AKTUEL OMTALE AF IDA
Patentet der gik op i røg
I dag begynder retssagen med Peter Touborg og Ingeniørforeningen på den ene side, og Syddansk Universitet (SDU) på den anden. Har SDU ignoreret sit ansvar, siddet på hænderne og gjort ingen ting for at udnytte en lukrativ opfindelse til gavn for opfinderen, patienterne og universitetet selv? Det er det centrale spørgsmål, som dommeren i Odense Byret skal udrede, når parterne mødes i retssal 11 her til morgen.
Fyens Stiftstidende/Jakob Herskind, 26.05.10 (side 2) + Fyens Stiftstidende/Jakob Herskind, 26.05.10 (forside) + Erhvervsbladet.dk/-, 26.05.10 + DR.dk/-, 26.05.10
Erhvervslivet betaler for kortere dagpengeperiode
"Ingeniørforeningen har længe været åbne for reformer på dagpenge området - inkl. en afkortning af dagpengeperioden. Men forudsætningen har været, at dagpengeniveaet hæves, så beløbet kommer til at udgøre en reel forsikring ved ledighed", siger Morten Thiessen, formand for IDAs Arbejdsmarkedsudvalg. "Reformer på dagpengeområdet bør derfor indeholde en justering af dagpengene til et rimeligt kompensationsniveau, evt. kombineret med en ydelse som falder med længden af ledighedsperioden", understreger han.
Idag.dk/mola, 25.05.10 + Jernindustri.dk/mola, 25.05.10
LF-ingeniører gråner - og der mangler nye folk
Nye tal fra Ingeniørforeningen viser, at kun seks pct. af de ingeniørstuderende foretrækker en offentlig arbejdsgiver og hver tredje kommunalt ansatte ingeniør her i regionen er fyldt 55 år og skal på pension inden for en overskuelig årrække. Værst ser det ud i udkantskommunerne. Tallene giver anledning til bekymring. "Kommunerne på Lolland-Falster har en kæmpe udfordring i at tiltrække ingeniørerne. Ingeniørerne er nøglepersoner i kommunerne, og hvis deres faglige kompetencer mangler, kan det få alvorlige konsekvenser for helt basale ydelser, som borgerne i dag tager for givet i hverdagen inden for miljø, byggesager, kloakker, vejnettet med videre, siger formanden for Ansatte Ingeniørers Råd, Ole Høyer.
Lolland-Falsters Folketidende/Hans Gandrup, 25.05.10 (4. sektion side 5)
Ingeniører får kvindelig formand
Der brydes med traditionerne i Ingeniørforeningen, som for første gang nogensinde har valgt en kvinde til at indtage formandsposten. Ingeniørforeningens nye formand hedder Frida Frost. Allerede som studerende brød Frida Frost med kønstraditionerne, da hun blev den første kvindelige formand for Polyteknisk Forening på Danmarks Tekniske Universitet. "Jeg føler mig ydmygt bevidst om, at ingeniører udgør en vigtig del af det hold, der de næste 10-20-30 år skal være med til at løse Danmarks store udfordringer", siger Frida Frost. Hun peger blandt andet på områder som klima, energi og transport. Selvom Frida Frost med formandsvalget bryder med den mandlige dominans, så er kvinder fortsat en minoritet i ingeniørverden. Foreningens medlemsskare består i dag af 18 procent kvinder.
Licitationen – Byggeriets Dagblad/-, 26.05.10 (side 5) + Erhvervsejendom.dk/-, 25.05.10
Debat: Fire SF'ere: Til kamp for flerårigt aftalesystem
Ingeniørforeningen har lavet en rapport, der viser, at der her og nu er et efterslæb på 2,3 mia.kr. Ligeledes vil en elektrificering af jernbanen være udtryk for fornuftig krisepolitik. Danmark står midt i en dyb økonomisk krise. Kommunerne og regionerne står overfor store besparelser på sygehuse, folkeskoler, socialt udsatte og ældreplejen. Det er trist, at regeringen mest af alt er optaget af nye værdipolitiske slagsmål og nye stramninger på flygtningeområdet, frem for at bruge hele den politiske værktøjskasse til at finde vejen ud af krisen. Dette skriver fire unge SF’ere heriblandt Serdal Benli og Ninna Thomsen.
DKnyt.dk/-, 26.05.10
ARBEJDSMARKED
Storbyer vil af med aktiveringskurser
Landets to største byer, København og Århus, vil fritages fra reglerne om, at nyuddannede ingeniører, økonomer og andre akademikere kort efter deres eksamen sendes på ubrugelige ledighedskurser. I et fælles brev til beskæftigelsesminister Inger Støjberg lyder det bl.a. fra Akademikernes Centralorganisation, at der bruges unødigt store ressourcer på at igangsætte langvarige aktiveringsforløb for ledige. Parterne forslår, at pengene i stedet bruges på de arbejdsløse, som er i farezonen for at blive langtidsledige.
Jyllandsposten/Mads Bonde Broberg, 26.05.10 (side 4)
Lønforskelle skyldes kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark
Stadig flere kvinder vil arbejde i den offentlige sektor, mens mænd foretrækker den private. Arbejdsmarkedet bliver stadig mere opdelt, og det er en af hovedårsagerne til, at kvinder taber lønkapløbet og lønforskellen mellem mænd og kvinder ligger på 18 pct. Dette konkluderer regeringens Lønkommission, som offentliggøres på fredag. LO slog i går til lyd for, at der vedtages en 2020-plan for ligeløn, som tilgodeser kvindefagene over de næste ti år med særlige puljer.
