Udskriv siden

8. oktober 2010

ARBEJDSMARKED

DI: Efterlønnen skal væk
En afskaffelse af efterlønsordningen er blandt DI’s største ønsker, i forhold til hvordan der kan rettes op på Danmarks kedelige demografiske udvikling. En udvikling, som fører til, at halvdelen af danskerne er uden for arbejdsstyrken om tre år. Det fortæller cheføkonom i DI, Klaus Rasmussen. "Det mest effektive er at forsøge at øge arbejdsstyrken, og den mest effektive vej til det, er at afskaffe efterlønnen," siger han. Desuden skal marginalskatten sænkes.
Børsen/Borsen.dk, 08.10.10 (side 20)

Rådgiverne bevarer job
Trods den økonomiske krise blev der passet godt på medarbejderne i de rådgivende ingeniørvirksomheder i Danmark i 2009. Branchen, der den 1. januar beskæftigede i alt 12.000, har et højt beskæftigelsesniveau, viser en brancheundersøgelse, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har lavet.
Berlingske Tidende/-, 08.10.10 (business side 20)

ERHVERV

Storkoncerner klarer krisen bedst
De små og mellemstore virksomheder er kommet klart dårligere gennem krisen end de store koncerner. De små mangler blandt andet kræfter til at innovere og til at opdyrke vækstmarkeder. Det viser en analyse af de 1.000 største danske virksomheders regnskaber, som Berlingske Nyhedsmagasin offentliggør i dag.
Berlingske Tidende/Uffe Gardel, 08.10.10 (side 4)

SAS fik flere i flyene i september
SAS har fået flere kunder på sædekategorierne Business og Economy Extra. I september valgte 2,4 mio. rejsende at tage et SAS-fly. Og det er en stigning på 9,4 pct. på et år, oplyser flyselskabet. Størstedelen af stigningen står den svenske del og de interkontinentale ruter for.
Børsen/Ritzau, 08.10.10 (side 6)

Massedød truer vindklynge
Midtjyske underleverandør-virksomheder til vindmølleindustrien med en samlet omsætning i størrelsesordenen 45 mia. kr. står foran et benhårdt udskilningsløb. De bliver nødt til at samle sig i større enheder, ellers kan de ikke leve op til stadig større krav fra kunderne, de store vindmølleproducenter.
Børsen/Jakob Skouboe, 08.10.10 (side 10)

UDDANNELSE OG FORSKNING

Studerende har sat farten op
Mens politikerne varsler færre SU-klip, som skal få studerende hurtigere gennem studierne, viser de seneste tal fra landets universiteter, at langt flere end tidligere allerede lever op til politikernes krav og bliver færdige på den normerede tid. Ifølge universiteterne skyldes udviklingen bl.a. en lov om specialekontrakter fra 2007, som betyder, at studerende dumper, hvis de bruger mere end seks måneder på deres speciale. Men både studiechefer og de studerende selv er enige om, at der også kan spores ændret holdning til det at studere.
Jyllandsposten/Morten Vestergaard, 08.10.10 (forside + side 4)

Store nedskæringer på vej i folkeskolen
I 45 af de 54 kommuner, hvor der er indgået forlig om næste års budget, er der lagt op til nedskæringer på folkeskolen. Når tallene lægges sammen, kommer de samlede besparelser i de 45 kommuner til at lyde på 376 mio. kr. Tallene fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening (DLF). Der er tale om historisk store nedskæringer, som stemmer dårligt overens med regeringens ambitiøse planer for folkeskolen, konstaterer Dorte Lange, formand for skole – og uddannelsespolitisk udvalg i DLF.
Berlingske Tidende/Ritzau, 08.10.10 (side 4)

SU-reform vil give bagslag
Regeringens planer om at ændre Statens Uddannelsesstøtte (SU) for at få de studerende til at bliver hurtigere færdig vil virke stik modsat hensigten. Det viser en undersøgelse blandt 488 studerende, som fagforbundet Djøf har lavet, skriver Metroexpress. Danske Studerende Fællesråd siger, at mange vil hoppe fra deres uddannelse eller lade være at starte på en videregående uddannelse.
Information/Ritzau, 08.10.10 (side 4)

