Udskriv siden

2. november 2009

AKTUEL OMTALE AF IDA

Vælgerne nedprioriterer erhvervslivet
Hvis vælgerne selv kunne få lov til at bestemme, præcis hvad politikerne skal have fokus på i kommunerne, var det ikke erhvervslivet, der fik første prioritet. Heller ikke anden, tredje eller fjerde prioritet for den sags skyld. Det viser en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen i Danmark, der har spurgt til, hvilke indsatsområder politikerne bør prioritere i forbindelse med valgkampen til kommunalvalget. Det skaber en udfordring for politikerne. "Kommunalpolitikerne spiller en væsentlig rolle i at skabe den økonomiske vækst og beskæftigelse, som er nødvendig for at have et skattegrundlag, så kommunen kan yde borgerne en ordentlig service på andre områder", siger formand for Ingeniørforeningens Erhvervsudvalg, Per Diget.
Erhvervsbladet/Anders Kanberg, 02.11.09. (side 4) + Erhvervsbladet.dk/-, 02.11.09.

Debat: Bismag af forskning
Det er forstemmende at se, hvordan globaliseringsmidlerne kastes i grams til formål, der blot har en lille bismag af uddannelse, forskning eller innovation. Lige nu slås man om, hvorvidt midlerne skal bruges til renovering af laboratorier. Det er næsten underholdende at se, hvordan man tryller midler afsat til aktiv vidensskabende forskning om til at dække nagelfaste stinkskabe og kontorstole. Tilbage i 2006, inden globaliseringsmidlerne blev lovet væk til inventar, gik grundtanken nemlig på, at Danmark skal gøres til et videnssamfund, så vi kan fremtidssikre vores fælles velfærd. Derfor vil det være prisværdigt, hvis regeringen prioriterer mere forskning og mindre drift, skriver Esben Søltoft, formand for Ingeniørforeningens Uddannelses - og forskningsudvalg.
Politiken/-, 01.11.09. (kultur side 17)

ARBEJDSMARKED

Uddannede hurtigere i job igen
Jo bedre uddannet man er, desto kortere tid er man arbejdsløs efter fyring. Den læresætning gælder, uanset om der er krise eller ej, skriver Morgenavisen Jyllands-posten. En ledig med videregående uddannelse har 50 pct. større chance for at komme i arbejde end en ufaglært.
Børsen/Ritzau, 02.11.09. (side 14)

Eksplosiv jobstigning i det offentlige
Trods anklager om trængte budgetter og skrappe nedskæringsbehov hyrer stat, kommuner og regioner for øjeblikket medarbejdere som aldrig før. En ny opgørelse fra tænketanken Cepos viser, at antallet af danskere, som kan kalde sig for sygeplejerske, pædagog, sosu-assistent eller som er i anden form for offentlig beskæftigelse, er steget med 18.000 personer på bare et år.
Børsen/Jacob Klok, 02.11.09. (forside + side 14-15)

Klapjagt på ansattes frynsegoder
Regeringen vil for alvor stramme skatteskruen om danskernes frynsegoder lige fra vacciner og fitness til ekstra fridage og brug af brobizz. Skatteminister, Kristian Jensen ønsker at tvinge virksomheder til helt at overtage kontrollen med ydelser til ansatte, som arbejdsgiverne betaler. Fremover skal virksomheder føre minutiøst regnskab over samtlige frynsegoder, der gives hver enkelt medarbejder.
Børsen/Ritzau, 02.11.09. (side 14)

ERHVERV

Støtte til nye virksomheder
Med vedtagelsen af regeringens erhvervspakke fredag er der en længe ventet halv mia. kr. på vej til nye investeringer i danske opstartsvirksomheder. De falder på et tørt sted. De nye penge, Folketinget nu frigiver, skal investeres af den statslige investeringsfond Vækstfonden.
Børsen/JKO, 02.11.09. (side 6)

TEKNOLOGI OG INNOVATION

Færre flyver fra Billund
Billund Lufthavn har samlet oplevet en nedgang i antallet af passagerer på 11,4 pct. i årets første 10 måneder i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til godt 257.000 passagerer. Ser man f.eks. på oktober, har knapt 6 pct. færre passagerer fløjet ud af lufthavnen med rutefly til udlandet i forhold til samme måned sidste år.
Børsen/Ritzau, 02.11.09. (side 6)

