Udskriv siden

7. november 2008

OMTALE AF IDA

Faglig kamp om akademikere
Fagforeningerne kæmper intenst om akademikerne, da de ikke længere har monopol på en bestemt type arbejdskraft. I stedet vinder individ-orienterede fagforeninger mere og mere frem. Ligesom DJØF ikke kun optager økonomer og jurister, men også kommunikationsuddannede, er Ingeniørforeningen heller ikke længere kun for ingeniører, men optager i princippet alle med en naturvidenskabelig uddannelse på minimum bachelorniveau. ”Lidt forenklet sagt laver en civilingeniør, en biolog og en biokemiker efter fem år hos Novo eller Leo Pharma det samme. De har et fagligt fællesskab, og derfor synes vi, at det er naturligt, at de bliver medlemmer hos os”, mener formand for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft. Groft sagt står konkurrencen på det naturvidenskabelige område mellem Dansk Magisterforening og Ingeniørforeningen. Lars Bytoft mener, at det er sundt med fri konkurrence og åbne muligheder. ”Vidensmedarbejdere ser på, hvad der passer dem bedst. Og som fagforening er det også sjovere at blive tilvalgt, frem for at medlemmerne kommer til én som små får”, siger han
Jyllands-Posten/Henrik Grønvald, 07.11.08. (Puls side 4) + Jp.dk/Henrik Grønvald, 07.11.08.

Vi kan gøre det, som politikerne ikke kan
I midten af september gik startskuddet til ingeniørernes bidrag op mod klimakonferencen i København næste år. ”Future Climate - Engineering Solutions” hedder det ambitiøse projekt, hvis mål er at vise verden, at det er teknisk muligt at reducere verdens CO2-udslip betragteligt. Projektet organiseres af Ingeniørforeningen IDA i samarbejde med foreningens norske, svenske og tyske søsterorganisationer. ”Vi kan ikke længere overse, at den globale opvarmning er et faktum. Vi skal finde løsninger inden for både transport, industri og i byggesektoren – alle dele af samfundet berøres. Og det er det, vi ingeniører kan – vi er trænede til at finde løsningerne”, sagde Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft, i sin åbningstale, hvor han også slog til lyd for politisk handling med ordene: ”Det er tid til at ”walk the talk”.
Miljø Horisont/Anette Lykke Rasmussen, 11/2008

Ældre ingeniører skal redde verden
Nonprofitorganisationen Ingeniører uden Grænser appellerer især til pensionister om at være med til at hjælpe udviklingslandene til at rejse sig efter katastrofer og andre nedture. ”Men alle aldre er velkommende”, lyder det fra organisationen. Ingeniører uden Grænser har eksisteret i syv år, og nu er organisationen for alvor ved at komme i omdrejninger. Derfor søger de også flere fagfolk, så som ingeniører og andre teknikere, som kan sendes ud til verdens brændpunkter. Den 5. november blev der afholdt et informationsmøde i Odense, der både henvendte sig til erhvervsaktive og pensionerede ingeniører, samt studerende. Mødet blev afholdt i samarbejde med IDA Region Fyn, Røde Kors og Beredskabsstyrelsen.
Licitationen/Lars Solbjerg, 03.11.08. (side 3)

Unge ingeniører får store lønstigninger
Ingeniørmangelen har skæppet godt i kassen for nyuddannede, og deres lønstigninger er højere end deres ældre kollegers, oplyser Ingeniørforeningen. De nyuddannede ingeniører, der er ansat i det offentlige, oplevede det seneste år lønstigninger på hele 15,6 procent, mens deres unge kolleger på det private område oplevede stigninger på 9,5 procent. Til sammenligning er de generelle lønstigninger på henholdsvis 6,7 procent for privatansatte og 7 procent for offentligt ansatte. ”Der er ikke meget andet at sige end - Godt gået. Det er forståeligt, at de unge har udnyttet situationen med ingeniørmangel til at komme godt fra start i deres arbejdsliv”, siger formanden for Ansatte Ingeniørers Råd, Ole Høyer. 
DRNyhederne.dk, 31.10.08. (Penge/Jobliv)

Emissioner trak fuldt hus ved konference
Bortset fra finanskrisen, styrtdykkende fragtrater og andre økonomiske plager for skibsfarten, er miljøet og især effekten af røgen fra skibenes skorstene det mest up-front emne, som Den Blå Verden beskæftiger sig med. Interessen for emnet viste sig også meget stor, da Skibsteknisk Selskab i samarbejde med Ingeniørforeningen afviklede sin todages Air Emission from Shipping-konference i København, der blev gæstet at folk så langt væk fra som Japan. 
Søfart/-, 31.10.08. (side 2)

