Udskriv siden

9. februar 2010

AKTUEL OMTALE AF IDA

Virksomheder satser grønt
Klimaet får opmærksomhed på arbejdspladserne, hvor indsatsen bliver målt, så der kan holdes øje med, hvor grønne virksomhederne er. Virksomhederne arbejder målrettet med deres klimaindsats på flere fronter, og derfor måler hver fjerde virksomhed på resultaterne af deres bestræbelser. 64 pct. gør det for at tjekke, om de er grønne nok, og 45 pct. gør det for at sikre sig, at de bruger krudtet på de rigtige områder. Hovedfokus er at spare på strømmen og implementere ny teknologi, der kan sætte forbruget ned. Det viser den seneste rundspørge i Ingeniørforeningens Lederpanel. "Det er en dagsorden, der skal tages alvorligt. Det ved lederne godt. Og der er flere gode grunde til, at virksomhederne bruger kræfter på det. En ting er, at det kan reducere virksomhedens forbrug og omkostninger, siger formanden for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft. Jern og Maskinindustrien/Mola, 09.02.10 (side 6)

Ingeniørforeningen stormer frem
Ingeniørforeningen i Danmark, IDA cementerer sin position som den suverænt største organisation for højtuddannede med en tilgang på over 6.500 nye medlemmer i 2009. Ingeniørforeningen lægger med over 77.000 medlemmer klar afstand til de andre akademikerorganisationer, viser seneste opgørelse. Udviklingen kommer ikke bag på formand Lars Bytoft, idet Ingeniørforeningen siden 2005 er vokset fra omkring 60.000 medlemmer. Efter at Ingeniørforeningen forlod Akademikernes Centralorganisation (AC) sidste år, er den politiske profil naturligt blevet skærpet, hvilket uden tvivl også har en indvirkning, mener Lars Bytoft.
Jern og Maskinindustrien/Mola, 09.02.10 (side 2)

FOA topper hitlisten over fagforbund
Hitlisten er et resultat af en rundspørge til samfunds – og arbejdsmarkedsforskere, hvor Politiken Research har bedt om at få vurderet landets største fagforbunds evne til at slå igennem i aviser, radio og tv, til at forhandle gode løn – og arbejdsvilkår for medlemmerne og til at skaffe sig politisk indflydelse på Christiansborg. Arbejdsmarkedsforskerne har placeret fagforbundene på en skala fra 1 til 10, hvor Ingeniørforeningen IDA placerer sig som den næstbedste akademikerorganisation efter Lægeforeningen.
Politiken/Thomas Flensburg, 07.02.10 (side 11)

ERHVERV

Milliarder på vej til entreprenører og vognmænd
Det seneste år har været hårdt for mange entreprenør – og vognmandsvirksomheder. Men metrobryggeri, Femer-forbindelse, veje og jernbaner for mange milliarder kroner de kommende år vil sætte gang i hjulene hos de danske kriseramte entreprenører og entreprenørvognmænd fra i sommer. "Lige nu er det ingeniørerne og planlæggerne, der er ved at projektere og udarbejde udbudsmateriale ligesom der eksproprieres – så vi skal lige hen over sommeren, før entreprenørerne og vognmændene kan få gang i hjulene," siger Erik Østergaard, adm. direktør for Dansk Transport og Logistik (DTL).
Børsen/Niels Jensen, 09.02.10 (vækst forside + side 2-3)

Tysk opkomling spurter fra Vestas
Den globale vindindustris hurtigløber, Siemens Wind Power, der bygger videre på den tidligere danske producent Bonus Energy, begynder at bide verdens største vindmølleproducent Vestas i haserne. Det skyldes ikke mindst en bugnende ordrebog, der ved udgangen af 2009 løb på mere end 53 mia. kr. Den ellers veletablerede danske verdensetter, der offentliggør sine tal for 2009 i morgen tidlig, havde til sammenligning kun det halve i ordrer ved udgangen af september.
Børsen/Jakob Skouboe, 09.02.10 (side 8)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Elever glade for erhvervsskolen
Det store flertal af elever på erhvervsskolerne er tilfredse med uddannelsen. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse blandt 700 elever. To ud af tre elever var på forhånd sikre på, at uddannelsen var den rette for dem. Dermed punkterer undersøgelsen en myte om, at elever vælger erhvervsuddannelser, fordi de ikke kan klare en gymnasieuddannelse, påpeger forskerne bag undersøgelsen.
Børsen/Ritzau, 09.02.10 (side 14)

Forældre skyld i elevers uro
Danske forældre er i høj grad selv skyld i, at deres børn ikke får nok ud af undervisningen i folkeskolen. Det mener syv ud af ti lærere ifølge en rundspørge blandt 269 folkeskolelærere foretaget af Berlingske Research. Lærernes oplevelse bakkes op af professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund. Undervisningsminister Bertel Haarder er enig i, at disciplinære problemer hænger sammen med mangelfuld opdragelse, og derfor er skolernes sanktionsmuligheder over for de urolige elever allerede styrket.
Berlingske Tidende/Steen A. Jørgensen, 09.02.10 (forside + side 6-7)

