AKTUEL OMTALE AF IDA
IDA om Durban: Skuffende, men forventet
Durban-aftalen om ikke at aftale noget som helst forpligtende bliver mødt af frustration af organisationer og iagttagere fra Greenpeace til Bjørn Lomborg. Kun EU-Kommissionen lader til at være tilfredse. IDA-formanden kalder aftalen for skuffende, men forventet.
For meget snak og for lidt fokus på handling. Sådan lyder reaktionen fra formanden for IDA, Frida Frost, oven på FN's klimatopmøde i Durban. »Det er skuffende, at der ikke kom mere ud af det. Det havde været bedre, om der var kommet fokus på handling,« siger Frida Frost om topmødet.
Ingeniøren.dk/Erik Holm, 12.12.11
Vejsektoren går efter de unge
Om få år vil Danmark mangle tusindvis af ingeniører og andre højtuddannede inden for de tekniske videnskaber. Og allerede i dag er afgangen af ingeniører fra vejsektoren tre gange så stor som tilgangen, oplyser Vejdirektoratet, der sammen med en række andre organisationer har tænkt sig at gøre noget ved problemet. De sætter nu fokus på rekruttering af unge og nyuddannede ti at varetage fremtidens arbejde med veje og trafik. Det sker gennem initiativet Vejforum, der sidste år fik et stort antal unge til at formulere en række konkrete ideer til, hvordan vejsektoren kan blive en mere attraktiv arbejdsplads. Her kom de unge ind på emner som praktikpladser, trainee-ophold, gæsteforelæsninger og studenterjobs. Bag Vejforum står blandt andre; Byplan, Vej og Trafik, IDA, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Ingeniøruddannelsernes lærere i vej- og trafikfagene.
Maskinteknik.dk/ak, 12.12.11
ARBEJDSMARKED
VK-regeringen ignorerede dimittendledighed i årevis
VK-regeringens indsats mod den stigende dimittendledighed var stort set ikkeeksisterende i årene efter finanskrisen, mener fagforeninger og eksperter. De håber, at S-SF-R-regeringen har lært lektien og lægger beskæftigelsesindsatsen om.
Information/Emil Rottbøll, 13.12.11 (side 12-13)
UDDANNELSE
Erhvervsgymnasier får ingen penge til nye klasser
Loftet på 28 elever i klassen kræver store ombygninger. Almene gymnasier kan få op til tre mio. per ny klasse. Handels- og tekniske gymnasier kan ikke få en krone. Ministeren for børn og undervisning, Christine Antorini, bekræfter, at puljen til udvidelser af gymnasier ikke omfatter tekniske og handelsgymnasier. ”Den pulje blev lavet, da de almene gymnasier blev til selvejede institutioner for år tilbage. Den er ikke til handels- og tekniske gymnasier,” siger hun.
Politiken/Jacob Fulsang, 13.12.11 (side 7)
Plan for IT i skolen, tak
Folkeskolerne bør alle have planer for, hvordan de bruger IT i undervisningen. Det viser en undersøgelse, som Dansk Erhverv har fået Interresearch til at lave. 92 procent svarer ja til, at skolerne skal lægge konkrete planer, mens kun tre procent er imod. Regeringen har netop sat 500 mio. kroner af til IT i folkeskolen over de næste fire år, sådan som den tidligere regering lagde op til. Brancheorganisationen IT-Branchen ser fire udfordringer for at skabe en digital folkeskole i verdensklasse: en stabil IT-infrastruktur med tidssvarende udstyr, fokus på at udvikle og bruge nye, digitale læremidler, styrkelse af lærernes kompetencer til at undervise digitalt og en klar retning fra ledelsen.
Berlingske/th, 13.12.11 (Business side 13)
Lærere skal have karakterer
Det skal ikke længere kun være elevernes præstationer, der skal måles og vejes i den danske folkeskole. Også lærerne skal måles, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Efter nytår går landets skoleledere i gang med en storstilet undersøgelse, ”Observation og vurdering”, af lærernes undervisning. Overalt i landet vil skolelederne sætte sig ud i klasseværelserne og overvære timerne for at ændre på lærerens undervisning efter behov.
