Udskriv siden

9. december 2008

OMTALE AF IDA:

Undersøgelser om elektrificering
I forbindelse med diskussionen af regeringens nye transportinvesteringsplan er transportminister Lars Barfoed (K) i studiet. I diskussionen vedrørende elektrificering nævnes undersøgelser lavet af blandt andet Ingeniørforeningen, der viser, at det er mest økonomisk at lave elektrificering og signalanlæg samtidig. Transportministeren erkender, at de undersøgelser eksisterer, men han siger, at han vælger at læne sig op ad de eksperter, som har analyseret problematikken i forhold til Transportministeriet. Han mener således, at man først bør udskifte signalanlæggene. Desuden er der grænser for, hvor mange midler der er at bruge på projektet frem til 2020, tilføjer han.
DR P1 Orientering 08.12.08 klokken 18.15. 

Regeringen sætter i dag roadpricing i spil
I dag fremlægger regeringen sin investeringsplan for fremtidens infrastruktur. Og det betyder højst sandsynligt, at vi fremover skal betale for de strækninger vi kører i bil. Et stort antal ingeniører peger nemlig på roadpricing som en oplagt løsning på problemet med CO2-udledningen. ”Der skal gøres noget radikalt, hvis vi vil ændre på miljøregnskabet,” siger formand for Ingeniørforeningens Teknologi- og Innovationsudvalg, Jørn Guldberg.
Radionyhederne.dk/-, 08.12.08.

Roadpricing betyder ikke overvågning
I fremtiden skal vi højst sandsynligt til at betale for de strækninger vi kører i vores bil.

I dag fremlægger regeringen formentlig en plan om at indføre roadpricing - det vil sige at man betaler for at køre på visse strækninger, alt efter hvor miljørigtig en bil man har.

Helt praktisk registreres strækningerne via GPS. ”Men det betyder ikke, at vi skal overvåges,” siger formand for Ingeniørforeningens Teknologi- og Innovationsudvalg. ”Derved behøver man ikke oplyse præcis hvor man har været, men blot hvilke type strækning man har kørt,” forklarer Jørn Guldberg.
Radionyhederne.dk/-, 08.12.08. 

Fire organisationer i front for klimaet
Vækst skal gå hånd i hånd med energieffektivitet, og en ny Energiudviklingsfond skal sætte strøm til et grønnere Danmark, foreslår Dansk Metal, Ingeniørforeningen, Dansk Energi og DI i et nyt fælles energiudspil: Energisatsning til gavn for klima, vækst og beskæftigelse. I udspillet foreslår man at øge de offentlige investeringer i energi- og klimaforskning fra én milliard årligt i 2010 til fire milliarder årligt i 2020. ”Vores forslag giver den nødvendige saltvandsindsprøjtning til dansk energiforskning og udvikling. Det er store investeringer, vi lægger op til, men udfordringerne er mildest talt også enorme,” fastslår formanden for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft.
DI Business/-, 08.12.08. (Side 1) 

Penge er smøringsmidlet for energiteknologi
Herligt. Sådan siger formanden for regeringens Klimakommission, Katherine Richardson, om forslaget om at øge investeringerne i forskning, udvikling og demonstration af energiteknologi med 300 millioner kroner ekstra hvert eneste år frem til 2020. Forslaget om den store investeringssatsning kommer fra Dansk Metal, Ingeniørforeningen, Dansk Energi og DI. Katherine Richardson, der er prodekan på Københavns Universitet, kalder forslaget for 'en god begyndelse'.
DI Business/-, 08.12.08. (Side 3) 

Ingeniørforeningen IDA skruer ned for elforbruget
Ingeniørerne går nu foran i bestræbelserne på at forbedre klimaet ved at nedbringe elforbruget og derved mindske CO2-udslippet. I 2007 underskrev Ingeniørforeningen en såkaldt kurveknækkeraftale med Elsparefonden og har med en målrettet indsats nedbragt elforbruget i Ingeniørhuset på Kalvebod Brygge med foreløbig godt fem procent på et år. Det svarer til, at den faglige organisation årligt sparer miljøet for cirka 70 ton CO2, samtidig med at elregningen har fået et ordentligt nøk nedad. ”Hvis ikke vi som ingeniører skulle gå foran og anvende ny teknologi til gavn for mlijøet, hvem skulle så?,” siger Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft, der peger på, at fremtiden også vil byde på nye miljøinvesteringer.
Erhvervsbladet/Peter Hartung, 04.12.08. (side 35-37)  

ARBEJDSMARKED:

Firmaer lukker ned for lærlinge
Tomme ordrebøger får mange i bygge- og anlægsbranchen til at skære ned på antallet af lærlinge. På bare to år er antallet af lærlinge i bygge- og anlægssektoren faldet med 2.000. Det svarer til 20 procent.
Jyllandsposten/Bo Jørgensen, 09.12.08. (1. sektion forsiden) 

ERHVERV:

EU åbner for mere statsstøtte
EU-Kommissionen åbner for, at mindre og mellemstore europæiske virksomheder får adgang til højere lån og garantier som værn mod krisen. Danmark skal udnytte muligheden, siger Håndværksrådet.
Børsen/Peter Rosendal, 09.12.08. (1. sektion side 24) 

UDDANNELSE OG FORSKNING:

Haarder: Målrettet studievejledning
Uddannelsescentre landet over kan målrette deres ressourcer endnu bedre, fastslår ny rapport. Men penge kommer der ikke flere af. Der er reelt tale om nedskæringer, lyder det fra studiefagsleder.
Berlingske Tidende/Isabella Røhmann, 09.12.08. (1. sektion side 14)

