OMTALE AF IDA
Ingeniører kritiserer skatterabat
Ingeniørforeningen er ikke tilfreds med jobplanens skatterabat på 100.000 kroner til 64-årige, som har arbejdet på fuld tid, siden de blev 60 år. "Politikernes beslutning om at give skattefradrag til de 64-årige minder i foruroligende grad om Lars Kolinds plan om at sænke skatten på Fyn. Det virker hovedløst og unødigt dyrt for samfundet at pumpe milliarder ud som skattelettelser til en bestemt gruppe mennesker, alene fordi de har lyst til og mulighed for at passe deres arbejde og tilfældigvis har en bestemt alder," siger formanden for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg, Morten Thiessen, som til gengæld er positiv over for jobplanens målsætning om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft
Business.dk/Ritzau, 28.2.08+Jv.dk/Ritzau, 28.2.08+Epn.dk/Ritzau, 28.2.08+Vejleamtsfolkeblad.dk/Ritzau, 28.2.08+Fyensstiftstidende.dk/Ritzau, 28.2.08+Nordjyske.dk/Ritzau, 28.2.08+Amtsavisen.dk/Ritzau, 28.2.08+Stiften.dk/Ritzau, 28.2.08+Fredericiadagblad.dk/Ritzau, 28.2.08+Horsens-folkeblad.dk/Ritzau, 28.2.08+Ekstrabladet.dk/Ritzau, 28.2.08+Faa.dk/Ritzau, 28.2.08.
Danmark sakker bagud i kapløb om viden
Danmark er siden 2003 faldet fra en tredjeplads til en femteplads på listen over de mest innovative lande, viser EU-Kommissionens European Innovation Scoreboard. Det vækker bekymring i erhvervslivet og blandt politikerne på Christiansborg. Uheldigt at vi rykker den forkerte vej på det, som Danmark skal leve af i fremtiden, siger Charlotte Rønhoff, forskningspolitisk chef i Dansk Industri. Ingeniørforeningen frygter, at faldet ned ad listen kan fortsætte. "Det kan godt være, at vi stadig ligger i den pænere ende. Men pilen har peget nedad over flere år, og det er tegn på, at det fremover kan blive endnu værre", siger Jørn Guldberg, formand for Ingeniørforeningens Teknologiudvalg, og kritiserer, at regeringen vil skære i de planlagte forskningsbevillinger, samtidig med, at innovationsevnen falder.
Berlingske Tidende/Charlotte Beder, 29.2.08. (1. sektion forsiden)
Sander sælger forværring som god nyhed
Videnskabsminister Helge Sander lancerede nyheden om den danske femteplads i en international innovationsundersøgelse som en god nyhed, til trods for at Danmark var rutsjet ned ad listen fra en tredjeplads. En femteplads er jo stadig flot, lyder ministerens forsvar. Regeringen vil ifølge Ingeniørforeningen og DI skære i både uddelinger fra Højteknologifonden og bevillingerne til bl.a. diplomingeniøruddannelserne i finanslovsforslaget for 2008. "Vi sætter dem på stand by for at dæmpe finanseffekten", siger Helge Sander.
Berlingske Tidende/Charlotte Beder, 29.2.08. (Business side 3)
Kommunale ledere frygter at brænde ud
De offentlige ledere er glade for deres job, mens 47 procent frygter at brænde ud, viser en ny undersøgelse blandt medlemmer af Ingeniørforeningen. Det skriver Ingeniøren. Undersøgelsen, der er foretaget blandt 299 ledere i Ingeniørforeningen, indikerer også, at strukturreformen har taget hårdt på topfolkene.
Hvidovre Avis/-, 27.2.08. (1. sektion side 13)
Vindere og tabere i regeringens nye energiplan
Klimavenlige tiltag i trafikken og energirenoveringer i eksisterende bygninger er to helt store tabere i den nye energiaftale, der i sidste uge blev indgået af alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten. Det mener energieksperterne Hans Henrik Linboe, partner i EA Energianalyse, og Søren Skibstrup Eriksen, formand for Ingeniørforeningens styregruppe på klima- og energiområdet. "Det er uheldigt, at der nærmest ikke er taget stilling til, hvordan vi sparer på energien i den eksisterende bygningsmasse, og når man kigger på transportområdet, ligner det, at løsningerne for hele den sektor er faldet ned mellem to stole", siger Søren Skibstrup Eriksen.