Bundlinje og god PR spiller en vigtig rolle
Positiv omtale og kroner i kasseapparatet skal være de håndgribelige gevinster, hvis danske virksomheder skal tage hensyn til klimaet. Det fremgår af en rundspørge hos IDA-lederforum. Ingeniørernes lederpanel har fået svar fra 510 ledere i virksomheder og organisationer, og 55 pct. angiver, at omdømme og markedsføring spiller en vigtig eller meget vigtig rolle i forhold til klimaforandringerne. Tilsvarende peger 55 pct. på det vigtige i gevinsten ved energibesparelser. ”Klima bliver sund fornuft. Det er klart, at noget af det er markedsføring, men virksomhederne skal også tjene penge for at overleve. Jeg synes, at enhver anledning til at få tænkt klima ind er en god ting, uanset hvad der er virkemidlet. Det skræmmer mig ikke, at der er andre hensyn, som også spiller ind”, uddyber Trine Tindborg, næstformand i IDA.
Børsen/Jon Mathone, 31.10.08. (Executive side 8)

Ingeniører vil redde verdens klima
I alt vil ikke færre end 1,3 millioner ingeniører arbejde sammen i bestræbelsen på at redde klimaet. Ingeniører er gået i tæt samarbejde for at vise, hvordan man teknisk reducerer CO2udslippet. Det er Ingeniørforeningen i Danmark, samt ingeniørforeninger fra 16 forskellige lande, der står bag opgaven om At udforme en national klimaplan for hvert af de medvirkende lande. Planerne skal bruges som ideer til diskussion på Klimatopmødet, der afholdes i Danmark i 2009.
Bjerringbro Avis/-, 28.10.08. (side 58) 

ERHVERV

DI i hårdt angreb på Vækstfonden
Den statslige investeringsfond Vækstfonden beviser, at den har fejlet eftertrykkeligt, når den mangler penge til investeringer i en krisetid som nu, hvor der allermest brug for det. Sådan lyder det fra landets største erhvervsorganisation, DI. Kritikken kommer, efter at Børsen i onsdags skrev, at Vækstfonden har brug for flere penge fra regeringen for at kunne holde momentum i sine investeringer i især helt unge opstartsvirksomheder, som ellers er det, Vækstfonden oprindeligt er sat i verden for at hjælpe.
Børsen/Jesper Kongskov Olsen, 07.11.08. (side 10)

Debat: Hold fast i iværksætterpolitikken – den virker
Danmark er på vej til at blive et rigtig godt land for iværksættere. Aldrig har der været så mange Gazeller som nu, og aldrig har interessen været så stor fra udlandet. Det skriver Ulla Brockenhuus-Sckack, managing partner, SEED Capital og DTU innovation, og Lars Bruhn, IVS A/S, begge medlemmer af bestyrelsen i DVCA. Regeringen og folketinget kan godt være stolte af den indsats, de har gjort i forbindelse med initiativer, der har bragt Danmark til den europæiske top, og nu gælder det om holde fast, så den finansielle krise ikke slår benene væk under iværksætterne. Og i denne situation er det vigtigt, at Folketinget og regeringen puster nyt liv i iværksætterdanmark og kanaliserer mere risikovillig kapital ud i de danske iværksættervirksomheder, påpeger de.
Børsen/-, 07.11.08. (side 2)

Debat: Finanslov: Ikke alle veje fører til vækst
Finanskrisen har gjort det tydeligt, at danske politikere umådeligt gerne ser den økonomiske vækst sikret, men desværre tyer de til forkerte midler, nemlig lempelser af finanspolitikken. Det konkluderer erhvervsøkonomisk chef i Dansk Industri, Kent Damsgaard, som savner snarlige reformer. Han ser en kraftig forøgelse af arbejdskraftudbuddet som det eneste middel til at begrænse en negativ vækst i den nærmeste fremtid. Det kan lempelser af finanspolitikken nemlig ikke afhjælpe, de kan kun øge efterspørgslen efter arbejdskraft, vurderer Kent Damgaard.
Børsen/-, 07.11.08 (side 2) 

UDDANNELSE OG FORSKNING

Ny værktøjskasse skal lette samarbejde mellem forskning og erhverv
En ny værktøjskasse skal gøre det lettere for virksomheder og universiteter at indgå aftaler om samarbejde og patentrettigheder. Bag det nye initiativ står Johan Schlüter-udvalget – en ekspertgruppe nedsat af Videnskabsministeriet sammen med erhvervslivets og forskningsinstitutionernes organisationer. ”Tanken er at gøre kontrakt-forhandlingerne lettere, fordi man ikke skal starte forfra hver gang. Den nye værktøjskasse rummer fem forskellige modelaftaler skræddersyet til forskellige typer af samarbejder. Samtidig giver den svar på en række ofte stillede spørgsmål og overblik over de nationale og internationale regelsæt på området”, siger videnskabsminister Helge Sander. Målgruppen spænder bredt fra direktøren i den mindre virksomhed og til forskeren og institutlederen på universitetet.
Idag.dk/-, 07.11.08.  

