne selv på skatten. Nu peger nystartet virksomhed på, at virksomhederne selv har stor del af skylden for, at medarbejderne stikker af. De overser de nye medarbejderes ensomhed.
Erhvervsbladet.dk/Beile Grünbaum, 29.10.07.
Skattefrit eller skattepligtigt?
Manglen på arbejdskraft har i mange virksomheder øget fokus på medarbejderpleje, og mange virksomheder tilbyder for eksempel medarbejderne udflugter og fester. Men skattereglerne på området er drilske, advarer advokat.
Jyllandsposten/Tommy Christiansen, 29.10.07. (Erhverv side 7)
ERHVERV
Ingeniører og miljøfolk går sammen
Miljø og byggeri kommer til at gå hånd i hånd i et strategisk samarbejde mellem Leif Hansen Rådgivende Ingeniører i Ballerup med ca. 250 medarbejdere og Orbicon med 350 i Roskilde. De to virksomheder satser fremover på at være et stærkt alternativ til de største rådgivningsvirksomheder.
Børsen/-, 29.10.07. (1. sektion side 12)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Naturvidenskabelige ph.d.er er mere arbejdsløse
Knap 80 procent af de arbejdsløse ph.d.er er fra naturvidenskab, jordbrug og teknik - områder, hvor arbejdsgiverne råber på mere højtuddannet arbejdskraft. Udenlandske undersøgelser fastslår samme tendens, viser statistikker.
Information/Lise Richter, 29.10.07. (1. sektion side 12+13)
UVVU skal ændres
Forskningspolitikerne er åbne over for at ændre på beføjelserne til de udvalg, der skal vurdere videnskabelig uredelighed. Helt at lukke dem er der dog ikke stemning for, da der er brug for et uvildigt organ for forskningen, men ikke mindst for den enkelte forskers skyld, lyder meldingen fra politikerne.
Information/Lise Richter, 29.10.07. (1. sektion side 13)
KU benægter censur af speciale
Københavns Universitet afviser, at det var en trusselsmail fra DR, der fik dem til at presse en studerende til at trække sit speciale tilbage. Det var på grund af ’uheldig vejledning’, oplyser dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Andre studerende må dog ikke trække specialer tilbage.
Information/Kristian Villesen, 29.10.07. (1. sektion side 12+13)
Firmaer har kun lidt glæde af forskning
Danmarks store servicevirksomheder bruger kun i begrænset omfang offentlig forskning, selvom servicevirksomhederne fylder meget i dansk økonomi. Der er behov for bryde myter og fordomme ned, mener Dansk Erhverv.
Berlingske Tidende/Ole Mikkelsen, 29.10.07. (1Business side 12)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Bioethanol er et eventyr - måske
Konservative og Venstre vil ikke have fødevarer i bilerne, men vil heller ikke forhindre det, og de danske virksomheder står på spring for at starte produktionen. De konservative er dog mere skeptiske, efter forskere har sået tvivl om effekten af bioethanol af første generation, mens Venstre holder fast i målsætningen om 5,75 procent bioethanol i benzinen i 2010. De radikale vil hellere satse på elbiler.
Information/Kirsten Sterling, 29.10.07. (1. sektion side 6)
Debat: Bioethanol i tanken udelukker ikke mad i maven
Danske forskere kritiserer det internationale fokus på den skadelige effekt af biobrændsel. Ifølge Den Internationale Valutafond er bioethanol mere til skade end gavn, fordi produktionen er med til at presse fødevarepriserne op på verdensplan, men det billede er overdrevet, skriver tre professorer fra det Biovidenskabelige Fakultet på KU. Den igangværende debat kan medføre, at vi skyder os selv i foden og ikke udvikler en bæredygtig produktion fra landbrug og industri, advarer professorerne.
Information/-, 29.10.07. (1. sektion side 20) og Information/Kirsten Sterling, 29.10.07. (1. sektion side 6)
Stor plan for elbilens comeback
En udenlandsk investorgruppe vil fylde Danmark med elbiler, erfarer Berlingske Tidende. Visionen er en halv million opladningsstationer, som de udenlandske investorer vil finansiere, mens regeringen skal bidrage med løsninger, der giver adgang til billig energi. Transportministeren håber, at projektet kan blive en realitet allerede i 2015. Oppositionen skubber på, men frygter, at regeringen kun vil være positiv, så længe valgkampen kører.
Berlingske Tidende/Philip Egea Flores, 27.10.07. (1. sektion forsiden)
Eksperter roser plan om at sætte strøm til bilerne
Efter flere års dødvande er forureningsfri elbiler på vej ind i varmen. Det storstilede demonstrationsprojekt, som investorer foreslår i Danmark, kan blive kickstarteren. Men vejen mod en elektrisk bilpark er stadig brolagt med tekniske og økonomiske forhindringer, vurderer ekspert.
Berlingske Tidende/Pauli Andersen, 27.10.07. (1. sektion side 4)
K udfordrer V på miljø
De konservative stiller et centralt krav til et nyt regeringsgrundlag: Ny milliardsatsning på genopretning af natur og miljø skal tages fra EU’s landdistriktsmidler. Bag kravet ligger et gammelt VK-slagsmål.
Jyllandsposten/Dorte Ipsen Boddum, 29.10.07. (1. sektion forsiden)
POLITIK OG ØKONOMI
Høj oliepris kan give politikerne nyt råderum
Oliepriserne har langt oversteget forventningerne i Energistyrelsen, og som det ser ud nu, skal skønnene til fremtiden opjusteres med op mod 50 procent i forhold til styrelsens tidligere olieprisskøn. En sådan opjustering kan udløse ekstra milliarder i statskassen, som kan fordeles til velfærd eller skattelettelser, siger økonomer.
Børsen/Nikolaj Sommer, 29.10.07. (1. sektion side 14+15)
SKAT OG PENSION
R og S bryder skattestop på kommuneøkonomi
Oppositionen er parat til at give kommunerne ret til at overskride budgetterne. De radikale og SF er parat til at bryde skattestoppet, mens Socialdemokraterne afviser.
Information/Mette Klingsey, 29.10.07. (1. sektion side 5)
Øget pres på regeringen
De Radikale melder sig nu i rækken af kritikere, der kræver svar på, hvordan regeringen vil reagere på, at kommunerne har hævet skatten mere end aftalt. Dermed er det en samlet opposition, der står bag kravet om, at VK-regeringen fortæller, om man vil straffe kommunerne. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen afviser kravet.
Jyllandsposten/Anne Mette Svane, 29.10.07. (1. sektion side 5)