Udskriv siden

29. april 2011

AKTUEL OMTALE AF IDA

Unge ingeniørchefer vilde med sociale medier

Ifølge en analyse i brugen af sociale medier foretaget af ingeniørforeningen IDA, er unge chefer med ingeniørbaggrund vilde med at bruge de sociale medier. Hver fjerde bruger af de sociale medier udtaler, at de bruger dem til arbejdsrelateret dialog, og analysen viser desuden, at dobbelt så mange mænd som kvinder bruger medierne.
Børsen/Pia Lykke, 29.04.11 (executive side 8)

Teleindustri i ruiner efter Nokia-fyringer
Massefyringen af 1.000 medarbejdere i den finske mobilgigant Nokias danske udviklingsafdeling lukker et dansk udviklingskapitel. Nu skal de afskedige finde job i andre brancher. Ingeniørforeningen IDA har lige nu travlt med at forhandle betingelser med Nokia og stiller med et beredskab af jurister, psykologer og konsulenter. Formand for Ingeniørforeningen, Frida Frost opfordrer andre virksomheder til at slå til, hvis de vil rekruttere dygtige ingeniører inden for tele, IT og elektronik.
Berlingske/Thomas Breinstrup, 29.04.11 (business side 14)

Danmark mister 950 kloge arbejdspladser
Næsten 1.000 danske ingeniører og udviklere skal ud og finde sig et nyt job, efter at den finske telegigant Nokia har valgt at lukke hele den danske udviklingsafdeling. Der er formentlig tale om den største fyringsrunde blandt ingeniører i Danmark nogensinde. Fyringerne er dybt beklagelige for både medarbejdere og ikke mindst det danske samfund, lyder det fra Ingeniørforeningens formand Frida Frost. ”Danmark skal leve af netop udviklingsarbejdspladser, hvor vi kan drage fordel af vores høje viden. Derfor bør Nokias lukning også give politikerne stof til eftertanke,” udtaler hun.
Lemvig Folkeblad/Rikke Lund Kristensen, 28.04.11 (side 66-67) + Dagbladet Struer/-, 28.04.11 (side 66-67) + Dagbladet Holstebro/-, 28.04.11 (66-67) + Bornholms Tidende/-, 28.04.11 (2. sektion side 2) + Holbæk Amts Venstreblad/-, 28.04.11 (2. sektion side 8) + Dagbladet Ringkøbing-Skjern/-, 28.04.11 (side 34-35) + Horsens Folkeblad/-, 28.04.11 (side 7) + Viborg Stifts Folkeblad/-, 28.04.11 (side 34-35) + Kalundborg Folkeblad/-, 28.04.11 (2. sektion side 8) + Midtjyllandsavis/-, 28.04.11 (2. sektion side 16)

IDA-formand om Nokia-lukning: Virksomheder skal have bedre rammevilkår
Ingeniøren:
Det er sørgeligt, at Nokia lukker i Danmark, og det bør få politikerne til at tænke over, om private virksomheder har de rigtige rammer herhjemme, siger IDA-formand, Frida Frost.
News.dk/-, 28.04.11

Debat: Regeringen forsømmer sine grønne ambitioner
I Danmark har vi længe levet højt på, at der blev satset på grøn teknologi i 1990’erne. Men desværre har de seneste 10 år budt på en mangelfuld og strategisk ugennemtænkt energipolitik, hvor regeringen konstant har sænket miljøkravene og ladet de grønne afgifter udhule. For selvom regeringen har proklameret, at grøn vækst er Danmarks økonomiske redningsplanke, fjerner V og K de incitamenter, der kunne få cleantech-branchen til at blomstre. Det mener Per Højbjerre, formand for Ingeniørforeningens Teknikudvalg og Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økonomiske Råd.
Information.dk/-, 28.04.11