Børsen/Ritzau, 13.12.11 (Politik/Økonomi side 18)
ERHVERV
Genbrugsfirma sætter idéer i system
To patenter, to spenderede millioner kroner og adskillige forbedringer af produktion og salg. Sådan lyder nogle af resultaterne for isoleringsfirmaet Papiruld Danmark A/S i Hillerød to år efter en innovationsdag for alle dengang 16 ansatte. De omfatter både faglærte og ufaglærte, kontorfolk samt ingeniører og andre højtuddannede. Alle bidrog med ideer – omkring 30 i alt. Direktør og grundlægger, Claus Skov anbefaler andre at holde idédag, også små og mellemstore virksomheder. ”Det er nødvendigt at samle alle og sikre sig god tid for at nå ud i alle hjørner. Hvis ikke man arbejder målrettet med at udvikle og drøfte ideer, så drukner de i dagligdagens praktiske arbejde, for eksempel når en kunde ringer med et problem.”
Berlingske/Nils-Ole Heggland, 13.12.11 (Business forsiden + side 14-15)
Vestas kæmper for at nå ordremålet for 2011
Vestas kæmper indædt for at undgå endnu en skuffelse i form af en ny nedjustering af selskabets 2011-resultater. Den kommer, hvis Vestas ikke formår at hente over 7000 megawatt vindmølleordrer hjem i ordrebogen inden nytårsaften. Vestas er dog lidt nærmere årets ordremål, efter at en stor en af slagsen tikkede ind i sidste uge. Dermed har vindmølleproducenten nu 18 dage til at hente de fornødne 1500 megawatt vindmølleordrer for at snige sig op over de 7000-8000 megawatt, Vestas har lovet merkedet i 2011.
Børsen/Jakob Skouboe, 13.12.11 (side 12)
Debat: Lyt til Udbudsrådet
En ny undersøgelse fra Udbudsrådet viser, at kommunerne kan spare op til 40 pct. af udgifterne til en given opgave ved at vælge en konkurrencedygtig privataktør. Konkurrence på de offentlige opgaver er en fordel for såvel borgere som kommuner, skriver Henrik Garver, direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. Han skriver at vi derfor må opfordre regeringen til at holde sig til de gode toner i regeringsgrundlaget og deroppe den individuelle skepsis over for udlicitering. Lyt til AKF og Udbudsrådets saglige undersøgelser
Børsen/-, 13.12.11 (side 2)
KLIMA
Mere affald skal genbruges
Om igen. Med den besked afviste Københavns teknik- og miljøudvalg i går Amagerforbrændingens anmodning om en udvidelse til fire milliarder kroner. Projektet med en arkitekttegnet skibakke på toppen skulle have øget affaldsforbrændingen med 30 procent, men det er blevet voldsomt kritiseret af eksperter og ngo’er: Det ville øge CO2-udledningen og afbrænde plast og andet affald, som mange nabolande genbruger.
Politiken/Michael Rothenborg, 13.12.11 (side 2)
Mager klimaaftale møder skuffelse over bred front
Den laveste fællesnævner for 192 lande står tydeligst tilbage efter afslutningen af det globale klimatopmøde i Durban i Sydafrika natten til søndag. Landene er først og fremmest enige om en aftale om en kommende aftale – et skridt, som klima-, energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard (R) betegner som en sejr for diplomatiet snarere end for verdens klima, mens de grønne organisationer kalder topmødet ”spild af tid” og med et ”usselt” udbytte.
