Udskriv siden

26. februar 2010

AKTUEL OMTALE AF IDA

Regeringen skal sætte overliggeren højere
Formanden for Ingeniørforeningen Lars Bytoft er bekymret for, at de målsætninger regeringen har meldt ud i det nye regeringsgrundlag, er for snævre og utilstrækkelige. Selv om det er positivt, at regeringen har erkendt, at Danmark står over for alvorlige udfordringer, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om ambitionsniveauet er højt nok. Det er nødvendigt at investere ambitiøst for at sikre de afkast, der skal bringe Danmark op i verdensklasse på områder som forskning, uddannelse, miljø og klima.
Idag.dk / - , 24.02.10

Debat: Vi siger nej til a-kraft
Medlem af Kommunistisk Parti Anders Bjerre Mikkelsen forklarer, at der er god grund til, at Kommunistisk Parti tager et andet standpunkt til atomkraft end forgængeren DKP. Risikoen er lille, men ikke nul. Affaldsproblemet og afhængighed af leverandører og spekulanter gør atomkraft problematisk. Det er samtidigt ikke en nødvendighed. Flere organisationer har udarbejdet planer for, hvordan Danmark kan blive CO2-neutral frem mod 2050. Mest detaljeret er "IDA’s klimaplan 2050". Ingeniørforeningen har opstillet et mix af indsatser vedrørende energibesparelser, udnyttelse af biobrændsel med mere.
Arbejderen / - , 26.02.10 (side 9)

ARBEJDSMARKED

Offentlig jobfest trods nulvækst i budget
Den offentlige sektor har de seneste år ansat 8000 flere end nødvendigt, hvis målet er at bevare en uændret service overfor borgerne efter 2015-planen. Det fremgår af regeringens nye konvergensprogram, som blev præsenteret onsdag. Hvis finansminister Claus Hjort Frederiksen holder løftet om nulvækst, vil der i 2015 stadig være 6-8000 flere ansatte, end det kræver at give det stigende antal ældre en uændret service efter 2015-planen. De Radikale anklager planen for ikke at kunne leve op til forudsætningerne.
Børsen / Ulrik Horn, 26.02.10 (side 22)

Unge akademikere uden job
Flere end hver fjerde akademiker, der blev kandidat sidste sommer, er stadig ikke i job. Det er en katastrofe for den enkelte og fremtidens vækst, mener Danske Studerendes Fællesråd, som kritiserer regeringen for at overse den stigende akademikerledighed i sit nye arbejdsgrundlag. Arbejdsløsheden blandt nyuddannede ingeniører og arkitekter boomer.
Dagbladet Ringsted / - , 25.02.10 (side 5)

Dansk rekord i sortsyn på beskæftigelse
Tilliden til beskæftigelsen er styrtdykket det seneste år og sætter nu bundrekord i ny global undersøgelse. Det er dybt problematisk for fremtidig vækst, da den lave tillid til jobsikkerheden er den direkte årsag til, at dankortene bliver i lommerne uanset invitationer til forbrugsfest. Undersøgelsen er foretaget af Ennova og viser, at danskerne klamrer sig til deres job, fordi de ikke mener, de har alternativer.
Børsen / Susanne Tholstrup, 26.02.10 (side 8)

ERHVERV

Rådgivere ligger lunt i svinget
De store danske internationale rådgivningsfirmaer som Rambøll og Cowi er ikke slået omkuld af den økonomiske krise. De klarer sig ganske flot trods krisen. De videntunge danske rådgivningskoncerner er gode til at få store internationale opgaver og f.eks. offentlige jernbaneprojekter i Danmark. Deres stærke side er, at de er bredt funderet og dermed knap så afhængige af det konjunkturfølsomme byggemarked.
Berlingske Tidende / Bent Højgaard Sørensen, 26.02.10 (business side 8)