It-nørder får papir på uddannelse
De første diplomuddannede i informationsteknologi kommer nu ud fra It-Universitetet i Ørestaden. Uddannelsen begyndte for to år siden og er indrettet, så selvlærte it-folk med mange års programmerings- og udviklingserfaring kan komme til at efteruddanne sig på et niveau, som passer til deres kompetencer.
Børsen/Niels Barfod, 09.12.08. (Digital side 2+3) 

TEKNOLOGI OG INNOVATION:

På sporet af den grønne overhaling
Flere tog, grønnere biler, bedre cykelstier. Regeringen blæser klar til afgang for en plan, der skal modernisere trafikken og reducere miljøbelastningen. En historisk omstigning, mener klimaministeren. En plan, der ikke flytter mange bilister over i togene, siger trafikforsker.
Berlingske Tidende/Pauli Andersen, 09.12.08. (1. sektion side 8+9) 

Infrastrukturplan løser ikke problemer
Regeringen vil bruge 150 milliarder kroner på infrastruktur, men det er slet ikke nok, mener tidligere medlem af Infrastrukturkommissionen, professor Claus Vastrup. ”Hvis ambitionerne er at løse transportområdets udfordringer i de næste 20-30 år, så bliver der behov for meget større investeringer,” siger han.
Børsen/Jacob Klok, 09.12.08. (1. sektion side 22) 

Erhvervslivet: Kørselsafgifter er måske en ganske god ide
Hvis kørselsafgifter kombineres med en sænkning af registreringsafgiften, er både Dansk Industri og Carlsberg åbne over for roadpricing. Men det er afgørende, at de samlede afgifter ikke stiger, lyder meldingen.
Berlingske Tidende/Laurits Harmer Lassen, 09.12.08. (1. sektion side 10) 

Tung start for letbaner
Transportminister Lars Barfoed skød planerne om at bygge en letbane langs Ring 3 ned, da regeringen kom med det største trafikudspil i nyere tid. Men fortalere for den moderne sporvogn mener ikke, at kampen er slut.
Berlingske Tidende/Mette Roer, 09.12.08. (1. sektion side 10) 

Debat: Roadpricing bliver en del af vores ordbog
Der er en del bump på vejene og slinger på skinnerne, før intelligent og provenuneutral roadpricing overhovedet kan blive en realitet, skriver DI-direktør Lars Goldschmidt i et debatindlæg. Han peger bl.a. på, at registreringsafgiften er forældet, og på, at de økonomiske incitamenter kun virker, når der er et alternativ til bilen.
Børsen/-, 09.12.08. (1. sektion side 3)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA:

Solceller buldrer frem
Det er en myte, at solceller er for dyre at masseproducere til at spille en rolle i bæredygtig energiforsyning. Det fremhæver tre førende internationale selskaber på FN's klimakonference i Poznan. Elproduktion fra solceller skal have en central placering i løsningen af vores klimaproblemer, mener FN og førende firmaer i branchen.
Jyllandsposten/Ritzau, 09.12.08. (Erhverv side 5)

Kronik: Vi kan løse klimakrisen – sammen
”Det er sund økonomisk fornuft at investere i klimaet her g nu. Omkostningerne ved global opvarmning vil så langt overstige omkostningerne ved at forhindre global opvarmning. Og jo længere tid, der går, jo dyrere bliver det,” skriver Anders Eldrup, Jørgen Mad Clausen, Ditlev Engel og Carsten Bjerg, direktører for hhv. Dong Energy, Danfoss, Vestas og Grundfoss, i en fælles kronik.
Politiken/-, 09.12.08. (2. sektion side 7)

POLITIK OG ØKONOMI:
Regeringens økonomiske 2015-plan smuldrer
Det offentlige forbrug lander langt over målet, og VK-regeringen erkender nu for første gang, at dens økonomiske plan frem til 2015 er ved at falde fra hinanden. Selv hvis de lovede reformer af arbejdsmarked og skat kommer i hus, går den langsigtede holdbarhed i svagt minus om syv år. Hvis reformerne løber ud, er billedet meget værre, viser regeringens konvergensprogram.
Børsen/Ulrik Horn, 09.12.08. (1. sektion side 20+21) 

SKAT OG PENSION:

Løkke: Skattereform – nu med underskud
Med udsigt til recession, stigende arbejdsløshed og milliardunderskud på statens finanser åbner regeringstoppen for, at en skattereform kan kickstarte dansk økonomi. Ufinansierede skattelettelser i 2010 kan stimulere efterspørgslen og øge beskæftigelsen, mener finansminister Lars Løkke Rasmussen.
Jyllandsposten/Anne Mette Svane, 09.12.08. (Erhverv side 6) 

Skattelettelser skal få folk til at arbejde mere
Selvom vi i Danmark i rekordfart nærmer os befolkningerne i de øvrige OECD-lande, når det gælder arbejdstimer per år, så skal der skattelettelser til for at få danskerne til at knokle endnu mere, mener arbejdsgivere og Cepos. Nye tal viser, at den gennemsnitlige arbejdstid på 12 år er vokset fra 1499 til 1599 timer om året.
Berlingske Tidende/Philip Egea Flores, 09.12.08. (1. sektion side 13)

FØDEVARER OG SUNDHED:

Regioner: Hvor dyrt må det være at forlænge et liv med en måned?
Sygehusenes udgifter til medicin er mere end femdoblet siden år 2000 og udgør snart 10 procent af de samlede udgifter i sundhedssystemet. Medicinudgifterne vokser så vildt, at regionernes formand nu siger, at der ikke er råd til nyudviklet medicin. Det vil ramme folk med kræft, gigt og sklerose.
Politiken/Martin Kaae, 09.12.08. (1. sektion forsiden)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1