Udskriv siden

19. februar 2010

AKTUEL OMTALE AF IDA

Debat: CO2 neutral - uden atomer
Dansk Folkepartis energiordfører Per Dalsgaard er ked af, at der endnu ikke er opført atomkraftværker i Danmark. Samtidig har Dansk Folkeparti og VK-regeringen siden 2001 effektivt bremset opførelsen af vindmøller i Danmark. Sammenlignet med olie, kul og gas er kernekraft et grønt alternativ. Men ligesom de fossile brændsler er kernekraft en midlertidig løsning, som har sine egne ulemper - ikke mindst affaldsproblemet. Derfor bør Danmark i stedet satse målrettet på vedvarende energikilder. Gør vi det, vurderer Ingeniørforeningen Danmark, at vi kan blive CO2-neutrale og selvforsynende af energi inden 2050. Dette skriver Jeppe Juul, fysikstuderende og Simon Dyhr, landsformand for Radikal ungdom.
Frederiksborg Amts Avis/-, 19.02.10 (side 4) + Fredericia Dagblad/-, 18.02.10 (2. sektion side 2) + Vejle Amts Folkeblad/-, 18.02.10 (2. sektion side 2)

ARBEJDSMARKED

Industriens parter i Forligsinstitutionen
Efter lange forhandlinger uden resultat har forligsmand Asbjørn Jensen indkaldt industriens parter, CO-industri og DI – Organisation for erhvervslivet – til et "orienteringsmøde" i Forligsinstitutionen. Det oplyser CO-industri. Mødet er indkaldt, efter parterne skiltes søndag uden at have aftalt nye møder. Parterne skal møde i Forligsinstitutionen i dag kl. 11.
Berlingske Tidende/Ritzau, 19.02.10 (side 4)

Nu fyrer de også skolelærere
Skolelærere har været vant til jobsikkerhed. Men nu rammer prikkerunder lærere i flere kommuner, og de nyuddannede er længere om at få job. Lærerstuderende har i de seneste år fået stillet i udsigt, at de nærmest kunne vælge og vrage mellem job, når de blev færdige. Sådan er det ikke længere.
Politiken/Dorrit Saietz, 19.02.10 (side 3)

Kandidater fra AAUtjener mest
Det kan betale sig at tage en uddannelse på Aalborg Universitet: Kandidater fra AAU tjener bedre end personer med tilsvarende uddannelser fra andre danske universiteter. En undersøgelse fra tænketanken Cepos viser, at en eksamen fra AAU udløser højere løn indenfor de fleste hovedområder. Cepos har valgt ingeniører fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) som udgangspunkt for sammenligningen - og 10 år efter, de startede på uddannelsen, har samtlige grupper fra Aalborg i gennemsnit et højere afkast end DTU-kandidaterne.
Nordjyske Stiftstidende/Søren Beukel Bak, 19.02.10 (forside)

ERHVERV

Offentlig og privat søger inspiration hos hinanden
Professionelle ledelsesnetværk har traditionelt været delt op i to lejre, en for de offentlige og en for de private. Men ny begynder et stigende antal offentlige og private ledere at se værdien i at søge inspiration hos hinanden, da mange af udfordringerne er de samme på tværs af sektorerne.
Børsen/Louise Kastberg, 19.02.10 (executive side 16)

Vestas satser grønt
Vestas går i gang med at opføre et banebrydende hovedkvarter i udkanten af Aarhus til flere hundrede mio. kr. Man oplyser, at det nye hovedkvarter vil blive et udstyrsstykke i grønne byggematerialer og vedvarende energiløsninger. Forventningen er, at ekstra isolering og opvarmning med geotermisk varme vil gøre det mulig at skære 50 pct. af energiforbruget i forhold til en normal kontorbygning.
Jyllandsposten/Michael Stenvei, 19.02.10 (erhverv side 2)

TEKNOLOGI OG INNOVATION

Sociale medier hitter hos fagforeningerne
Blogs og Facebook er for alvor taget i brug under årets overenskomstforhandlinger. Den åbne stil er en nyskabelse, som kan mobilisere fagforeningers medlemmer under en urafstemning. Ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, kan tendensen gøre det nemmere at mobilisere baglandet. Facebook, Twitter og email giver helt nye muligheder for at kommunikere direkte med medlemmerne. Men det påpeges også, at åbenheden har en bagside, idet forligsmulighederne risikerer at komme under pres.
Jyllandsposten/Henrik Skov, 19.02.10 (erhverv side 3)

Nye vækstmuligheder i social ansvarlig innovation
Mens mange virksomheder kæmper med at få styr på den sociale ansvarlighed og lovkravet om CSR-rapportering, har et nyt fænomen vundet indpas – corporate social innovation. Det går ud på, at virksomheder udvikler nye forretningsområder, der kan bidrage til at løse nogle af verdens sociale og miljømæssige problemer. "Essensen i CSI er netop at tjene penge gennem samfundsansvarlige innovationer", forklarer ekspert i corporate social innovation Steen Vallentin, Copenhagen Business School.
Børsen/Louise Kastberg, 19.02.10 (executive forside + side 4-5)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Politisk aftale om vejledning skal diskuteres igennem
Vejledningen er vigtig for eleverne på de danske ungdomsuddannelser, og den skal ligge på skolerne, viser en undersøgelse, som elevorganisationerne på ungdomsuddannelserne har lavet. Undersøgelsen er en reaktion på en bred politisk aftale, der ifølge organisationer på området betyder afskaffelse af den traditionelle vejledningsindsats på ungdomsuddannelserne fra 2012. Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder er der ikke tale om en besparelse, som Socialdemokraterne og de Radikale, der er med i forliget, har stillet spørgsmål til.
Berlingske Tidende/Katrine Grønvald Raun, 19.02.10 (side 9)

Massivt pjæk hos fremtidens lærere
Flere uddannelsesledere og studerende på læreruddannelserne melder om et massivt fravær på studiet. Her kæmpes på dårlige dage med både halvt og helt tomme klasselokaler. De studerende fravær er ikke mindst et problem for uddannelsens kvalitet. Undervisningsminister Bertel Haarder opfordrer uddannelseslederne til at sammenkalde de studerende til et krisemøde. "Fraværet betyder, at de lærerstuderende får en dårligere uddannelse. Desuden er det meget dyre skattekroner, der smides ud af vinduet. Og det skal ikke tolereres", siger han.
Jyllandsposten/Katrine Øgaard Jensen, 19.02.10 (forside + side 6-7)

POLITIK OG ØKONOMI

DI: Kommunerne spilder milliarder
De danske kommuner har hældt så mange milliarder ud af vinduet de seneste 10 år, at VK-regeringens varsel om nulvækst i udgifterne næste år er helt afgørende for at få økonomien på rette spor. Det mener DI, der i en ny analyse har kigget kommunernes økonomi efter i sømmene. Kommunernes Landsforening nikker ja til, at der er mange muligheder for at effektivisere, men understreger, at DI bor i et glashus og har en sten i hånden. Erhvervslivets evne til at gøre tingene smartere og spare penge har nemlig været blandt de ringeste i EU og de seneste 10 år, kun undergået af Italien.
Børsen/Ulrik Horn, 19.02.10 (side 14-15)

 

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1