Berlingske Tidende/Chris Kjær Jessen, 26.05.10 (business side 8)
Fagbosser genåbner lønstriden
Lønkommissionens konklusioner bruges nu af fagforeninger til at genåbne slagsmål om bedre løn til kvindefag. Ifølge FOA-formand Dennis Kristensen dokumenterer rapporten, at "arbejde med maskiner helt fundamentalt er bedre lønnet end arbejde med mennesker".
Jyllandsposten/Henrik Skov, 26.05.10 (erhverv side 4)
TEKNOLOGI OG INNOVATION
Færrest iværksættere i Jylland
Der findes langt flere iværksættere pr. indbygger i hovedstadsområdet ind i den vestlige del af landet. Det firkantede billede af antallet af iværksættere fordelt på landets fem regioner tegnes i en ny opgørelse fra Erhvervs – og Byggestyrelsen. For hver 1.000 indbygger i Region Nordjylland og i Region Syddanmark etablerede 4,7 personer i 2007 en virksomhed, mens 6,3 ud af 1.000 personer i Region Hovedstaden samme år etablerede en virksomhed. De jyske regioner går glip af velstand og arbejdspladser, påpeger Erhvervs – og Byggestyrelsen.
Jyllandsposten/Anders Mørkbak Bruun, 26.05.10 (erhverv forside + side 10-11)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Forskning og uddannelse skal spare fire mia. kr.
Af VKO’s spareplan fremgår det, at uddannelses – og forskningsområdet skal bidrage med 3,8 mia. kr. i 2013. Dette betyder, at forskningsbevillingerne vil blive skåret med 203 mio. kr. i 2012 og 748 mio. kr. i 2012 og 2013. Derudover skal universiteternes administration effektiviseres for henholdsvis 125 mio. kr. og 250 mio. kr. i samme periode. Regeringen anklages for hykleri af både oppositionen, fagforening og erhvervsliv.
Information/Mette Klingsey, 26.05.10 (side 8)
Erhvervsliv ægrer sig over færre forskningspenge
Regeringen og Dansk Folkeparti prioriterer helt forkert, når de sparer på forskningsbudgetterne ved at fastfryse de offentlige bevillinger på 1 pct. af BNP i 2013. Det mener en række erhvervsorganisationer. "Det er ærgerligt, at man beskærer forskningsindsatsen, for det er forskning og udvikling, der skal sikre den danske konkurrenceevne i fremtiden", siger adm. direktør for Landbrud og fødevarer (LF), Carl Aage Dahl. Han bakkes op af DE og DI.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 26.05.10 (side 18)
LIGESTILLING
I lære som topchef
Dansk erhvervsliv har brug for at kunne trække flere kvinder til truget om topchefer, hvis virksomhederne skal kunne stå imod den stigende globale konkurrence og truende talentmangel. Derfor har DI i samarbejde med Ligestillingsministeriet i går skudt et nyt projekt i gang, hvor en række store virksomheder inviterer hinandens kvindelige toplederaspiranter i lære hos de nuværende topledere. "Vi har brug for at få styrket mangfoldigheden og få flere kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer", fortæller ligestillingsminister Lykke Friis om baggrunden for projektet.
Berlingske Tidende/Ulla Gunge Hansen, 26.05.10 (business side 18-19)
POLITIK OG ØKONOMI
Dagpenge presser rød fløj
Med beslutningen om at halvere dagpengeperioden til to år har regeringen og Dansk Folkeparti sat oppositionen i et dilemma. Oppositionen vil ikke svare klart på, om de vil genindføre fire års dagpenge, hvis de kommer til magten efter næste valg. "Vi indkalder arbejdsmarkedets parter for at kigge på dagpengesystemet", siger SF-formand Villy Søvndal. Dermed kunne det se ud til, at det i høj grad bliver fagbevægelsen, der skal afgøre dagpengeperiodens længde under en rød regering, men S-formand Helle Thorning-Schmidt afviser, at hun har deponeret sin beslutningskraft til LO.
Jyllandsposten/Charlotte Beder, 26.05.10 (forside + indland side 6-10, erhverv side 6-7)
Danskerne blåtstempler indgrebet
Regeringens indgreb for at genoprette dansk økonomi møder udbredt opbakning i befolkningen. Ifølge en Gallup-måling foretaget umiddelbart efter, at regeringen fremlagde planen, er 50 pct. af vælgerne enten enige eller overvejende enige i, at det er en god idé at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. 44 pct. er uenige heri. Berlingske Tidende/Kristian Klarskov, 26.05.10 (forside + leder + side 3-8 + debat side 11)
SKAT OG PENSION
VKO sætte skatten op med 10 milliarder
Regeringen har trukket en stor del af de skattelettelser, som blev vedtaget i foråret 2009, tilbage igen, ligesom en række håndfaste løfter fra regeringsgrundlaget ikke længere kan efterleves. Med en skatteregning på knap 10 milliarder kroner er der tale om en af de største skattestigninger i årtier. Genopretningsplanen er dermed et markant farvel til den kontraktpolitik, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen lagde grundstenen til i 2001.
Politiken/Jakob Sheikh, 26.05.10 (side 4)
ØVRIG OMTALE AF IDA
Valg
Civilingeniør Frida Frost, 38 år, er som den første kvinde i Ingeniørforeningens 118-årige historie, valgt som formand for foreningen. Allerede som studerende brød hun med kønstraditionerne, da hun blev den første kvindelige formand for Polyteknisk Forening på Danmarks Tekniske Universitet. Nu er hun så formand for godt og vel 78.000 danske ingeniører. Selvom Frida Frost med formandsvalget bryder med den mandlige dominans, er kvinder fortsat en minoritet i ingeniørverdenen. Blot 18 pct. af Ingeniørernes medlemmer er kvinder.
Horsens Folkeblad/-, 25.05.10 (side 4)