AKTUEL OMTALE AF IDA
Industrien: Regeringens vækstpakke virker ikke på lang sigt
Her og nu vil den vækstpakke, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og vicestatsminister Lars Barfoed (K) netop har fremlagt, formentlig skabe en lille forbedring af væksten i Danmark. Men skulle vækstpakken virkelig gøre en forskel på lang sigt, skulle den have indeholdt helt andre og mere omfattende reformer end det, regeringen har på tegnebrættet. ”En vækstpakke kan naturligvis skabe job her og nu, men der skal tænkes langsigtet, så ressourcerne også holder til de kommende generationer”, siger formanden for Dansk Ingeniørforening, IDA, Frida Frost.
Politiken.dk/Marie Hjortdal, 23.08.11
OMTALE AF IAK
Thorbjørn straffes for at høre efter
Den 24-årige Thorbjørn Illemann Johansen fra Aalborg har gjort, som regeringen ønsker, og er blevet hurtig færdig med sin uddannelse som civilingeniør. Resultatet er bare, at han nu som ledig ikke kan komme på kursus. For så skal man være 25 år. - En absurd situation, siger Bolette Mohr Silassen, formand for Ingeniørernes A-kasse. Hun mener, at sagen er et godt eksempel på, hvordan ledighedssystemets mange regler og love kan spænde ben for hinanden.
Nordjyske.dk/Flemming Junker, 24.08.11
ARBEJDSMARKED
God ledelse kan holde de ældre på jobmarkedet
God ledelse, fleksible arbejdsforhold og et godt både fysisk og psykisk arbejdsmiljø kan få ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet, i stedet for at de senest trækker sig som 62-årige, sådan som 60 procent af de 50-55-årige i dag forestiller sig, at de vil gøre. Berlingske/ulha, 24.08.11 (side 10)
UDDANNELSE
Flere penge garanterer ikke bedre uddannelse
Flere analyser peger nu på, at der ikke er en klar sammenhæng mellem, hvor mange penge, man bruger, og de resultater, der kommer ud af uddannelserne. ”flere penge er ikke altid svaret, men det betyder på den anden side ikke, at færre penge kan give bedre kvalitet. Man skal passe på med at konkludere modsat, for det vil det sagtens kunne bruges til politisk,” siger formanden for Danske Universiteter, Jens Oddershede.
Information/Mette Klingsey, 24.08.11 (side 12+13)
Danmark vil mangle 150.000 uddannede i 2020
På trods af at næsten halvdelen af en årgang unge nu får en videregående uddannelse, så vil der i 2020 mangle godt 150.000 danskere med netop en videregående uddannelse, viser en analyse fra hovedorganisationen FTF.
Politiken/Thomas Flensburg, 24.08.11 (side 12)
Debat: De studerende hører intet
Uddannelsesinstitutionerne gør en stor indsats for at få internationale studerende til Danmark. Men når de studerende er optaget på studiet, tager det måneder at få opholdstilladelse, skriver Uddannelsesleder på Ingeniørhøjskolen i København, Jesper Stensbo Knudsen.
Jyllands-Posten/-, 24.08.11 (side 31)
ERHVERV
Konkursfrygt tager til i styrke
For første gang i år falder de danske virksomheders kreditværdighed, og det betyder, at risikoen for et stigende antal konkurser tager til i styrke. Det fremgår af en analyse fra Soliditet A/S, der løbende tager temperaturen på danske virksomheders kreditværdighed.
Børsen/Malene Severinsen, 24.08.11 (side 12-13)
Milliardtab i vente for Dong
Dong Energy må nu se flere milliarder forsvinde fra pengekassen efter udløb af lukrativ gasaftale samt dyre CO2-afgifter. Vindmøller og oliefelter for milliarder skal fylde hullet, varsler topchefen for Dong Energy.
Børsen/Jakob Skouboe, 24.08.11 (side 8-9)
LIGESTILLING
Tabu om løn skader kvinder
Den danske tradition for ikke at tale åbent om løn er med til at bremse ligestilling mellem mænd og kvinder, mener eksperter. Traditionen skyldes ikke kun generthed: Knap hver anden leder siger til de ansatte, at de ikke skal tale om løn. Det er på kant med loven.
Politiken/Kristine Korsgaard, 24.08.11 (Økonomi forsiden + side 11)
Uligeløn skyldes kun køn
Er du kvinde får du med stor sandsynlighed mindre i løn end dine mandlige kolleger, og det skyldes hverken uddannelse, anciennitet eller din bopæl. Det skriver HK Danmark i forbindelse med lanceringen af en ny version af fagforeningens ligelønsberegner som netop skulle være renset for disse faktorer. Kun diskrimination af kvinder kan altså ifølge HK forklare løngabet mellem kønnene.
Berlingske/mih, 24.08.11 (side 10)
POLITIK OG ØKONOMI
Minister erkender møllebrøler
Den gigantiske vindmølle park ved Anholt er blevet alt for dyr, erkender klima- og energiminister Lykke Friis (V). ”Vi skal have mest muligt grøn energi for pengene. Vi må erkende, at det fik vi ikke på den måde, det her udbud var skruet sammen på,” siger hun. Energikoncernen Dong var sidste år den eneste byder på opførelsen af vindmølleparken ved Anholt og Folketinget accepterede selskabets krav om en garantipris på 1,05 kr. for hver kilowattime.
Jyllands-Posten/Max Stougaard, 24.08.11 (Erhverv side 4)
Vækstplan svigter virksomhederne
Defensiv og kortsigtet. Sådan betegner førende økonomer regeringens vækstplan ”Holdbar Vækst” til knap 11 mia. kr. I klare vendinger beskyldes VK-planen for ikke at gøre noget for at forbedre konkurrenceevnen og tage hånd om Danmarks langsigtede vækstproblemer. ”Det handler meget om at få gang i noget forbrug lige nu og stoppe nogle huller i vejene”, siger professor Nina Smith fra Aarhus Universitet.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 24.08.11 (Forsiden + side 18-21)
Borgmester i krig mod monsterregn
København skal være langt bedre rustet til at håndtere ekstreme regnbyger, mener miljøborgmester Ayfer Baykal (SF). Hun vil have afsat 200 millioner kroner til at tøjle følgerne af skybrud. De Konservative vil finde pengene ved omprioriteringer.
Berlingske/Pauli Andersen, 24.08.11 (side 8)