Udskriv siden

8. januar 2010

AKTUEL OMTALE AF IDA

Debat: Frostens afsløringer
Den bidende frost, der har lagt sig over landet, afslører tydeligt, hvor stor den manglende vedligeholdelse af de danske veje er. Milliardefterslæbet medfører, at frosten sprænger huller i vejenes fundament - bærelagene under asfalten - og derved udsættes trafikanterne for unødvendige risici. Det skønnes, at lappeløsningerne er to til tre gange så dyre som almindeligt vedligehold, og derfor bør både stat og kommuner opprioritere indsatsen. Overordnet set bør beslutningstagerne samtidigt standse op og vurdere, om de skal etablere flere nye veje, når lyst og evner til at behandle de eksisterende ligger på et så lavt niveau, som tilfældet er, skriver Lars Bytoft formand for Ingeniørforeningen.
Jyllandsposten/-, 08.01.10 (side 23) + Jp.dk/-, 08.01.10

Debat: Færre og stærkere ministre efterlyses
Danmark skal styres af færre og stærkere ministre. Et fokuseret regeringshold fordelt på ca. 15 ministerier kunne være en handlekraftig model, der vil sikre mere sammenhængende løsninger og være med til at sætte turbo på statsminister Lars Løkke Rasmussens rigtige 2020-vision om, at Danmark skal op i verdenseliten på en række parametre, skriver Lars Bytoft formand for Ingeniørforeningen.
Børsen/-, 08.01.10 (side 2)

Ældredirektør: Velfærdsteknologi er ikke til rådighed
Direktør for ældreområdet i Lolland kommune mener ikke, at velfærdsteknologi på ældreområdet er til rådighed til almindelig brug på nuværende tidspunkt. Lolland kommune er derfor kun på det undersøgende stadie inden for velfærdsteknologi, trods en klar opfordring fra Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft, om at udkantskommuner bør investere i den nye teknologi. "Det er en udfordring, der vil blive præsenteret for det nye ældre- og sundhedsudvalg på en meget kort bane", siger Klaus Marius Hansen, direktør for ældreområdet i Lolland kommune.
Folketidende.dk/-, 08.01.10

ARBEJDSMARKED

Arbejdsløsheden får et ekstra hop opad i 2010
Fra januar 2010 bliver der indført en ny måde at tælle arbejdsløse på, så arbejdsløsheden vil få et ekstraordinært hop opad. Danmarks Statistik indfører et bruttoledighedsbegreb, hvor også aktiverede bliver talt med som arbejdsløse. Det er de ikke blevet hidtil. Med det nye bruttotal ville gårdsdagens arbejdsløshedstal have været på omkring 160.000 i stedet for 122.700 ledige korrigeret for sæsonudsving.
Politiken/-, 08.01.12 (forside + side 15)

LO: Mere uddannelse til ledige
Mere uddannelse til arbejdsløse. Det er LO’s krav, efter at køen af ledige bliver ved med at vokse. Næstformand Lizette Risgaard siger, at når regeringen ikke evner at skabe nye arbejdspladser, brude den i det mindste fjerne de uddannelsesmæssige begrænsninger for de arbejdsløse.
Børsen/Ritzau, 08.01.10 (side 18)

Ledigheden stiger brat
Ledigheden på det danske arbejdsmarked fortsætter ufortrødent med at skyde i vejret til 122.700 fuldtidsledige i november, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er 5.000 flere på bare én måned. De nye tal får beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til at indkalde arbejdsmarkedets parter til dialog om nye initiativer, der skal stoppe den galopperende langtidsledighed.
Berlingske Tidende/Chris Kjær Jessen, 08.01.10 (business side 7)

Regeringen går til kamp mod langtidsledighed
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har inviteret arbejdsmarkedets parter, LO og DA, til et idémøde. Efter mødet med LO og DA vil Inger Støjberg tage på tur rundt i landet for at tale med jobcentre, virksomheder og andre, der har erfaring med at holde ledige væk fra langtidsledighed. "Og så vil jeg komme med et politisk udspil med initiativer i løbet af foråret", siger Inger Støjberg. Både LO og DA roser beskæftigelsesministeren for at tage fat på langtidsledigheden.
Jyllandsposten/Lone Andersen, 08.01.10 (erhverv side 8)

ERHVERV

Topchefer: Sløvt og usikkert opsving
Væksten er på vej, men langsomt. Landets topchefer spår en langtrukken vending i dansk økonomi gennem 2010, viser den nye konjunkturundersøgelse, som Green Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen blandt 796 topchefer i Danmarks største virksomheder, og som offentliggøres i dag. DI-formanden Jesper Møller advarer om risiko for ny nedtur.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 08.01.10 (side 18-19)

Udlandet slår Danmark på offshore
Danmark har i mange år været kendt som hele verdens duks, når det kommer til opførelsen af havvindmøller. En opgørelse over tilskudsordninger til havvindmølleparker i Nordeuropa viser dog, at Danmark har mistet førertrøjen som det mest attraktive land. Opgørelsen bliver bekræftet af blandt andet DONG Energy og vindmølleselskabet Skycon.
Berlingske Tidende/Søren Springborg, 08.01.10 (side 3)