Debat: Eliten på erhvervsskolerne skal plejes nu
Hvis Danmark for alvor skal slå igennem som en grøn vindernation, så er det ikke nok kun at satse på veluddannede specialister fra vore universiteter. Vejen til succes går i høj grad også igennem velkvalificerede specialister med en faglært baggrund. Det er derfor vigtigt, at vi får løftet kvaliteten i de faglige uddannelser. Derfor går Industriens Fond og DI nu sammen om at skabe platform for en egentlig talentpleje på erhvervsskolerne i form af nogle Centres of Excellence på udvalgte skoler, skriver Mads Lebech adm. direktør for Industriens Fond og Lars Goldschmidt, direktør i DI.
Børsen/-, 09.02.10 (side 2)

Debat: Elitepenge er destruktive for fremtidens forskning
Det er skadeligt at give størstedelen af forskningsmidlerne til dem, der er forskningens elite lige nu, fordi det betyder, at der ikke gives penge til dem, der kan blive eliten i fremtiden. En af de mest markante indflydelser, som VK regeringen har haft på det danske akademiske miljø, er opdyrkelsen af eliten inden for videnskaberne, skriver Thomas Vorup-Jensen, Ph.D. og lektor ved Inst. f. Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi ved Aarhus Universitet.
Information/-, 09.02.10 (side 16)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Oliepenge finansierer klimakritik
Klimakritiske forskere og tænketanke med oliepenge i ryggen er med til at fyre godt op under mistilliden til FN’s Klimapanel. Det mener en række eksperter, efter at det prisbelønnede panel de seneste uger er havnet i et sandt stormvejr af beskyldninger om fejl og mangler i de videnskabelige rapporter. Bl.a. er det kommet frem, at Himalayas gletsjere ikke som forudsagt er i fare for at smelte inden 2035.
Politiken/Martin Aagaard, 09.02.10 (forside + side 6)

Debat: Venstre har helt mistet interessen for klimaet
Miljø – og klimapolitik er aldrig rigtig blevet borgerligt hjerteblod. Nu handler det tydeligvis om at holde ambitionerne på et lavt niveau, samtidig med at man taler fint om hensigtserklæringerne fra topmødet. Danmark har brug for en regering, der står fast på ambitiøse nationale målsætninger. Målsætninger, der kan skabe et stærkt hjemmemarked for grønne danske virksomheder og nye arbejdspladser inden for klimateknologi. Det er trist for klimaet og dansk erhvervsliv, at gassen åbenbart er ved at gå helt af Venstre, skriver Anne Grete Holmgaard og Bo Asmus Kjeldgaard hhv. energi – og klimaordfører og teknik – og miljøborgmester (SF).
Politiken/-, 09.02.10 (side 7)

POLITIK OG ØKONOMI

Betalingsbalance svømmer i penge
Det er stadig en god forretning for den danske stat at handle med udlandet. Måned efter måned giver den danske betalingsbalance store overskud. I december var der et plus på seks milliarder kroner, hvilket er næsten fem milliarder højere end samme måned sidste år. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Samlet var der i 2009 et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 64,2 mia. kr. Det er det største plus i flere år.
Politiken/Ritzau, 09.02.10 (side 9)

Hul i statskassen på 20 milliarder årligt
Bunden er gået ud af den danske statskasse. Statsminister Lars Løkke Rasmussen mangler omkring 20 mia. kr. hvert eneste år fremover, hvis han skal få de offentlige indtægter og udgifter til at balancere, så Danmark undgår en ny krise. Det vil en opdatering af dansk økonomi vise, vurderer Cepos. Eksperter og politikere understreger, at reformer af arbejdsmarkedet klart er at foretrække, hvis regeringen skal have vækst.
Børsen/Ulrik Horn, 09.02.10 (side 14-15)

SKAT OG PENSION

130.000 ansatte flygter fra ny multimedieskat
Omkring 130.000 lønmodtagere har afleveret deres arbejdsgiverbetalte multimedier for at undgå beskatning. Det viser en undersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut for dagbladet Børsen. Hos Dansk erhverv anses det for et signal om, at skatten virker. Men virkningen er ikke hensigtsmæssig. Hos Dansk Erhverv frygter man et samfundsøkonomisk produktionstab på over 600 mio. kr. årligt.
Børsen/Jette Aagaard, 09.02.10 (side 28)

Giv en gulerod for at bruge multimedier fleksibelt
Drop multimedieskatten, og gør i stedet arbejdsgiverbetalte multimedier fradragsberettigede. Der er brug for en gulerod til at fremme det fleksible arbejdsmarked, og i den sammenhæng giver multimedieskatten ganske enkelt ikke mening, påpeger Jesper Brøckner, formand i brancheorganisationen DI ITEK. Skatteminister Kristian Jensen har dog svært ved at se, hvordan multimedieskatten skulle være en bremse på et fleksibelt arbejdsmarked.
Børsen/Jette Aagaard, 09.02.10 (side 28-29)

 

 

 

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1