Udskriv siden

9. august 2010

AKTUEL OMTALE AF IDA

Mænd på barsel er ekstra udsatte for at blive fyret
Fagforeningerne HK, DJØF og Ingeniørforeningen må tage sig af flere og flere problemer for fædre, der føler sig forskelsbehandlet, fordi de tager barselsorlov. Fædre på barselsorlov trænger til særlig beskyttelse, sådan som barslende mødre har det, siger Line Busk fra Ingeniørforeningen. I Dansk Erhverv nægter underdirektør Charlotte Vester, at arbejdsgiverne går efter fædre på barsel, og hun kan ikke se nogen grund til særbeskyttelse af dem. Finanskrisen har bare nødvendiggjort en række afskedigelser også af fædre på barsel, forklarer Charlotte Vester.
DR P4 Radioavisen 09.00, 05.08.10 + DR P3 Nyhederne 08.00, 05.08.10

Barsel koster fædre jobbet
Fædre på barsel risikerer at blive fyret. Mænd ansat i det private erhvervsliv er ekstra udsatte, fortæller en række fagforeninger. Ingeniørforeningen har 14 verserende og ti færdigbehandlede sager. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil have stoppet fyringerne, og tager det derfor nu op med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
Arbejderen / - , 07.08.10 (side 12) + netbaby.dk / - , 08.08.10 + arbejderen.dk / - , 07.08.10 + Nordjyske Stiftstidende Himmerland / - , 07.08.10 (side 3)

ARBEJDSMARKED

Danskerne i top med samarbejde
En ny undersøgelse fra IT-konsulentvirksomheden Avanade viser, at beslutningstagerne i de danske virksomheder prioriterer samarbejde højere end nogen andre steder i verden. Samarbejde sættes højere end individuel specialisering. Samtidigt indfører de gerne nye digitale samarbejdsredskaber uden at kende den økonomiske effekt.
Børsen / Peter Møller Christensen, 09.08.10 (side 10)

Ledigheden stiger i a-kasserne
Fagbevægelsens økonomiske tænketank AE viser i en ny analyse, at tegnene på en positiv udvikling på arbejdsmarkedet i bedste fald er usikre og nølende. Den officielle statistik viser, at ledigheden er faldet i 17 ud af 29 af de største a-kasser, men det er et skønmaleri. Renses tallene for antallet af folk sendt i aktivering, så er ledigheden kun faldet i tre af a-kasserne.
Børsen / Thomas Bernt Henriksen, 09.08.10 (side 18)

ERHVERV

Virksomheder kræver øget indskydergaranti
Usikkerheden om de danske bankers situation er alt for stor til, at man med et bør gå fra ubegrænset indskydergaranti til maksimalt 750.000 kr. Sådan lyder advarslen fra et bredt udsnit af det danske erhvervsliv. Købmand advarer mod, at de store banker kan blive favoriserede på bekostning af de lokale pengeinstitutter.
Børsen / Peter Nyholm, 09.08.10 (side 6)

Krisen koster bankerne 105 mia. kr.
Finanskrisen har været en hård nyser for de danske banker. En ny analyse viser, at tabet foreløbigt er opgjort til 105 mia. kr., og det svarer til mere end 5 Storebæltsbroer. De reelle tab havde dog været langt større, hvis ikke staten havde givet en hjælpende hånd i form af bankpakkerne.
Berlingske Tidende / Claus Iversen, 09.08.10 (business forside)

TEKNOLOGI OG INNOVATION

Børnene får digitalt bibliotek
Et nyt tiltag skal lokke 8 til 12-årige til at bruge bibliotekernes ydelser, og i samarbejde med tegneren Anders Morgenthaler er der blevet udviklet et digitalt bibliotek. Her skal de såkaldte "tweens" kunne låne musik, bøger, spil og film. Biblioteket er døbt Palles Gavebod, og har kostet 11 mio. kr. 90 bibliotekarer skal holde biblioteket opdateret.
Politiken / Jeppe Kondrup Adelborg, 09.08.10 (forside)

TRANSPORT OG INFRASTRUKTUR

Ny ledelsesstruktur kan effektivisere byggeriet
Hvis landets entreprenører gik over til en mere systematisk processtyring, kunne de undgå mange forsinkelser og budgetoverskridelser. En kandidatundersøgelse viser, at entreprenørfirmaerne er for lidt fokuserede på processtyring, og bare skyder skylden på forsinkelser på regnefejl fra ingeniører og arkitekter. De glemmer at lære af deres fejl, lyder konklusionen.
Børsen / Mathias Bencke Fremmen, 09.08.10 (side 8)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Opgør med lærernes undervisning
De danske lærere står på for bar bund, når de skal undervise. Når lærerne vælger metoder til at undervise, sker det nemlig på baggrund af deres erfaring og egne holdninger, i stedet for at bruge forskningsresultater og faktuel viden om hvad der virker. Et nyt udspil fra KL varsler ny et opgør om lærernes undervisningstilgang. Lærerne mener selv, at de allerede efterspørger ny viden, og efterlyser samtidig mere efteruddannelse. Holdet bag udspillets erfaring er, at lærerne kun accepterer forskning, hvis den bekræfter deres egne erfaringer.
Jyllands-Posten / Hanne Fall Nielsen og Morten Vestergaard, 09.08.10 (forside)

