Udskriv siden

19. oktober 2009

AKTUEL OMTALE AF IDA

Ingeniører kalder Sander-udspil uambitiøst
Lysegrøn forskning. Regeringens seneste grønne udspil bringer på ingen måde Danmark op blandt eliten. Sådan lyder holdningen fra Ingeniørforeningen til Helge Sanders strategi for investeringer i grøn forskning, hvor 700 millioner kroner skal fordeles over tre år. "Videnskabsministeriets visioner om Grøn Forskning er på ingen måde ambitiøse. Hvis regeringen for alvor vil skabe grøn vækst, skal vi op på siden af et land som Japan, hvor 16 pct. af deres offentlige forsknings- og udviklingsmidler er øremærket miljø og energi. I dag bruger vi ikke engang fem procent", siger Esben Søltoft, formand for Ingeniørforeningens Forskningsudvalg.
Information/Ritzau, 17.10.09. (side 10) + Nordjyske Stiftstidende/Ritzau, 17.10.09. (side 32) + Ritzaus Bureau/-, 16.10.09.

Vi glemmer de store klimasyndere
Formanden for Ingeniørforeningens klimaudvalg, Søren Skibstrup, langer ud efter energiselskaberne i dagens udgave af Ingeniøren. "Der kan siges meget godt om energiselskabernes indsats, men bundlinjen er, at de ikke påtager sig et tilstrækkeligt ansvar for at forfægte den kendsgerning, at det samlede energiforbrug ganske enkelt skal sænkes drastisk, hvis vi skal nå vores klimamål", siger Søren Skibstrup. Han påpeger, at energieffektiviseringer i industri, bygninger og transport er de mest åbenlyse, men ironisk nok også et af de politisk oversete værktøjer i klimakampen.
Fjernvarmen.dk/-, 16.10.09. + Fjv.dk/-, 16.10.09.

Klima: Havet kan stige to meter inden år 2100
Her i Danmark burde det ikke være et problem at ændre vores energiforsyning og helt undgå at udlede CO2. Vi kan, hvis vi vil, understreger energieksperten Henrik Lund, der er professor ved Aalborg Universitet. Han er en af hovedarkitekterne bag Ingeniørforeningens plan for, hvordan Danmark i år 2050 kan være helt C02-neutralt. Ingeniørforeningens plan er på samme tid enkel og kompliceret. Vi skal blive bedre til at udnytte energien, og det energiforbrug, der er tilbage, skal dækkes af vedvarende energikilder.
Nordjyske Stiftstidende/Søren Skov, 18.10.09. (2. sektion side 7)

ARBEJDSMARKED

Debat: Ledige presses unødigt af systemet
Mange mennesker bliver nu afskediget og oplever arbejdsløsheden for første gang i deres erhvervskarriere, og de oplever, at der bliver talt ned til dem, at der er mistillid i forhold til, om de nu også ønsker at arbejde igen mv. Jobkonsulenterne i a-kassen og jobcentrene kan bruge deres tid meget bedre ved at koncentrere sig om de få ledige medlemmer i job, frem for at holde endeløse samtaler. Nu er det helt centralt, at arbejdsmarkedspolitikken koncentrerer sig om efterspørgselssiden på arbejdsmarkedet, og at der indføres metoder og foranstaltninger der gør, at virksomhederne igen vil ansætte, skriver formand, Jørn Guldberg og Per Hansen, adm. direktør for ingeniørernes a-kasse.
Børsen/-, 19.10.09. (side 2)

ERHVERV

Energiafgift er gift for dansk industri
Danmark risikerer, at en række energitunge virksomheder skrinlægger deres investeringsplaner og i værste fald flytter produktionen ud af landet. Regeringens vedtagne skattereform betyder nemlig, at der gradvist bliver indført afgifter på varme og el til den tunge industri fra 2010. Sammenlagt koster højere energiafgifter industrien 2,5 mia. kr. om året fra 2013. Richard B. Larsen, underdirektør i DI vurderer, at det med tiden vil blive urentabelt at gennemføre energitung produktion på dansk grund.
Berlingske Tidende/Mads Kolby, 19.10.09. (business side 6)