Moms-smæk til eksportfirmaer
Skat er på jagt efter hundredvis af firmaer, der foretager fingeret slag til udlandet for at undlade at opkræve moms. Alene i Vestjylland er 20 virksomheder nu hvirvlet ind i en sag om momsunddragelser til mange mio. kr.
Jyllandsposten/Bo Jørgensen, 08.01.10 (erhverv side 3)

Staten hjælper danske virksomheder til Kina
Jysk maskinfabrik er virksomhed nummer 100, som den statsejede udviklingsfond hjælper til Kina. Det er specielt den kinesiske vindindustri, der lokker. Det er pakken fra IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, der hjælper, når danske virksomheder tager det store skidt ud over landets grænser og etablerer sig i lavtlønslande.
Børsen/Jacob Skouboe, 08.01.10 (side 14-15)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Ny rapport: Frit skolevalg giver dårligere resultater for eleverne
Svenske elevers faglige niveau er faldet op gennem 1990’erne som følge af frit skolevalg og mere socialt opdelte skoler, viser ny rapport fra det statslige Skolverket. Danmarks Lærerforening mener, at det bør få den danske regering til at undersøge konsekvenserne af en lignende dansk skolepolitik.
Information/Christian Lehrmann, 08.01.10 (forside + side 21)

POLITIK OG ØKONOMI

Radikale kræver reformer for 30 milliarder kroner
De økonomiske udsigter er så dystre, at R frygter for sygehusene, folkeskolen og ældreplejen. Bekymringen er så stor, at de nu lancerer en genopretningsplan, som skal sikre, at der fortsat er penge til at betale for folkeskolen, sygehusene og de ældres pleje. Planens hjørnesten er en afskaffelse af efterlønnen og en forkortelse af dagpengeperioden fra fire til to år. Tilsammen skal det sende 103.000 flere i arbejde og forbedre de offentlige finanser med 22,5 milliarder kr. – men det er et forslag, som hverken Socialdemokraterne og SF vil være med til.
Politiken/Christian Hüttemeier, 08.01.10 (side 6)

Regeringen smækker kassen i
Efter et årti med buldrende vækst i den offentlige sektor vil regeringen smække kassen i over for kommunerne. I de kommende år vil kommunerne ikke få en krone mere til folkeskoler, hjemmepleje og daginstitutioner. Måske vil de endda få færre, lød det i går fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). I Socialdemokratiet kalder politisk ordfører Henrik Sass Larsen Hjorts melding for et kollaps i regeringens politik.
Jyllandsposten/Charlotte Beder, 08.01.10 (side 4)

ØVRIG OMTALE AF IDA

Kommuner bør investere i velfærdsteknologi
Nyligt offentliggjorte tal fra Ingeniørforeningen, IDA, viser at Lolland-Falster vil have en bemærkelsesværdig større andel af ældre over 80 år i 2030 end landsgennemsnittet, et faktum der skriger på handling fra kommunerne, ifølge Lars Bytoft, formand for IDA. Ifølge Lars Bytoft, bliver det nødvendigt for de små udkantskommuner at være på forkant med udviklingen og ikke lade de større kommuner gøre pionerarbejdet, da problemet vil ramme de mindre kommuner først.
DR P4 Sjælland/-, Nyheder kl. 7.30 ca. 3 min. inde i udsendelsen, 07.01.10 + DR P4 Sjælland/-, Nyheder kl. 8.30 ca. 3 min. ind i udsendelsen, 07.01.10 + Folketidende.dk/-, 07.01.10

Om værdien af et godt netværk - for firmaer
Ikke blot privat, men også erhvervsmæssigt kan det være alfa og omega med et godt netværk. Et erhvervsråds-arrangement den 26. januar i Viborg Lounge handler om netop netværk - om hvordan man får det, bruger det og udbygger det. Foruden Viborg-egnens Erhvervsråd er Ledernes Hovedorganisation og IDA, Ingeniørforeningen med til at arrangere.
Viborg Stifts Folkeblad/jøp, 07.01.10 (side 15) + VFF.dk/-, 07.01.10

Akut mangel på spidskompetente ingeniører
Ingeniører med spidskompetencer er en mangelvare i branchen, der ellers er præget af et voksende udbud af arbejdskraft på grund af stigende ledighed og massefyringer. Det viser Ingeniørens og IDAs konjunkturanalyse, der peger på, at mere end hver fjerde ingeniørvirksomhed har svært ved at skaffe specialister. Når det gælder projektledere, svarer 22 pct. af virksomhederne, at de har problemer med at få stillinger besat, skriver Ingeniørens netavis, ing.dk
DR.dk/-, 07.01.10 + DR Nyheder TTV (tekst TV)/-, 07.01.10

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2