OMTALE AF IDA
Ingeniører erstattes i lederjob
Mange virksomheder må på grund af ingeniørmanglen lade andre faggrupper overtage lederposter. Det viser Ingeniørforeningens konjunkturanalyse, som offentliggøres i dag. Ingeniørforeningens formand Lars Bytoft, er ikke bange for, at andre faggrupper overtager lederjobbene. De ingeniører, der har en leder i maven skal ikke holde sig tilbage. De bliver bare endnu mere eftertragtede, siger Lars Bytoft.
Børsen/-, 1.2.08. (Executive side 22.23)
Miljøet er endt i et sort hul
Det er umuligt at få friske tal på, hvordan det går med luftforureningen, havvandet eller naturen i Danmark, lyder det i en barsk rapport om miljøet fra Ingeniørforeningen. Rapporten slår fast, at vores viden om luft, hav og jord stort set ikke er blevet opdateret, siden VK-regeringen kom til magten. Miljøminister Troels Lund Poulsen forklarer, at manglerne skyldes, at Danmark er ved at overgå til europæiske standarder.
Avisen.dk/-, 31.1.08.
Debat: Tænk på tværs
Der skal tænkes alternativt, og der er brug for tværgående uddannelser og forskning, hvis vi skal udnytte de faglige kompetencer bedst muligt i den akutte mangel på ingeniører. Det er ærgerligt, at mange af vores uddannelser og forskningscentre ikke er interdisciplinære, for kreativitet og nye tankesæt opstår ofte i mødet mellem forskellige discipliner og faggrupper. Vi skal i langt højere grad have skabt tværfaglige miljøer på uddannelses- og forskningsområdet, og det er glædeligt, at Videnskabsministeren netop er ved at finde de strategiske forskningsfelter, der skal være med til at gøre Danmark til vindernation fremover, skriver Stina Vrang Elias, underdirektør i Danmarks Erhvervsforskningsakademi, og Lars Bytoft, formand for Ingeniørforeningen.
Børsen/-, 1.2.08. (1. sektion side 2)
Debat: 13 år til deadline
Hvis ikke den klimakommission, der nu bliver nedsat, går konstruktivt til værks og hurtigt fremlægger alternative løsninger for nedtrapning af CO2-udslippet de kommende 13 år, har vi bare fået endnu en syltekrukke. Sporene fra Velfærds- og Infrastrukturkommissionen skræmmer, skriver Klaus Illum, M.SC.ph.d. og indehaver af analysefirmaet ECO Consult, i en kronik, hvori han kritiserer den rapport EA-Energianalyse og Risø har udarbejdet for Energistyrelsen og desuden Ingeniørforeningens Energiplan 2030 for at være et knæfald for den konventionelle fossile tankegang.
Information/-, 1.2.08. (1. sektion side 18)
Navne
Poul Erik Bjørnshauge, direktør i Ingeniørforeningen A/S, fylder i dag 50 år og har samtidig 20 års jubilæum i Ingeniørforeningen.
Jyllandsposten/-, 1.2.08. (1. sektion side 13)+Kristeligt Dagblad/-, 1.2.08. (Side 15)+Politiken/-, 1.2.08. (2. sektion side 10)+Fyens Stiftstidende.dk/-, 1.2.08.
ARBEJDSMARKED
Skatterabat til 64-årige giver 16.000 i job
Regeringen undervurderer groft effekten af sit eget skatteforslag, viser beregninger fra Dansk Industri, som viser en effekt fire gange større end regeringen selv forventer. Skatteminister Kristian Jensen vil se nærmere på tallene.
Børsen/Ulrik Horn, 1.2.08. (1. sektion side 18+19)
FTF: Ændring i dagpengesystemet rammer bredt og hårdt
44.000 deltidsansatte danskere på tværs af en lang række faggrupper vil miste supplerende dagpenge, hvis regeringens jobplan gennemføres, mener FTF. Beskæftigelsesministeren afviser beregningerne og anslår, at det rigtige tal er i omegnene af 30.000.