Erhvervsliv dumper VK – igen
Nu er det Helge Sanders tur til at stå skoleret. For anden gang på en uge kritiserer toppen af dansk erhvervsliv regeringen for ikke at følge de store ambitioner op med tilstrækkelige forskningsmidler. Dansk industri er heller ikke imponeret over regeringens udspil. De mener, at udspillet mangler at komme med de økonomiske incitamenter der kan stimulere markedet for grønne investeringer.
Berlingske Tidende/Mads Kolby, 19.10.09. (business side 6)

TEKNOLOGI OG INNOVATION

Statens vejnet i hastigt forfald
Statens overordnede vejnet og broer forfalder mere og mere for hvert år, der går. Ifølge en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey & Company til vejdirektoratet, er der brug for 1,5 mia. kr. om året for at vedligeholde veje og broer. Dansk Folkeparti vil bruge en ekstra milliard årligt i tre år for at indhente forsømt vedligeholdelse af veje og broer.
Berlingske Tidende/Christian Brøndum, 19.10.09. (side 4-5)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Uddannelse
Mere end hver femte af landets unge mellem 20 og 40 år har ikke anden uddannelse end folkeskolen. Og i ni af landets 98 kommuner får endnu færre unge en anden uddannelse end de ni eller 10 år i folkeskolen, skriver Ugebrevet A4. De ni kommuner ligger samtidig i landets udkantsområder, og det får professor Anders Holm fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet til at frygte, at alle med lyst til at uddanne sig forlader store dele af provinsen.
Jyllandsposten/-, 19.10.09. (erhverv side 2)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Rødt forslag om milliarder til klimafond
Opgiv en stribe af de mange knudrede støtteordninger til erhvervslivet og smid i stedet milliarderne over i en klimafond. Sådan lyder et fælles forslag fra Socialdemokraterne og de Radikale forud for forhandlingerne om globaliseringsmilliarderne, der skydes i gang i dag. Fondens midler skal bruges til at understøtte miljørigtig omstilling af erhvervslivet, til at nedbringe CO2-udslippet og til at gøre vores samfund mindre afhængigt af fossile brændstoffer, siger Socialdemokratiets finansordfører, Morten Bødskov.
Jyllandsposten/Charlotte Beder, 19.10.09. (side 3)

Dong tvivler på CO2-lagring
For nylig offentliggjorde Dong Energy, at de dropper flere af selskabets planlagte kulkraftsinvesteringer frem mod 2020. Nu kommer det så frem, at kovendingen ikke bare skyldes dårlig økonomi og lave energipriser. Ifølge nyhedsmagasinet Ingeniøren hænger udmeldingen også sammen med dæmpede forventninger til nye teknologier inden for lagring af CO2, såkaldt Carbon Capture and Storage CSS.
Børsen/-, 19.10.09. (side 24)

POLITIK OG ØKONOMI

Hedegaard ville gå som minister
For mindre end et halvt år siden truede klimaminister Connie Hedegaard med at forlade sin post, fordi hun oplevede, at hun blev holdt uden for centrale internationale klimaforhandlinger af statsminister Anders Fogh Rasmussen. "Jeg synes, det er meget alvorligt. For det viser jo, at de bruger kræfter på at slås ministrene imellem, i stedet for at bruge kræfter på den meget store opgave det er for Danmark at være vært ved klimatopmødet", siger Margrethe Vestager, formand for de Radikale.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 19.10.09. (side 5)

Punktum i sag om klimaforhandlinger
Efter en drastisk uge i Klima – og Energiministeriet og på Christiansborg er sagen om chefforhandler Thomas Beckers pludselige fratræden lagt politisk død. Fredag gav klimaminister Connie Hedegaard en fortrolig orientering om sagen til Folketingets Miljøudvalg, og efter samrådet erklærer både Socialdemokraterne og SF sig enige i, at der er tale om en personlig sag uden politiske overtoner.
Børsen/Ritzau, 19.10.09. (side 14)

ØVRIGE NYHEDER

Tosprogede skal lokkes til naturvidenskabelige uddannelser
Ingeniører, læger og fysikere har ofte høj status i familier med anden etnisk baggrund end dansk. Og det skal udnyttes til at få flere tosprogede unge til at tage en ungdomsuddannelse inden for naturfag, mener Industriens Fond, Dansk Naturvidenskabsformidling og Odense Kommune. Derfor er de gået sammen i et integrations- og naturvidenskabsprojekt for elever i 6. til 9. klasse, som Industriens Fond har bevilget 8,5 millioner kroner til.
Herning Folkeblad/Ritzau, 16.10.09. (side 13)

 

 

 

 

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2