Nokia-fyrede skal nok finde arbejde
Der gik chokbølger gennem den danske it-verden, da Nokia forleden annoncerede, at man lukker udviklingsafdelingen i København. Men de knap tusind ansatte, der mister jobbet, skal nok finde nyt arbejde, vurderer Ingeniørforeningens formand. ”De er jo i høj kurs. De ansatte i Nokias udviklingsafdeling er rigtigt dygtige. De er blevet efteruddannet, så det er dybt kvalificerede folk, der kommer ud,” siger Frida Frost, der er formand for Ingeniørforeningen, hvor omkring halvdelen af de fyrede Nokia-ansatte er medlemmer.
Dr.dk/Morten Frandsen, 29.04.11

Nokia udraderes i Danmark
I løbet af næste år forsvinder 958 stillinger i Nokias danske afdelinger, hovedsagelig i København. Beslutningen bør give genlyd på Christiansborg. Det er tvingende nødvendigt, at politikerne også retter opmærksomheden mod, hvad Danmark skal leve af. Det er mere aktuelt end nogensinde, siger IDAs formand, Frida Frost.
Arbejderen/-, 29.04.11 (side 3)

Nokia-fyringerne: Sagt og skrevet
”Vi skal have truffet nogle beslutninger og skabt bedre rammevilkår. Vi skal give det private erhvervsliv de rigtige rammer for at bevare innovation og udvikling i Danmark. Vi har før hørt om udvikling, der bliver flyttet, men den her lukker jo bare. Så i et større perspektiv, er det her rimeligt bekymrende,” siger Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen.
Electroniksupply.dk/-, 28.04.11

OMTALE AF IAK

Fyrede Nokia-folk er fattede og klar til nye job

Lukningen af Nokias udviklingsafdeling er dårligt nyt for ingeniørledigheden, men de fyrede vil hurtigt komme i arbejde, forudser brancheorganisationen. Det aktuelle ledighedstal fra Ingeniørernes A-kasse er netop nu 3,4 pct., hvilket svarer til, at 2.008 er uden job.
Ingeniøren/Lene Wessel, 29.04.11 (side 13)

ARBEJDSMARKED

Dansk arbejdsglæde bombet ti år tilbage
Produktivitet og innovation i Danmark er sat på hold af grådige og kortsynede ledere, afslører årets store undersøgelse af medarbejdertilfredsheden i private og offentlige virksomheder. En eksplosion i personaleomsætningen er enestående, og regningen bliver stor, forudser eksperter.
Børsen/Susanne Tholstrup, 29.04.11 (executive forside + side 2-3)

Debat: Lav dog en konstruktiv tilbagetrækningsreform
I forhandlingerne om regeringens 2020-plan er Dansk Folkeparti ude med et krav om, at efterløn først skal kunne opnås efter 40 år på arbejdsmarkedet. Jeg håber ikke forslaget bliver til virkelighed. Djøf støtter en udfasning af efterlønnen, som i høj grad har været en sovepude for en seriøs og helhjertet indsats mod nedslidning på arbejdsmarkedet. En afskaffelse af efterlønnen kombineret med forebyggende arbejdsmiljøindsats vil kunne frigøre mange ressourcer, der kan anvendes langt mere fremadrettet og konstruktivt. Dette skriver formand for Djøf, Finn Borch Andersen.
Politiken/-, 29.04.11 (kultur side 9)

UDDANNELSE

Højtuddannede udlændinge får ikke job
Stik imod hensigten ender en stor del af de højtuddannede udlændinge på greencard-ordningen enten som ledige eller i ufaglærte job. Kun et fåtal kan finde job, der passer til deres uddannelse, og derfor overvejer flere partier nu at give det røde kort til greencard-ordningen.
Berlingske/Rikke Brøndum, 29.04.11 (business forside + side 8-9)