Børsen/Jørgen Bendsen, 13.12.11 (side 24)
TRANSPORT
Politisk novice skal løse DSB-kaos
En 43-årig Mærsk-direktør skal stoppe skandalerne og give danskerne tog til tiden. Det er ikke erfaringer fra politisk ledede organisationer, der tynger på CV’et hos DSB’s nye topchef, 43-årige Jesper T. Lok, der mandag blev præsenteret som ham, der skal få statsvirksomheden ud af den seneste tids kaos. Den nye direktør kommer fra en stilling som øverste chef i det Mærsk-ejede rederi Svitzer. Her har han på få år skabt vækst, men spørgsmålet er, om han er rustet til spillet og de politiske slagsmål.
Politiken/Niels Fastrup, 13.12.11 (side 10)
POLITIK OG ØKONOMI
Værste reallønsdyk i 30 år
Hvis økonomerne virkelig har ret i, at krisen har givet danskerne flere penge til rådighed end tidligere, ser det ud til at slutte nu, netop som julen står for døren. For mens lønningerne er steget med ca. 2 pct. i år, lander inflationen formentlig på 2,8 pct., og gabet mellem lønudviklingen og prisudviklingen på 0,8 pct. point er ikke set værre i 30 år.
Jyllands-Posten/René Deichgræber, 13.12.11 (Erhverv side 2)
Danskerne vil stemme om pagt
Danskerne vil spørges, hvis Danmark skal underkaste sig de nye og skrappere økonomiske krav i europagten. Det viser en ny måling fra Rambøll/Analyse Danmark. Et flertal på 53,9 pct. af danskerne mener, at der skal en folkeafstemning til, hvis politikerne når frem til, at Danmark skal tilslutte sig den europagt, som de 17 eurolande blev enige om på EU-topmødet i weekenden.
Jyllands-Posten/Dorte Ipsen Boddum, 13.12.11 (Forsiden + side 8-10)
Dansk lønforspring skrumper ind
Den danske lønkonkurrence i fremstillingsindustrien er ikke helt så nedslidt, som den har været. Det viser en opgørelse over Danmarks lønkonkurrence i forhold til euroområdet fra 2001 til 2010, som lønmodtagerorganisationen Dansk Metal har lavet på baggrund af de nyeste tal fra Statistikudvalget, der består af medlemmer fra LO, DA, Økonomiministeriet og Finansministeriet. Ifølge opgørelsen er der i dag en forskel på under 1 pct., og dermed er Danmark stort set tilbage på konkurrenceniveauet fra 2001.
Jyllands-Posten/Martin Flink, 13.12.11 (Erhverv side 13)
Storfusion skal give kommuner milliongevinst
Landets største leverandør af drikkevand, der vil betjene en mio. danskere, ser nu dagens lys, når otte kommuner omkring København samler deres nuværende drikkevandsaktiviteter under ét fælles selskab med en årlig omsætning på 750 mio. kr. Forbrugere og virksomheder kan se frem til reduktioner i prisen på vand. ”Det bliver en stor udfordring i fremtiden at sikre nok drikkevand. Det kræver et tæt samarbejde mellem kommunerne. Og med et samlet selskab står vi langt stærkere i at realisere den målsætning,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S), der bliver storebror i det nye selskab, hvor kommunen vil sætte sig på næsten tre fjerdedele af aktierne.
Børsen/Jørgen Bendsen, 13.12.11 (Politik/Økonomi side 21)
Debat: Danmarks troværdighed står på spil
Danmark er dybt afhængig af, at landene omkring os i Europa har vækst og fremgang. Derfor rammes vi hårdt, når Europa er i krise. Heri ligger en stor del af forklaringen på, at danske virksomheder siden 2008 har nedlagt 175.000 arbejdspladser. Det viser med al tydelighed, at Danmark har en vital interesse i, at Europa får håndteret gældskrisen på en måde, der skaber tillid i det internationale samfund, skriver formanden for CO-industri, Thorkild E. Jensen og adm. Direktør i DI, Karsten Dybvad. De siger at, hvis Danmark vælger at stå uden for den kommende aftale er alternativet, at Danmark bliver kørt ud på et økonomisk sidespor. Det vil efterlade os i periferien af et Europa, som er stærkt på vej mod et tættere samarbejde.
Børsen/-, 13.12.11 (side 3)