Flere børn går i specialklasse
I en rundspørge foretaget af Ritzau svarer hver fjerde kommune, at flere børn end sidste år begynder direkte i specialklasse eller på specialskole. Kun hver tiende kommune melder om en nedgang i tallet. Sidste år fik hver 10. skoleelev specialundervisning, og tallet ser altså nu ud til at stige. Der mangler viden om problemet, som har fået udgifterne til at eksplodere. Kommunerne vil nu arbejde for at få flere elever over i normalklasserne.
Information / Ritzau, 09.08.10 (side 7)

Babyer kæmper om privatskoler
Ansøgningerne vælter ind over de danske privatskoler, i sådan en grad, at selv nyfødte kan risikere at være for sent ude. Sidste år kunne privatskolerne præsentere en rekordhøj elevtilvækst. 28 pct. af børnene i København går nu på privatskole, og ifølge centrum-venstre tænketanken Cevea vil det være op mod 40 pct. om ti år. I otte ud af ti kommuner har de private skoler fået flere elever. Undervisningsminister Tine Nedergaard (V) kalder udviklingen bekymrende.
Berlingske Tidende / Bodil Jessen, Line Oxholm Thomsen og Lena Masri, 09.08.10 (forside)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Havmølleparker vokser hastigt
Danmarks nye havmøllepark, Rødsand 2, vil stå færdig i løbet af få måneder. Det er den fjerde store havmøllepark herhjemme. Når parken indvies, vil mere end 700.000 husstande bruge havmøllestrøm.
Jyllands-Posten / Michael Stenvei, 09.08.10 (side 2)

Storbyen bliver grøn i toppen
Overalt i verdens storbyer skyder taghaverne frem, og det er en overordentlig god ide, siger direktør i Danske Anlægsgartnere Stephan Falsner. De kan ikke bare bidrage som rekreativt område, det vil også gøre byernes biotoppe mere livlige. Det giver en klimagevinst på op mod 80 pct. at anlægge taghaver, og i København er målet 325.000 m2 haver på tagene inden 2015.
Berlinske Tidende / Elisabeth Lumby, 09.08.10 (side 5)

POLITIK OG ØKONOMI

Behov for lokkemad i ny vækstplan
I fredags fremlagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et nyt vækstinitiativ. Blandt de forskellige forslag forestiller regeringen sig, at de danske pensionsselskaber skal øremærke 5 mia. kr. af pensionsformuerne til risikovillig kapital til iværksættere og små virksomheder. Men det bliver ikke gratis for regeringen, regeringen må frem med nogen incitamenter, siger branchen. De forestiller sig friere investeringsrammer, særlige vækstobligationer og attraktive skattefradrag.
Børsen / Jørgen Bendsen, 09.08.10 (side 14-15)

SKAT OG PENSION

Eksperter dumper nye livrenter
Livrenter er igen blevet populære efter skattereformen, men produkterne er hverken blevet bedre eller billigere, som mange ellers havde forventet. Rådgivere anbefaler opsparere at bruge pengene til at nedbringe gæld, købe fast ejendom eller aktier i stedet. Pensionsselskaberne afviser ikke overraskende kritikken og kalder produktet et hit.
Børsen / Heidi Birgitte Nielsen, 09.08.10 (privat invester side 2-3)

FØDEVARER OG SUNDHED

Elever får mad på skoleskemaet
København har succes med madskoler, hvor eleverne som et led i undervisningen laver mad til deres kammerater. På landsplan er interessen stigende. Ordningen er forældrebetalt, men kræver dyre investeringer af kommunerne. Socialdemokraterne vil gøre det til et krav, at nye skoler kan blive madskoler, men Venstre afviser forslaget. Ordningen er en "blændende ide", men det skal være op til kommunerne.
Politiken / Jacob Fuglsang, 09.08.10 (forside)

Kornstop skaber panik i markedet
Fødevareselskabernes aktier rasler ned verden over som følge af det russiske eksportforbud for hvede. Hvedeprisen er eksploderet på rekordtid, og panikken har spredt sig på et i forvejen presset fødevaremarked. De danske svinebønder kan imens se frem til tårnhøje foderpriser.
Børsen / Heidi Birgitte Nielsen, 09.08.10 (privat investor forside)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2