Politiken/Kenneth Lund, 1.2.08. (1. sektion side 6)
Så er kurven knækket – ledigheden er i bund
Danmark står nu med fuld beskæftigelse, viser tal fra Danmarks Statistik. Ledigheden er for hele sidste år nede på 3,4 procent af arbejdsstyrken, svarende til 94.000 arbejdsløse i gennemsnit hen over året, og det er den laveste siden 1974. Af OECD-landene er det kun Norge, Island og Schweiss, der kan fremvise en lavere ledighed.
Berlingske Tidende/Lars Erik Skovgaard, 1.2.08. (Business side 6)
Debat: Hold fokus ved rekruttering af udenlandsk arbejdskraft
Mange virksomheder er ikke godt nok rustet til at modtage de udenlandske medarbejdere og de særlige behov, de har. En overvejelse i de danske virksomheder kunne være, om kravet til danskkundskaber altid er ufravigeligt. Når først vi mestrer kunsten at få de eftertragtede udlændinge hertil, er udfordringen at få dem til at holde nok af Danmark og danskerne til at blive, skriver Charlotte Mark,Site Leader for Microsoft Development Center Copenhagen, i et debatindlæg.
Børsen/-, 1.2.08. (1. sektion side 3)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Danmark skal tiltrække flere højtuddannede
Det er en illusion, at danske universiteter skulle kunne komme i verdensklasse, mener det Fremtidspanel, videnskabsminister Helge Sander har nedsat for at pege på udfordringerne for fremtidens videnspolitik. Danmark bør i stedet satse på at få flere højtuddannede til Danmark og få uddannet langt flere danske unge, anbefaler Fremtidspanelet i sine 12 udfordringer for videnspolitikken.
Information/Lise Richter, 1.2.08. (1. sektion side 12+13)
Erhvervssamarbejde skal styrke forskning internationalt
Samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv er slet ikke godt nok hvis Danmark skal kunne konkurrere internationalt om kloge hoveder og EU-midler. Det er en af hovedkonklusionerne fra Vidensskabsministeriets Fremtidspanel, der præsenterede sine resultater i går.
Børsen/Kathrine Rossau, 1.2.08. (1. sektion side 21)
EU skyder forbi forskningsmål
Den årlige status på EU’s forsknings- og innovationindsats, Innovation Scoreboard, viser, at det går den forkerte vej med investeringerne i forskning, og EU-Kommissionen erkender, at målet om, at EU-landene bruger 3 procent af BNP på forskning ikke nås i 2010. Anders Fogh og Helle Thorning er enige om behov for reformer.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 1.2.08. (1. sektion side 22)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Nye tal blæser vindkraft omkuld
Danmark er en af verdens førende vindkraftnationer, men alligevel er vi på vej til at dømme vindmøllerne ude i bestræbelserne på at bekæmpe klimaforandringer. Vindkraft er en dyr vej til lavere CO2-udslip, viser nye tal fra regeringen.
Berlingske Tidende/Pauli Andersen, 1.2.08. (1. sektion forsiden)
Klimakamp med halm og træ som våben
Danmark kan nå langt i omstillingen til vedvarende energi ved at producere mere strøm og varme på jordens energikilder, halm og træ. En ny rapport fra Fødevareministeriet viser, at potentialet i biomasse er meget stort, og at det desuden er billigere end vindkraft. Venstre vil nedprioritere vindkraften, men vindmølleejere ryster på hovedet.
Berlingske Tidende/Pauli Andersen, 1.2.08. (1. sektion side 14+15)
Udlændinge vraget til dansk møllepark
Flere udenlandske konsortier vil modsat Dong gerne bygge en havmøllepark ved Lollnad. Men Energistyrelsen er ikke interesseret og sender i stedet parken i nyt udbus, hvor Dong deltager på andre betingelser.
Børsen/Lasse Friis, 1.2.08. (1. sektion side 6+7)
POLITIK OG ØKONOMI
KL raser over Løkke-oplæg til forhandlinger
Der er kold luft mellem de danske kommuner og finansminister Lars Løkke Rasmussen, efter finansministeren i går bebudede individuelle bøder til de kommuner, der overskrider deres budgetter i år. Kommunerne vil fastholde, at finansministeren har givet grønt lys til budgetoverskridelserne. "Det er en falsk problemstilling, når finansministeren sondrer mellem den indgåede aftale og de budgetter, vi kører med nu," siger Erik Fabrin, formand for KL.
Børsen/Ulrik Horn, 1.2.08. (1. sektion side 20)