Business.dk/-, 26.2.08.
Kronik: Kvinder får løn som forskyldt
Kvinder kan ikke skyde skylden for deres inferiøre lønniveau over på mændene. De moderne karrierekvinder er dygtige og stærke og skal lære helt at tage ansvar for deres egne muligheder og vilkår. De skal fokusere, stole på deres egne evner og erstatte den pæne pige med den pågående udfordrer. En kvindeudvalgsformand i Ingeniørforeningen har udtalt, at en lønforhandling har stammeritualer hentet fra det maskuline univers, og kvinderne skal blive bedre til at kæmpe for lønnen. Det er en befriende melding, at kvinderne skal kæmpe for lønstigning og ikke blot have den foræret, fordi de er kvinder, skriver HP- og Kommunikationschef Rikke Kroer Høberg i en kronik.
Berlingske Tidende/-, 29.2.08. (Debat side 13)
ARBEJDSMARKED
Jobplan skaffer ikke medarbejdere nok
Arbejdet er ikke gjort færdigt, lyder kritikken efter jobplanen i går landede i en fladere udgave end regeringen tidligere lagde op til. Et skridt i den rigtige retning, men ikke nok til at løse virksomhedernes rekrutteringsproblemer, lyder vurderingen fra flere erhvervsorganisationer og Cepos. Finansminster Lars Løkke Rasmussen betegner planen, som vil løfte arbejdsudbuddet med 7.000 personer, som "afgørende" for finanspolitikkens holdbarhed.
Børsen/Nikolaj Sommer, 29.2.08. (1. sektion side 20)
Offentligt ansatte i første konfliktvarsel
SOSU-assistenterne varsler konflikt i dag, mens de øvrige offentligt ansatte er klar til at følge efter mandag. Det betyder, at en konflikt kan træde i kraft om lidt over en måned, og fagforeningerne er nu i gang med at finpudse deres konfliktstrategi. FOA har i sin strategi udtaget centrale områder som ældrepleje og sygehuse, mens Dansk Sygeplejeråd vil have alle medlemmer med i konflikt.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 29.2.08. (Business side 12)
Arbejdsløsheden bare falder og falder
Nu er arbejdsløsheden klart under 60.000, viser nye sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik, og den vil fortsætte med at falde, venter bankøkonomer. "Den aktuelle ledighed er lavere, end hvad man med de nuværende strukturer på arbejdsmarkedet må vurdere som værende langsigtsholdbart. Det er dog ikke det samme som, at ledigheden på kort sigt ikke kan falde yderligere", mener cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.
Berlingske Tidende/Uffe Gardel, 29.2.08. (Business side 17)
Ledigheden er tre gange så høj som tallene viser
De officielle ledighedstal undervurderer arbejdsløsheden, viser en opgørelse, som Berlingske Tidende har foretaget på grundlag af ledighedstallene fra Danmarks Statistik. Luk arbejdsmarkedet op for de svageste ved at lade dem arbejde under mindsteløn, foreslår Cepos.
Berlingske Tidende/Uffe Gardel, 29.2.08. (Business side 17)
LO raser over dagpengestramning
Lønmodtagerorganisationen LO er stærkt utilfreds med, at den nye jobplan strammer grebet om personer på supplerende dagpenge. Det vil virke stik mod hensigten, lyder meldingen. Arbejdsgiverorganisationerne er derimod tilfredse med stramningen.
Berlingske Tidende/Laurits Harmer Lassen, 29.2.08. (Business side 11)
ARBEJDSMILJØ
Stress er den direkte vej til førtidspensionen
Stress er nu den hyppigste årsag til, at danskere får tildelt førtidspension. Næsten hver tiende førtidspension blev i 2007 tildelt som følge af en stressrelateret sygdom, viser tal fra Ankestyrelsen. Det er ny rekord, skriver Dansk Arbejdsgiverforenings blad, Agenda.
