Udskriv siden

9. november 2010

AKTUEL OMTALE AF IDA

ARBEJDSMARKED:
Kvinder sig nej tak til en time mere

Danmark vil snart mangle arbejdskraft, og det problem kan løses ved at få danskerne til at arbejde mere. Det skulle være overskueligt, men løsningen nyder ikke overvældende opbakning blandt landets offentligt ansatte. Specielt de kvindelige pædagoger og sygeplejersker har ikke lyst til at rokke ved arbejdstiden, viser ny undersøgelse. Forsker forklarer, at kvinderne bl.a. er mere knyttet til hjemmet og mindre fokuserede på karrieren end mændene.
Politiken / Sune Sølund, 09.11.10 (forside)

ERHVERV:
Ingeniørkæmpe køber dansk brospecialist
Europas største rådgivende ingeniørkoncern Atkins har overtaget den danske specialist i brobygning Gimsing & Madsen A/S. På den måde tilføres Atkins et helt nyt fokusområde med stort potentiale inden for store skandinaviske infrastrukturprojekter.
Børsen / Bjarne Bang, 09.11.10 (side 14)

Underleverandører truet på eksistensen
Over halvdelen af de danske underleverandører mærker et øget prispres fra kunderne og næsten hver femte frygter direkte for sin eksistens som følge af presset. Det viser en ny undersøgelse fra Greens Analyseinstitut blandt mindre og mellemstore virksomheder.
Børsen / Bjarne Bang, 09.11.10 (vækst forside)
 
Pensionsmidler til iværksættere fordoblet til 10 milliarder kr
Vækstpakken i VK-regeringens finanslov fordobler den lovede risikovillige kapital til mindre og mellemstore virksomheder til 10 mia. kr. Det vil skaffe 7.000 nye jobs, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
Børsen / Cathrine Kier og Mette Dyrskjøt, 09.11.10 (side 18-19)

Eksportlån for over 16 mia kr samler støv
VK-regeringen har vist sig at have slået et langt større brød op, end den kan bage, når det gælder hjælp til dansk eksport. Kun en brøkdel af de 20 mia. kr., som regeringen sidste år øremærkede til eksportfinansiering, er brugt. Men de kan i stedet bruges i yderdanmark, foreslår De Radikale.
Børsen / Jørgen Bendsen og Cathrine Kier, 09.11.10 (side 20)

TEKNOLOGI OG INNOVATION:
Dårlig forberedelse af offentlige IT-projekter
Det er ikke IT-systemerne i sig selv, der er noget galt med, når offentlige IT-projekter fejler, forsinkes og fordyres. Det er ofte projektforberedelserne, der halter, mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), der selv har høje ambitioner for digitaliseringen af det danske samfund. Personligt vil hun gerne huskes for at udrulle højhastighedsbredbånd.
Børsen / Peter Møller Christensen og Niels Barfod, 09.11.10 (side 40-41)

Danmark har en fremtid som energilaboratorium
Lille Danmark skal droppe forsøget på at puste sig op til at være førende inden for vindenergi, og i stedet fokusere på nicheenergiformer og fungere som et miniputtestland for nye løsninger. Det er et af budskaberne på grøn vækst-konferencen på Glyptoteket, hvor flere erhvervsledere pegede på vigtigheden af at få vores størrelse til at matche vores ambitioner.
Børsen / Leonora Beck, 09.11.10 (side 23)

De rører ved verdens skabelse
Menneskeheden rykkede et skridt nærmere forståelsen af altings oprindelse, da det i går lykkedes atomlaboratoriet CERN at genskabe en stoftilstand, der ikke har eksisteret, siden universet var en milliardedel sekund gammelt.
Berlingske Tidende / Lars Henrik Aagaard, 09.11.10 (side 20)

UDDANNELSE OG FORSKNING:
It i undervinsnig kan give ringere indlæring
Danmark er blandt verdens førende, når det gælder brugen af computere og internet i undervisningen, men det er ikke udelukkende positivt. Konsekvensen er ofte uro, mangel på koncentration og dermed ringere indlæring, konkluderer forsker bag ny undersøgelse. Både elever, eksperter og ledere efterlyser regler for brug af internettet.
Information / Lise Richter, 09.11.10 (side 8)

Skoler med klare krav klarer sig bedst
AKF har undersøgt baggrunden for forskelle i elevernes niveau på forskellige skoler og er nået frem til, at skoler med klare krav i alle led. Eleverne scorer høje karakterer på skoler med flere timer i små klasser, mange faglærere samt dér, hvor elever er inddelt i afdelinger for små og store.
Information / Birgitte Dalgaard, 09.11.10 (side 8)
 
Ny læreruddannelse skal hjælpe svage børn
Mange lærere i folkeskolen mangler redskaber til at kunne håndtere børn med problemer. Derfor ryger alt for mange børn i specialklasser, og det kan være skadeligt for dem på længere sigt, mener studierektor Thøger Johnsen ved Professionshøjskolen Metropol i København. Derfor har skolen startet en ny læreruddannelse, hvor børnepsykiatri, jura og specialpædagogik skal være fundamentet.
Politiken / Pernille Mainz, 09.11.10 (side 7)