FLSmidth er klar til store opkøb
FLSmidth har netop fremvist et solidt regnskab for kriseåret 2009, hvilket har overrasket markedet positivt. Analytikere mener, at virksomheden dermed har god kapital til fremtidige opkøb. Det skulle ske for at skaffe vækst og fodfæste på fremtidens stormarkeder, specielt i Kina. Direktør bekræfter forhandlinger til flere sider, men de trækker ud grundet krisen. På trods af det gode regnskab er der bekymring over udhulet ordrebog.
Børsen / Jakob Skouboe, 26.02.10 (side 12)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Vismænd: Danmark langt bagud med CO2-mål
Det haster voldsomt med massive globale CO2-reduktioner, hvis der skal være en jordisk chance for at bremse klimaforandringerne, før smertegrænsen på to graders global opvarmning overskrides. De økonomiske vismænd slår alarm. Danmark er langt fra at leve op til målene i den såkaldte ikke-kvotesektor: Området "biler, boliger og bønder". Halvdelen af de fossile energireserver må forblive i undergrunden. Danmark må straks i gang med nye klimatiltag. Øgede CO2-afgifter og flere CO2-kvotekøb anbefales.
Information / Jørgen Steen Nielsen, 26.02.10 (side 8-9)

Connie H: Ingen aftale i Mexico
Klimakommissær Connie Hedegaard erkender for første gang, at det ikke er realistisk at nå en ny global klimaaftale på FN’s næste topmøde i Mexico sidst i november. I stedet for foreslår hun, at man går efter konkrete resultater for finansiering, tilpasning og teknologi, for derefter at få en endelig aftale i Sydafrika i 2011.
Politiken / Martin Aagaard og Thomas Lauritzen, 26.02.10 (forside)

Regeringen forværrer CO2-problem
Regeringens store plan for landbrug og miljø hedder Grøn vækst. Især på klimafronten er planen dog mere vækst end grøn, konkluderer regeringens eget Miljøøkonomiske Råd. Grøn Vækst kan samlet set lede til større udledning af drivhusgasser. Der mangler afgifter på drivhusgasser fra landbruget, men Fødevareminister Henrik Høegh afviser, under krisen skal der ikke flere afgifter for landmændene.
Politiken / Michael Rothenborg, 26.02.10 (side 11)

Trusler mod fremtidens el og varme blotlagt
Det globale kapløb om energiressourcerne vil fremover skærpes, og Danmarks energiforsyningssikkerhed skal sikres gennem en række initiativer. Det fremgår af en redegørelse, som regeringen offentliggør i dag. De store udfordringer er den svindende mængde dansk olie og gas samt den øgede globale konkurrence. Som udviklingen ser ud nu, går der ikke mange år, før vi er nettoimportører af energi. Der er store tekniske udfordringer ved den øgede brug af vind- og solkraft.
Jyllands-Posten / Charlotte Beder, 26.02.10 (side 6)

LIGESTILLING

Netværk sætter fokus på diskrimination
Et nyt jødisk-muslimsk netværk vil diskriminationen i Danmark til livs. Det sker, blandt andet, efter udtalelser fra Dansk Folkepartis Jesper Langballe. Overrabbiner Bent Melchior understreger vigtigheden af, at bygge bro mellem de forskellige grupper i det danske samfund. Eksperter hilser initiativet velkommen og efterspørger mere forskning på området.
Berlingske Tidende / Joanna Vallentin og Katrine Grønvald Raun, 26.02.10 (side 8)

POLITIK OG ØKONOMI

Dansk økonomi i væksthumør
Nye tal for danske virksomheders tillid til fremtiden tog i februar et overraskende positivt hop i vejret, og peger dermed isoleret set på, at BNP-væksten i første kvartal 2010 kan være på vej op i et lidt højere gear, end de fleste økonomer hidtil har forventet. De er positive, men understreger samtidigt, at det er tvivlsomt, om den nyvundne optimisme holder distancen.
Børsen / Jakob Klok, 26.02.10 (side 24-25)

Danmark A/S i pole position
Den krise de danske virksomheder befinder sig i, vil i sig selv give en øget produktivitet, som kan øge vores konkurrenceevne. Dermed er der gode muligheder for at komme ud af krisen, og Danmark står stadig stærkt internationalt til af få vores del af væksten fremover, spår eksperter. Det er specielt i vækstlandene i bl.a. Sydamerika og Asien, der kommer til at bidrage til den økonomiske vækst.
Jyllands-Posten / Lone Andersen, 26.02.10 (erhverv side 6)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1