AKTUEL OMTALE AF IDA
Krav om mere forskning i grøn energi
DI, Dansk Energi, Dansk Metal og Ingeniørforeningen opfordrer politikerne til at formulere en strategi, der skal sikre forskning og udvikling inden for energiteknologi. Venstre ser positivt på opfordringen. Helt konkret lyder forslaget på, at Danmark bruger yderligere 300 millioner kroner om året på at udvikle bl.a. vedvarende energiformer frem til 2020.
Berlingske Tidende/Jens Ejsing, 30.09.09. (s. 17)
Energinet taber principiel sag om loyalitetsbonus
En loyalitetsbonus skal udbetales af arbejdsgiveren, også selv om en ansat forlader arbejdspladsen før tid. Det fastslår en dom, som har givet Ingeniørforeningen medhold i en principiel sag. "Det er et vigtigt signal at sende til omverdenen. Det er typisk, når en arbejdsplads er under afvikling, at arbejdsgiveren tyr til at indføre ordninger med fastholdelsesbonus for at få medarbejderne til at blive", siger Ole Høyer, formand for Ansatte Ingeniørers Råd i Ingeniørforeningen.
Jyllands-Posten/Bo Jørgensen, 30.09.09. (Erhverv & Økonomi s. 4)
Det svære valg af ERP-system
For mange virksomheder er det stadig umuligt at finde et ERP-system, som giver den nødvendige understøttelse af de centrale og kritiske processer. Og ofte er det komplekse forsyningskæder, som skaber udfordringerne med at få et standardsystem til at give den nødvendige understøttelse af virksomhedens processer. IDA Produktion og Logistik er et fagligt selskab organiseret under Ingeniørforeningen IDA. Selskabet tilbyder en række forskellige faglige seminarer, temamøder og konferencer om logistik og supply chain management.
SCM/-, 30.09.09. (s. 32)
ARBEJDSMARKED
Topbosser: Danske job skal ud
Danskerne kan vente ny bølge af outsourcing. Nu skal også traditionelle kontorjob ud til billigere lande. I stedet skal vi satse på forskning, lød det fra dem af landets tungeste erhvervsfolk, der i går udvekslede visioner og erfaringer på Dansk Industris årlige Erhvervspolitiske topmøde.
Politiken/Michael Lund, 30.09.09. (s. 14)
Vi risikerer at tabe de unge
De unge er genstand for regeringens fulde opmærksomhed, for vi risikerer at tabe en stor del af en generation. Det var et af hovedbudskaberne fra statsministeren ved DI’s årsdag. "Der er en risiko for, at ledigheden især rammer de unge, og det kan handicappe dem for livstid, hvis de ikke kommer ud og får et arbejde, men får direkte i ledighed", sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Jyllands-Posten/Lone Andersen, 30.09.09. (Erhverv & Økonomi s. 7)
ERHVERV
Topledere glemmer læren af tidligere kriser
Mange virksomheder kommer dårligt gennem krisen, fordi de blæser på erfaringer fra håndtering af tidligere nedture. Kun godt hver fjerde danske virksomhed tegner til at komme ud af krisen som vinder, viser analyse fra konsulenthuset Cococo.
Børsen/Lasse Friis, 30.09.09. (s. 8-9)
TEKNOLOGI OG INNOVATION
Broer for cyklister og sejlere
En ny cykelbro over Inderhavnen har mødt stor modstand fra bådejere fra Christianshavn. Men cyklister og sejlere flytter sig i forskellige tidsrum, viser ny undersøgelse fra COWI, hvoraf det fremgår, at cyklisternes myldretid er om morgenen og sent på eftermiddagen, mens sejlerne oftest skal passere kanalen midt på dagen.
Berlingske Tidende/Anne Nyhus, 30.09.09. (s. 12)
DSB-planer skydes ned
DSB’s drøm om infrastrukturprojekter med private partnere får en kold skulder af regeringen. Det statsejede selskab skal ikke gå ind i projekter, hvor der er risiko for at tabe penge, hvis det står til Venstre og de Konservative.
Jyllands-Posten/Jesper Olsen og Charlotte Beder, 30.09.09. (Erhverv & Økonomi s. 4)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Dansk Erhverv langer ud efter Helge Sander
Dansk Erhverv kalder videnskabsministeren Helge Sanders udmelding om, at natur- og videnskab underprioriteres forkert og useriøs. Sanders udmelding var baseret på tal fra Forskningsbarometer 2009, men de tal holder ikke iflg. Danmarks Erhvervsforsknings Akademi.
Børsen/Camilla Larsen, 30.09.09. (s. 24)
Mangel på lærepladser bliver værre
Nedturen fortsætter for de mange unge, der søger en praktikplads. Fra nytår er det slut med 1.500 ekstra skolepraktikpladser. I forhold til sidste år må 66 pct. flere unge gå forgæves, når de søger praktikplads.
Politiken/Jens Peter Houe, 30.09.09. (s. 15)
Hvor er alle uddannelsespengene?
Der har aldrig været brugt flere penge på uddannelse, siger regeringen. Men hvor pokker bliver de penge af? Det spørgsmål fik regeringens enlige repræsentant på gårsdagens uddannelsestopmøde, hvor elever i alle aldre rapporterede om overfyldte klasser, nedslidte bygninger og lærerfri timer.
Information/Kristian Villesen, 30.09.09. (s. 12-13)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Landbrugets krise fortsætter
Indkomsten i det samlede landbrug ventes næste år at gå fra et plus på knap 4 mia. kr. til et rundt nul. Forudsigelsen står i kontrast til en tilsvarende forudsigelse foretaget i maj, hvor den lød på en forventet indkomst på 3,7 mia. kr. i 2010.
Jyllands-Posten/Jesper Olsen, 30.09.09. (Erhverv & Økonomi s. 2)
KARRIERE OG LEDELSE
Kvinder forventer lavere løn
En undersøgelse foretaget af a-kassen CA viser, at kvinder forventer en lavere startløn end mænd. Næsten syv af ti kvinder blandt de adspurgte forventer en startløn på under 30.000 kr. om måneden, mens næsten lige så mange blandt mændene forventer en startløn på over 30.000 kr. om måneden.
Jyllands-Posten/-, 30.09.09. (Erhverv & Økonomi s. 9)
ØVRIGE NYHEDER
Gennembrud på vej i SAS-forhandlinger
En aftale er tæt på at falde på plads mellem SAS-ledelsen og medarbejderne. Aftalen kan medføre, at SAS bliver i stand til at konkurrere på lige fod med lavprisselskaberne. Målet med SAS’ spareplaner er, at selskabet ikke skal have omkostninger der er højere end lavprisselskabet Norweigans på sammenlignelige ruter.
Jyllands-Posten/Max Stougaard, 30.09.09. (Erhverv & Økonomi s. 5)
ØVRIG OMTALE AF IDA
Fynsk konference om samarbejde
"Vejen ud af krisen" er overskriften på konference, der sætter fokus på, hvordan man øger samarbejdet mellem det offentlige og private erhvervsliv. Under den løfterige titel - Vejen ud af krisen - sætter Ingeniørforeningens fynske afdeling, IDA Fyn, og UdviklingsForum Odense, fokus på, hvordan øget samarbejde mellem det offentlige og erhvervslivet kan blive en win-win situation.
Erhvervsbladet.dk/-, 29.09.09.