Nu hedder det Rådet for Sikker Trafik
Rådet for Større Færdselssikkerhed skifter navn til Rådet for Sikker Trafik og lover at komme mere ud til folk. Rådet vil bl.a. markere sig skrapt på sociale medier som Facebook for at gøre trafikken mere sikker. Og rådet vil også i løbet af de næste tre år fordoble antallet af trafikmøder på skolerne, så der vil være godt 1.700 møder om året.
Jyllandsposten/Steffen Stubager, 02.11.09. (side 8)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Eksperter: Brugerbetaling på universieterne er nødvendig
Hvis Danmark skal være et videnssamfund og holde fast i målsætningen om uddannelser i verdensklasse, så er det nødvendigt, at vi indfører brugerbetaling på de danske universiteter. Det mener blandt andre Nina Smith, som er professor i økonomi på Aarhus Universitet og ekspert i uddannelsesøkonomi. Hun mener, at det er vigtigt at komme i gang med en grundig diskussion af finansieringen, så man kan finde den bedste model.
Information/Kristian Villesen, 02.11.09. (forside + side 13)

Frygt for boligmangel
Danske Studerendes Fællesråd frygter for mangel på boliger til studerende. Ifølge organisationen står mange studerende i dag uden tag over hovedet eller presses til at betale penge under bordet, bo i en dyr lejlighed eller at bo i korte fremlejemål. "Der mangler en konkret plan, og hvis politikerne ikke handler nu, vil vi se en markant boligkrise for studerende i fremtiden", siger Laura Toftegaard Pedersen, levevilkårsordfører og næstformand i Danske Studerendes Fællesråd.
Information/Ville, 02.11.09. (side 12)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Kommunerne skruer ned
De danske kommuner er for alvor ved at komme i gang med at nedbringe energiforbruget – og dermed både spare klimaet for CO2 og kommunekassen for penge. 52 af landets 98 kommuner har en aftale med Elsparefonden om at skrue ned for CO2-udledningen, typisk et-to pct. om året over en flerårig periode.
Information/Ritzau, 02.11.09. (side 10)

Erhvervsliv: Klimatoget kører også uden juridisk aftale
Klimafokuserede virksomheder kører videre efter samme plan, selvom de ikke længere forventer, at der bliver indgået en juridisk bindende klimaaftale i København. For de forventer fortsat, at politikerne på sigt vil forpligte sig til markante CO2-reduktioner. Det er meldingen fra virksomheder som Grundfos, General Electric, Rockwool, Dong Energy og Novozymes.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 02.11.09. (side 28)

SKAT OG PENSION

Danskerne vil have højere skat
En stor del af danskerne punger gerne ud med mere til skattefar. Knap 30 pct. mener således, at kommuneskatten bør hæves. Det viser en Gallupmåling foretaget for Berlingske Tidende. Det viser med al tydelighed, at den kommunale velfærd er under pres, mener Socialdemokraterne og SF, der ikke er overraskede over, at danskerne nu er villige til at betale for at få bedre velfærd.
Berlingske Tidende/Pia Glud Munskgaard, 02.11.09. (side 6)

ØVRIGE NYHEDER

Nyhedsbrev til a-kasserne - nr. 34/2009
Direktoratet gennemførte en spørgeskemaundersøgelse i foråret 2009, som skulle afdække udviklingen i a-kassernes digitalisering siden en lignende undersøgelse blev gennemført i 2006. Undersøgelsen skulle blandt andet vise, hvor mange af de 17 forskellige digitale tilbud, der indgik i undersøgelsen, a-kasserne tilbyder til deres medlemmer samt medlemmernes udnyttelse af tilbuddene. Lærernes A-kasse, Kristelig A-kasse og Ingeniørernes A - kasse har hver 13 digitale tilbud til deres medlemmer og er dermed de A-kasser, der har flest af de digitale tilbud, der indgår i undersøgelsen.
Adir.dk/-, 30.10.09.

ØVRIG OMTALE AF IDA

Lokale firmaer trænger til en hånd
- sådan lyder det fra Ingeniørforeningen forud for et vælgermøde om erhvervsudviklingen i Region Sjælland. Mødet finder sted den 4. november i Ringsted. Ingeniørforeningen mener, at regionernes politikere sagtens kan gøre mere for erhvervslivet. En af de helt oplagte muligheder er partnerskaber, hvor det offentlige går sammen med virksomheder om at løse forskellige opgaver (OPP).
Dagbladet Ringsted/-, 30.10.09. (2. sektion side 1)

It-chef: Kravspecifikationen er død
En solid opgradering af it-systemerne giver i disse måneder it-afdelingen hos Ingeniørforeningen, IDA nok at se til. Hele ERP-pakken skiftes ud til en nyere model og suppleres med værktøjer, der er målrettet bestemte opgaver. Udvikling og integration sker med agile metoder, hvilket stiller nye krav til samarbejdet mellem kunden og de fem leverandører og rådgivere, forklarer it-chef Lars Aagaard.
Version2.dk/Jesper Kildebogaard, 30.10.09.

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1