ERHVERV

Nordea-boss spår drabelig bankkrig
Benhård konkurrence mellem de europæiske banker om at tilbyde de bedste rentesatser til virksomheder og solide privatkunder vil udløse en bølge af fusioner og frasalg i branchen, forudsiger Nordeas topchef Christian Clausen. Han udpeger Nordea som en af vinderne i krigen, hvor bankernes evne til at skaffe billige penge på kapitalmarkederne bliver afgørende for overlevelse.
Børsen/Morten Jeppesen, 29.04.11 (forside + side 6-7)

KLIMA

København scorer topkarakterer på bæredygtighed

København indtager andenpladsen over verdens mest beundrede storbyer i en undersøgelse ”Cities for citizens” fra rådgivningsfirmaet Ernst & Young. Overborgmester Frank Jensen satser med grønne initiativer på at tiltrække talenter og internationale arbejdspladser.
Børsen/Pia Lykke, 29.04.11 (executive side 4-5)

TRANSPORT

Op til 34.000 biler på ny motorvej
Hvis man bruger 16-18 mia. kr. på at bygge en ny hærvejsmotorvej op gennem Jylland fra Kolding eller Haderslev til lidt syd for Aalborg, vil man slippe for en del af den østjyske motorvej. Det viser beregninger af den fremtidige trafik, som konsulentfirmaet Cowi ved hjælp af en ny trafikmodel har lavet for Trekantsområdet Danmark.
Jyllandsposten/Lars From, 29.04.11 (side 2)

POLITIK OG ØKONOMI

Politikerne åbner indblik i pengekassen
Normalt får vælgerne ikke indsigt i pengestrømmene til folketingskandidaternes valgkampe. Men det får de nu. Jyllands-Posten lancerer i dag ”den politiske selvangivelse”, hvor 686 kandidater til det kommunale folketingsvalg har fået mulighed for at oplyse om økonomien bag deres valgkamp. 226 har allerede udfyldt deres politiske selvangivelse, mens 460 stadig holder pengestrømmene skjult.
Jyllandsposten/Christina Agger, 29.04.11 (forside + side 10-11)

Megafon: Rød blok slår Løkke med flere længder
Rød blok fører komfortabelt over blå blok i kampen om vælgernes gunst. Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville rød blok få 55,8 pct. af stemmerne mod blå bloks 44,2 pct., viser en Megafonmåling.
Politiken/Mads Brandstrup, 29.04.11 (forside + side 3)

Eksperter: Falsk VK-vækstmur
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kan gøre langt mere for arbejdsudbud og vækst frem mod 2020, end det der ligger på forhandlingsbordet lige nu. Det vurderer nogle af landets førende eksperter på området på selve dagen, hvor Venstre er vært for en stor vækstkonference på Christiansborg.
Børsen/Ulrik Horn, 29.04.11 (side 25)

Finansministeriet dumper DF’s efterlønsmodel
Finansministeriet har dumpet alle de forslag til ændringer af efterlønnen, som partierne har haft med til forhandlingerne om regeringens 2020-plan. Det gælder både Socialdemokraternes fem konkrete forslag og Dansk Folkepartis ønske om at reservere efter efterløn til dem, der har været mere end 40 år på arbejdsmarkedet.
Jyllandsposten/Knud Brix, 29.04.11 (side 8)

Dansk økonomi er i forårshumør
En undersøgelse viser, at industrien og servicesektoren har ikke set lysere på fremtiden, siden krisen begyndte. Det giver økonomerne troen på, at opsvinget for alvor har bidt sig fast. Undersøgelsen viser ikke mindst, at servicevirksomhederne, de suverænt største arbejdsgivere herhjemme med flere end en million ansatte, regner med at hyre flere de næste måneder.
Jyllandsposten/Bo Nielsen, 29.04.11 (erhverv side 3)

DF ønsker garanti mod skattelettelser
De Konservative må måske vinke farvel til drømmen om rigtige lettelser i skatten i de kommende år. DF støtter nemlig et forslag fra Kristendemokraterne om at indføre en skriftelig garanti mod ufinansierede skattelettelser. Det siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl.
Børsen/Ritzau, 29.04.11 (side 22)


 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1