Linjefag i folkeskolen er et hit
En ny undersøgelse fra Fredericia viser, at skoletræthed i skolens ældste klasser kan afhjælpes ved at give eleverne mere valgfrihed. Det skal bl.a. ske ved at oprette linjefag, en ide undervisningsminister Tina Nedergaard (V) er begejstret for. Eleverne vurderer selv, at linjefagene har gjort dem mere motiverede for at gå i skole.
Politiken / Pernille Mainz og Jacob Fuglsang, 09.11.10 (side 6)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA:
Professor ærgerlig over brændstofrapport
En af landets førende eksperter på biobrændsler ærgrer sig over en ny rapport fra en række miljøorganisationer. Den anklager biobrændstoffer for i sidste ende at udlede mere CO2 end benzin – og dermed være til skade for miljøet. Men rapporten er ikke et godt stykke arbejde, vurderer forskningsprofessor i biomasse ved KU Claus Felby. Rapporten tager bl.a. ikke hensyn til produktion af dyrefoder og inddrager heller ikke 2. generationsbrændstof.
Børsen / Ritzau, 09.11.10 (side 21)

Varmeregning kan skræmme huskøbere væk
De normale krav til en ny bolig er gennem de senere år blevet suppleret med spørgsmål om opvarmning af boligen. For flere og flere købere er noget af det vigtigste nemlig også, hvor dyr boligen er at varme op. En ny undersøgelse fra Home viser, at knap hver anden ejendomsmægler vurderer, at energiforbruget i dag ligger på boligkøbernes topfemliste over vigtigste købskriterier.
Børsen / Ritzau, 09.11.10 (side 21)

OECD vil brandbeskatte CO2-udledning
En skat på CO2-udledning kan blive en central del af OECD’s fremtidige strategiske anbefalinger, lyder det nu fra OECD’s generalsekretær Angel Gurria. Han efterlyser international enighed om en beskatning af CO2, og ser ikke anden vej ud af klimaproblemerne end en hård beskatning.
Berlingske Tidende / Søren Springborg, 09.11.10 (business side 10)
 
Dong på vej med ny havmøllepark
Dong har fået blåstemplet planer om en havmøllepark ved Frederikshavn. Parken omfatter seks gigantiske demonstrationsmøller på 150-200 meter. Parken skal ikke bare teste møller og vinger, men også forskellige fundamenttyper.
Jyllands-Posten / Michael Stenvei, 09.11.10 (erhverv side 13)

Elkunder skal betale for halm-energi
Regeringen planlægger ny støtteordning, som skal sikre øget forbrug af halm på danske kraftværker. Den regning kommer forbrugerne til at betale, men på længere sigt er det vigtigt at få startet en produktion af vedvarende energi, siger klima- og energiminister Lykke Friis (V).
Jyllands-Posten / Lars Attrup, 09.11.10 (erhverv side 7)

Novozymes: Kritik gavner kun den kulsorte olie
Den nye rapport, der hævder at biobrændstof skader mere end olie, afvises nu af Novozymes, der mener den skærer al biobrændstof over en kam. Novozymes satser stadig benhårdt på at levere enzymer til biobrændstof.
Berlingske Tidende / Vibeke Lyngklip Svansø, 09.11.10 (business side 11)

POLITIK OG ØKONOMI:
BNP for 2009 revideret et hak ned
Krisehammeren ramte hårdere end først troet. Danmarks Statistik har revideret opgørelsen af BNP for 2009 et nøk ned. Dermed var faldet i BNP i 2009 på 5,2 pct. mod 4,7 pct. ved den seneste revision.
Berlingske Tidende / RB Børsen, 09.11.10 (side 6)

SKAT OG PENSION:
Forhadte skatter justeres i finanslov
Multimedieskat, hotelmoms, forskerskat, iværksætterskat samt fedtafgiften bliver alle ændret i 2011. Det er resultatet af den nye finanslov. Forskerskatteordningen bliver udvidet fra tre til fem år, samtidig med at skatteprocenten hæves fra 25 til 26 pct. DI kritiserer en for lille og for sen ægtefællerabat på multimedieskatten, mens fedmeafgiften bliver sænket med en krone per kilo. Fødevarebranchen mener dog stadig, at afgiften er forkert skruet sammen, og ikke har nogen sundhedsfremmende effekt. Dansk Erhverv vurderer, at de nye regler for hotelmoms skaber 400 nye job.
Børsen / Mette Dyrskjøt, Cathrine Kier, Jacob Klok og Thomas Bernt Henriksen, 09.11.10 (side 16)
 
OECD roser VK’s grønne skattereform
Danmark viser vejen til fremtidens grønne skattesystem. Det mener OECD’s generalsekretær Angen Gurria, som i går åbnede Klimakonsortiets storstilede konference om grøn vækst på Glyptoteket. Danmark har verdens næsthøjeste grønne skatter, kun overgået af Holland.
Børsen / Thomas Bernt Henriksen, 09.11.10 (side 22)

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1