AKTUEL OMTALE AF IDA
Samarbejde skal sikre vejsektor
Om få år vil Danmark mangle tusindvis af ingeniører og andre højtuddannede inden for de tekniske videnskaber. Et nyt tværgående samarbejde skal rekruttere flere unge til vejsektoren. En rapport fra Ingeniørforeningen, IDA, viser et kritisk behov for flere kloge hoveder i den nære fremtid. ”Rekrutteringssituationen er en kæmpeudfordring for hele vejsektoren og vi har taget anbefalingerne fra de unge med i udviklingen af et projekt, der skal gøre det mere attraktivt for de unge at specialisere sig til at arbejde med trafik- og vejemner”, fortæller sekretariatschef Jens E. Pedersen om projektet.
Danmarks Transport Tidende/-, 19.12.11 (side 11)
ARBEJDSMARKED
LO: Stærke ledige skal ud af jobcentre
Allerede inden regeringen har indkaldt til trepartsforhandlinger, er fagbevægelse og kommunerne røget i totterne på hinanden på spørgsmålet om hvem, der fremover skal styre beskæftigelsesindsatsen og dermed sætte sig på en opgave staten årligt bruger 8 milliarder kroner på. Ifølge LO kan regeringen få op til 16.000 flere i arbejde ved at fjerne ansvaret for en stor del af de ledige fra kommunerne og flytte dem tilbage til a-kasserne og staten.
Berlingske/Rikke Brøndum, 19.12.11 (business side 7)
Firmaer overvåger ansatte med GPS
Stadig flere af landets byggevirksomheder sætter GPS-sendere i deres firmabiler for dermed at kunne holde bedre øje med, hvad de ansatte foretager sig i arbejdstiden bl.a. for at sikre, at medarbejderne ikke udfører sort arbejde. BAT-Kartellet mener, der er åbenlyse problemer ved at overvåge de ansatte.
Jyllands-Posten/Morten Johnsen, 19.12.11 (forsiden + erhverv&økonomi side 5)
UDDANNELSE
Mange fagligt stærke vælger 10. klasse
Flere unge bør tage på efterskole i 9. klasse i stedet for 10., mener undervisningsministeren. Ifølge en ny rapport er mange elever i efterskolerens 10. klasser fagligt stærke i forhold til eleverne i de kommunale 10. klasser. Undersøgelsen viser, at en del elever med dårlige karakterer og behov for et fagligt løft fravælger det ekstra skoleår. De går i stedet direkte fra folkeskolens 9. klasse til erhvervsskolerne.
Berlingske/Bodil Jessen, 19.12.11 (side 4-5)
Højtuddannede Blerti Minxhozi landsforvises
Danmark bryster sig af at invitere højtuddannet udenlandsk arbejdskraft til landet. Men nu bliver en albansk mand smidt ud efter at have taget en lang videregående uddannelse. På onsdag skal Blerti Minxhozi være ude af Schengen-området – 22 dage før han skal aflevere sit speciale på Økonomisk institut ved Københavns Universitet. En uddannelse, der er finansieret af den danske stat.
Politiken/Nina Peitersen, 19.12.11 (side 3)
ERHVERV
Minister vil presse medicinalindustri
Medicinalindustrien kommer til at betale sin del af de stramme sundhedsbudgetter i fremtiden. Sundhedsminister Astrid Krag (SF) vil kræve mere af medicinalindustrien, når den vil have ny medicin godkendt. Hun vil også have flere kopier på markedet.
Jyllands-Posten/Lone Andersen, 19.12.11 (erhverv&økonomi side 6-7)
Det offentlige blæser på betalingsfristerne
Danske virksomheder må i stor grad lege bank for det offentlige. Årsagen er, at kommuner, regioner og statslige myndigheder ofte ikke overholder de betalingsfrister, som virksomhederne har sat. Derfor er mange tvunget til at afregne moms med skat, inden fakturaen overhovedet er betalt. Venstre mener det er noget svineri.
Børsen/Jørgen Bendsen, 19.12.11 (side 20)
LIGESTILLING
Debat: Ansvar – ikke kvoter
”I flere år har vi diskuteret, om det vil være en god idé at indføre kvindekvoter til bestyrelsesposter eller ej. Hvis vi indfører kvindekvoter, kommer jeg aldrig ind i bestyrelsesarbejde. Jeg ønsker at komme ind i en bestyrelse, fordi jeg er god, og fordi der er behov for min kompetence i pågældende virksomhed, ikke fordi jeg er kvinde. Jeg tror, at hvis en kvinde arbejder for sagen og har kompetencerne til en bestyrelsespost, og ønsker det, så får hun jobbet”, lyder det fra Marianne Andersen, svagstrømsingeniør, E-MBA, Marketing Director.