TEKNOLOGI OG INNOVATION

Unge har lyst til iværksætteri
Iværksætteri og innovation, er det de unge vil have. Selvstændighedsfonden Young Enterprise tiltrækker flere og flere unge, der allerede under uddannelse har drømme om at starte selvstændigt. Regeringen og erhvervslivet har svært ved at få armene ned.
Børsen/Jette Aagaard, 07.11.08. (side 20)

Mesterskab om en bro over Kattegat
Transportminister Lars Barfoed stillede i går op i den politiske sportsdisciplin: At forklare hvordan to konsulentrapporter om en Kattegatbro kan nå frem til, at der er henholdsvis god og dårlig økonomi i en fast forbindelse over Kattegat via Samsø.
Berlingske Tidende/Hans Larsen, 07.11.08. (side 8)  

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Fire milliarder til ny klimapulje
Forskningen i global opvarmning og klimaforandringer får et løft på mange millioner kroner i de kommende år, efter at et flertal i Folketinget er bleve enige om fordelingen af cirka fire milliarder kroner fra den såkaldte globaliseringspulje. Pengene bliver udmøntet fra 2009-2012, og politikerne anbefaler, at der næste år bliver brugt 43 millioner kroner på at etablere et klimaforskningscenter, ligesom pengene også skal gå til at forske i, hvordan Danmark kan tilpasse sig en fremtid med stigende temperaturer, højere vandstand og vildere vejr pga. klimaforandringer. Ifølge videnskabsministeren sker det både for at overvåge miljøet og brande Danmark til klimatopmødet næste år.
Berlingske Tidende/Jens Ejsing, 07.11.08. (side 10)

Ny lov kan skade drikkevand
Mange kommuner kan ikke få dækket udgifterne til at sikre rent grundvand, hvis et nyt regeringsforslag vedtages. Resultatet kan blive, at man skal rense forurenet vand og sende det ud i vandhanerne.
Politiken/Michael Rothenborg, 07.11.08. (side 6)

Mærsk til kamp mod CO2-udslip fra skibe
A.P. Møller - Mærsk er i fuld gang med at profilere sig som et af verdens grønneste rederier med teknologier, der kan spare skibsfarten og miljøet for udledning af CO2 ved at spare på brændstof. Med en revolutionerende miljøteknologi vil Mærsk kunne reducere sit årlige CO2-udslip med en halv million ton om året, når over 62 skibe i 2012 har fået installeret et nyt brændstofbesparende system.
Berlingske Tidende/Bent Højgaard Sørensen, 07.11.08. (Business side 12)

Vindmøllepriser skal ned
Priserne på vindmøller skal ned som konsekvens af finanskrisen og faldende råvarepriser. Dermed er tiden med stigende råvarepriser og kæmpe efterspørgsel nu forbi. De sidste seks kvartaler er prisen på en vindmølle eksploderet med hele 25 procent. I dag koster

en vindmølle 7,5 millioner kroner per megawatt, den kan producere, og det er en stigning, der har taget kraftig fart gennem 2007 og ind i 2008 som følge af stærkt stigende efterspørgsel, viser helt nye tal fra New Energy Finance.
Børsen/Jakob Skouboe, 0711.08. (side 9) 

POLITIK OG ØKONOMI

Vælgerne flygter fra VKs reformdagsorden
Danskernes frygt for stigende arbejdsløshed afliver nu støtten til VK-regeringens reformdagsorden, der skal skaffe mere arbejdskraft i samfundet. Det viser en ny meningsmåling, som Green Analyseinstitut har foretaget for Børsen. Seks ud af ti danskere mener, at stigende arbejdsløshed er et vigtigere tema end mangel på arbejdskraft i det kommende halve år.
Børsen/Ulrik Horn, 07.11.08. (side 24)

R til VK: I mangler fire mia. kr. - hvad får vælgerne ikke?
Regeringens fallerede arbejdsmarkedsreform koster omkring fire milliarder kroner - penge som allerede er lovet væk til kvalitetsforbedringer. VK skylder borgerne svar på, hvilke løfter der ikke indfries, mener de radikale.
Information/Mette Klingsey, 07.11.08. (side 6) 

SKAT OG PENSION

Pensionsselskaber overvejer garantibrud
Danske pensionsselskaber er nu så pressede, at nogle af dem overvejer et brud med rentegarantien. Det vil ske, hvis de sænker deres depotrenter til et niveau, der er lavere end de garantirenter, opsparerne har fået. Sker det, bryder de for første gang med den såkaldte rentegaranti, selv om pensionsbranchen i flere år har hævdet, at opsparerne kun har fået en såkaldt ydelsesgaranti.
Børsen/Anne Louise Houmann, 07.11.08. (side 32)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2