Politiken/Ritzau, 29.2.08. (1. sektion side 15)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Opposition vil have opgør med forskningsjunglen
Hvis Danmark skal styrke forskning og innovation, skal vi gøre det enklere for forskere at søge midler og evaluere den myriade af innovationsprojekter, der eksisterer i dag, lyder kravet fra S og SF. "Vi mangler et bedre overblik og nogle mere enkle strukturer omkring dansk forskning", mener SF’s forskningsordfører Jonas Dahl.
Berlingske Tidende/Charlotte Beder, 29.2.08. (Business side 3)
Oppositionen anklager regeringen for løftebrud
Professionshøjskoler forudser fyringer og budgetunderskud som følge af nye besparelser, og SR anklager regeringen for at løbe fra løfter på flere uddannelsesområder.
Information/Mette Klingsey, 29.2.08. (1. sektion side 12+13)
Ingeniørforening satser på superlærere
Der er glæde i Foreningen af Rådgivende Ingeniører over bruddet med seminariernes monopol på at uddanne folkeskolelærere. En akademisk læreruddannelse kan redde de naturfaglige fag, hvor lærerseminarierne ikke har formået at tiltrække tilstrækkelig mange studerende., lyder det.
Politiken.dk/-, 28.2.08.
Virksomheder vil ændre praktikordning
Danske virksomheder vil ændre en ordning fra 2005, som skulle øge antallet af pratikpladser. Den hjælper ikke og er spild af penge, mener Dansk Industri. 3F vil gerne se på ordningen, men maner til forsigtighed.
Jyllandsposten/Thomas Møller, 29.2.08. (Studie og Karriereguide side 4)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Hedegaard i opgør med Tyskland og Frankrig
Energi- og klimaminister Connie Hedegaard var i går en af hovedpersonerne i et markant opgør med EU’s stormagter Tyskland og Frankrig i striden om liberalisering af den europæiske energisektor. En række lande med Danmark, Sverige, Holland og Storbritannien stoppede i går det tysk-franske forsøg på at udvande liberaliseringen, da de skød forslaget om beskyttelse af energigiganter ned.
Berlingske Tidende/Claus Kragh, 29.2.08. (Business side 19)
Energi- og klimaforhandlinger kan trække ud til 2009
Der var masser af indvendinger, men grundlæggende konstruktiv tone ved den første EU-forhandling om mål for klima og vedvarende energi i går. Klimaminister Connie Hedegaard håber på en aftale inden udgangen af 2008, men andre taler om april 2009 som mere sandsynligt tidspunkt for endelige vedtagelse af direktivpakken med nye forpligtende EU-mål for vedvarende energi og CO2-reduktion.
Information/Jørgen Steen Nielsen, 29.2.08. (1. sektion side 8)
Danske rederier vil udvikle grønne skibe
Rederier, producenter og forskere vil udvikle skibe og motorer med lavere energiforbrug. Danmarks største CO2-udleder, A.P.Møller-Mærsk er med i projektet.
Berlingske Tidende/Bjørn Lambek, 29.2.08. (Business side 8)
POLITIK OG ØKONOMI
Kvalitetsreformen skrumper
Regeringens store prestigeprojekt, kvalitetsreformen, er skrumpet. Udspillet er opdelt i mindre dele, og når partierne i dag indleder de afsluttende forhandlinger, er flere af regeringens håndfaste løfter ikke nævnt med et ord i udspillet. "Ambitionsniveauet er skrumpet ganske gevaldigt", siger den radikale leder Margrethe Vestager.
Jyllandsposten/Anders Langballe, 29.2.08. (1. sektion forsiden)
Risiko for overophedning topper
Risikoen for en økonomisk overophedning er den højeste i syv år, viser Børsens og Handelsbankens kvartalsvise overophedningsbarometer. Landets økonomer nedtoner imidlertid risikoen for, at dansk økonomi er ved at køre af sporet, og peger på, at såvel den økonomiske vækst som de fleste fremadrettede nøgletal viser tydeligere tegn på en afkøling af dansk økonomi.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 29.2.08. (1. sektion side 21)