Børsen/Marianne Andersen, 19.12.11 (side 2)
POLITIK OG ØKONOMI
Opgør med danskernes afdragsfrie lån
Landets største realkreditsinstitut, Nykredit, vil som de første herhjemme bremse brugen af afdragsfrie lån med lave startydelser og variable renter. Det vil ifølge økonomer gøre boliglån dyrere og presse priserne ned, men ikke desto mindre et fornuftigt skridt mod et mere stabilt boligmarked, lyder det. Ejendomsmæglerne er derimod bekymrede.
Berlingske/Jette Aagaard, 19.12.11 (forsiden + business side 4-6)
Kritik fra egne rækker: For stor magt hos departementschefer
Departementschefernes magt i det politiske system vokser, og nu advarer en række tidligere departementschefer imod, at magten koncentreres i embedsapparatet. Topembedsmændene skal nemlig hverken stå til ansvar over for Folketinget eller vælgerne. I stedet for at undersøge politikernes særlige rådgivere, burde fokus snarere rettes mod de magtfulde departementschefer, som gradvist har overtaget flere af ministerenes arbejdsopgaver, men fortsat arbejder i skjul for offentligheden.
Information/Camilla Stampe, 19.12.11 (forsiden + side 4-5)
Ny afgift koster varmekunder dyrt
En stigning på 500 pct. i den såkaldte NOx-afgift vil betyde en ekstra regning på op til 1.000 kr. lyder det fra Dansk Energis adm. direktør, Lars Aagaard. Regeringens bud var oprindeligt et prishop på 125 kr. om året for fjernvarmekunder. Ifølge Skatteministeriet vil en femdobling af NOx-afgiften udløse en regning til landets 3 mio. hustande på rundt regnet 175 mio. kr.
Jyllands-Posten/Michael Stenvei, 19.12.11 (erhverv&økonomi forsiden + side 4) ¨
Der skal fyres op under debatten i Folketinget
De politiske topmødebatter fra valgkampene skal udbredes til folketingssalen. Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), vil indføre en helt ny debatinstitution på Christiansborg, hvor oppositionens partiledere én gang om ugen mødes i en åben konfrontation med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Ideen er at gøre det mere spændende for borgerne at følge med.
Berlingske/Carl Emil Arnfred, 19.12.11 (side 8)
SF laver kriseplan for at vende skuden
SF sætter nu en målrettet indsats ind for at imødegå den dybe krise, som partiet er kommet i efter de tre første måneder i regering. Det sker i erkendelse af, at SF har forsømt at fortælle, hvad det vil sige at være et socialistisk parti i regering. Derfor skal Villy Søvndal nu spille en mere synlig rolle i dansk politik.
Politiken/Mads Brandstrup, 19.12.11 (forsiden + side 4)
FØDEVARER OG SUNDHED
Danskere dumper behandling af psykisk syge
Vigtigere end syge hjerter og allergi. Højere på listen end sukkersyge og forebyggelse og kun overgået af kræft. Sådan bedømmer danskerne vigtigheden af at behandle psykisk sygdom i en meningsmåling. Mere end hver tredje dansker er parat til at betale mere i skat for at hæve standarden inden for psykiatrien. Sundhedsministeren lover at forbedre forholdene.
Jyllands-Posten/Hanne Fall Nielsen, 19.12.11 (side 7)
ØVRIGE NYHEDER
Dyrt at være i København
København placerer sig som nr. 5 på listen over verdens dyreste byer. ”Det er typisk almindelige dagligdagsprodukter som benzin, bleer og busbilletter, der er dyrere i Danmark end i mange af de andre storbyer”, siger Martin Andersen, der er dansk Country Manager for PriceRunner, som laver undersøgelsen.
Jyllands-Posten/Ritzau, 19.12.11 (erhverv&økonomi side 2)
Butikker i modangreb på snyltere
Forretninger forsøger med forskellige krumspring at bekæmpe forbrugere, der udnytter rådgivning. Såkaldte servicesnyltere presser de fysiske butikkers indtjening. Lavprisjægerne har fået et nyt redskab, der ifølge Forbrugerrådet og eksperter giver dem endnu mere magt. Med mobilen kan man læse en vares stregkode og straks få oplyst markedets laveste pris. Som konsekvens oplever PriceRunner stadig oftere, at butikker fjerner navne og numre på varerne.
Politiken/Jakob Sorgenfri Kjær, 19.12.11 (forsiden + side 10)