København opretter vikarkorps
De mange vikartimer skal nedbringes og kvaliteten højnes. I København vil man forsøge sig med et korps af kvalificerede vikarer. Ideen stammer fra eleverne. De københavnske lærere giver forslaget en kold skulder. Undervisningsminister Tina Nedergaard er glad for, at Københavns Kommune tager ansvaret på sig omkring de mange vikartimer. Nedergaard har iværksat to undersøgelser af omfanget af vikardækninger, aflysninger og lukkedage på landets folkeskoler.
Berlingske Tidende/Bodil Jessen, 08.10.10 (side 8)

Danmark har nordisk rekord i cafépenge
Regeringens planer om at tage SU fra unge, der bor hjemme, undtagen for de allerfattigste, som vil kunne søge fra en pulje på 150 mio. kr., vækker harme blandt gymnasieelever, som bruger pengene til alt fra betaling for at bo hjemme til fester og fornøjelser. Uanset hvad pengene bruges til, har danske unge gode vilkår sammenlignet med vores nabolande Norge og Sverige, hvor taksterne er langt mere beskedne for unge, der bor hjemme, mens de for eksempel tager en gymnasieuddannelse.
Politiken/Dorrit Saietz, 08.10.10 (side 4)

Ringe prestige i erhvervsforskning
Mere samarbejde om forskning mellem universiteter og virksomheder er veje til vækst og øget produktivitet. Men selvom de offentlige bevillinger til forskning er steget markant de seneste år, slår det ikke igennem på udviklingen i virksomhedernes produktivitet og vækst. Det afslører Tænketanken DEA’s årlige Erhvervsforskningsbarometer, som offentliggøres på tirsdag.
Børsen/Susanne Tholstrup, 08.10.10 (executive side 4-5)

MILJØ, ENERGI OG KLIMA

Klimaeuforien er forduftet
Op til sidste års klimatopmøde gik danske virksomheder amok i en rus af grønne tiltag og løfter. Sådan er det ikke længere. 10 måneder efter topmødet i Bella Centret må mange virksomheder sande, at det grønne eventyr udeblev. At mange virksomheders klimaeufori er forduftet, kommer ikke bag på Greenpeace.
Jyllandsposten/Michael Stenvei, 08.10.10 (forside + erhverv side 1 og 10-11)

POLITIK OG ØKONOMI

Økonomer dumper rød plan
Regeringens genopretningspakke skaber større langsigtet vækst i dansk økonomi end den røde plan "Fair Løsning" fra Socialdemokraterne og SF. Det mener et stort flertal af landets førende økonomer, viser en rundspørge. 56 pct. af de 43 økonomer, som har svaret, vurderer, at regeringens plan holder bedst i længden, mens mindre end hver fjerde (23 pct.), tror, at den røde plan skaber mest økonomisk vækst.
Børsen/Ritzau, 08.10.10 (side 20)

Valutakrig koster danske eksportører 7 mia
Dansk økonomi bliver ramt af de voksende spændinger på de globale valutamarkeder. Allerede nu taler økonomer om en global valutakrig, hvor land efter land jagter en forbedret konkurrenceevne ved at lade deres valuta falde i værdi. Den globale valutakrig sender dollaren ned i det laveste niveau siden januar. Beregninger fra Handelsbanken viser, at dollarsvækkelsen vil koste 3500 danske job og udløse svagere vækst.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 08.10.10 (side 20-21)

Blokke i åben krig om skattehop
Ved gårdsdagens maratondebat i Folketinget, hvor partierne for alvor tog hul på den politiske sæson, var der skum på bølgetoppene. Debatten fortsatte der, hvor TV2’s duel mellem S-leder Helle Thorning-Schmidt og statsminister Lars Løkke Rasmussen slap onsdag aften – nemlig på skatten. Socialdemokraterne og SF vil ifølge partiernes eget finanslovsudspil trække ekstraskatter for 31,5 mia. kr. i kassen frem mod 2013. Men S og SF mener kun det er rimeligt at tale om 18 mia. kr. i ekstra skat.
Børsen/Ulrik Horn, 08.10.10 (side 22)

 

 

 

 

 

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1