AKTUEL OMTALE AF IDA
Samarbejde skal sikre vejsektor
Et nyt tværgående samarbejde skal rekruttere flere unge til vejsektoren. En rapport fra Ingeniørforeningen IDA viser et kritisk behov for flere kloge hoveder i den nære fremtid. Selv med forbehold for en lavkonjunktur vil Danmark i 2020 opleve en mangel på 18.000 ingeniører og andre højtuddannede inden for de tekniske videnskaber. Vejsektoren tager nu næste skridt for at rekruttere unge og nyuddannede til at varetage fremtidens arbejde med veje og trafik.
Transport Tidende.dk/-, 08.12.11 + Mester Tidende.dk/tøtte, 08.12.11
Ligestillingspris
Ingeniørforeningens Agnes og Betzy Pris uddeles i år til lektor Jingdong Zhang fra DTU Kemi. Ingeniørforeningen, IDA, uddeler prisen årligt. Den går til en person, der er med til at fremme ligestillingen eller synliggøre kvinder inden for ingeniørfaget eller til en kvindelig ingeniør, der har præsteret noget bemærkelsesværdigt.
Dagbladet Køge/-, 08.12.11 (side 2) + Dagbladet Roskilde Tidende/-, 08.12.11 (side 2)
International konference om risikostyring med deltagelse fra Kromann Reumert
Konferencen "International Risk Management" blev afholdt i DGI-Byen i et samarbejde mellem Ingeniørforeningens Selskab for Risikostyring, Alectia, Rambøll og Kromann Reumert. Kromann Reumerts advokat, Anders Vestergaard Buch, deltog sammen med repræsentanter fra World Trade Center, Metroselskabet, Femern A/S, LEGO og Bispebjerg Hospital i en paneldebat om, hvordan risikostyring kan sikre, at bygge- og anlægsprojekter gennemføres til tiden og til det budgetterede beløb.
KromannReumert.com/-, 08.12.11
UDDANNELSE
Rekordmange unge læser videre
Mere end halvdelen af en ungdomsårgang forventes at gennemføre en videregående uddannelse. Det viser en statusopgørelse fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Mens forventningerne sidste år var, at kun 49,4 pct. ville få en uddannelse, er der nu sket en markant stigning, så 53,6 pct. står til at få et eksamensbevis. Uddannelsesminister, Morten Østergaard (R), vil løfte rekordniveauet endnu mere.
Jyllands-Posten/Marchen Neel Gjertsen, 09.12.11 forside + side 14-15)
KLIMA
COP17: Eu går i alliance med verdens fattigste lande
EU’s 27 medlemslande går sammen med 90 af verdens fattigste lande for i fællesskab at lægge pres på klodens største CO2-udledere, Kina og USA. Sammen vil de arbejde for, at der ved klimatopmødets afslutning i aften er opnået enighed om en fremtidig fælles klimaaftale, hvor alle lande forpligter sig juridisk senest i 2015.
Information/Jesper Løvenbalk Hansen, 09.12.11 (side 10)
Lidegaards tidsplan for energiaftale skrider
Danmark får ikke en bred energiaftale inden nytår, hvilket ellers var klima- og energiministerens plan. Det kan skabe et investeringstomrum, og Danmark kan desuden blive til grin i EU, hvis partierne ikke lander en bred aftale.
Børsen/Lasse Ladefoged, 09.12.11 (side 26-27)
Dansk Energi og grøn tænketank går sammen mod regeringens NOx-afgift
Et usandsynligt makkerpar har dannet fælles front mod regeringens nye afgift på industriens NOx-forurening. Dansk Energi og CONCITO har sammen lavet et alternativt forslag til regeringen. De foreslår at NOx-afgiften kun fordobles, frem for en femdobling, men til gengæld skal der lægges en ny afgift på brændeovne og transportsektoren. Denne model vil ikke skade virksomhedernes konkurrenceevne nær så meget, mener Dansk Energi og CONCITO.
Information/Nola Grace Gaardmand, 09.12.11 (side 2)
Landmænds sprøjteudstyr skal synes
Landmændenes sprøjteudstyr virker langt fra altid optimalt. De hidtidige stikprøvekontroller fra NaturErhvervstyrelsen har i gennemsnit fundet fejl ved 7 ud af 10 sprøjter. Og forkert dosering og spild kan betyde større mænger af gift, der siver ned til grundvandet eller skader dyr og planter. Derfor skal landmændenes omkring 20.000 sprøjter nu til regelmæssigt syn på samme måde, som en bil skal. Der skal langt mere til, siger miljøfolk. Ida Auken lover flere indgreb.
Politiken/Michael Rothenborg, 09.12.11 (side 7)
TRANSPORT
Flere europæere skal rejse med tog
Mere konkurrence og bedre vilkår for passagerer og godskunder skal puste liv i de europæiske jernbaner. Passager- og godstransport med tog er et omdrejningspunkt for en grønnere udvikling af transportsektoren, og de nye regler skal medvirke til at hæve markedsandelen for passager- og godstransport fra de lave niveauer på seks og ti procent.
Berlingske/Lasse Lange, 09.12.11 (business side 12-13)
POLITIK OG ØKONOMI
Fælles dansk front mod ny EU-købelov
Både Forbrugerrådet og dansk erhvervsliv frygter kaos, hvis et forslag fra EU-Kommissionen om en fælles europæisk købelov bliver til virkelighed. Forslaget går ud på at fremme samhandlen over grænserne i EU. Men resultatet kan nemt blive det stik modsatte, nemlig administrativt kaos og forvirring hos alle aktører på markedet, lyder kritikken fra Forbrugerrådet, DI og Dansk Erhverv.
Børsen/Ursula Taylor Rechnagel, 09.12.11 (side 16)
Krisebidrag: Danmark tilbyder 40 milliarder kroner
På topmødet i Bruxelles er EU’s ledere tæt på at opnå enighed om at bede deres nationalbanker sende op mod 1.400 milliarder kroner til Den Internationale Valutafond (IMF). Helle Thorning-Schmidt støtter, at Nationalbanken giver IMF adgang til op mod ekstra 40 mia. kr. Pengene skal gå til den gældsramte eurozone.
Politiken/Kåre Pedersen, 09.12.11 (side 12-13)
Recession truer uanset ny EU-traktat
Det nye år bliver et tabt år for eurozonen. Uanset om det lykkes EU’s regeringschefer at blive enige om en ny traktat, der kan stoppe gældskrisen, så er de negative konsekvenser på kort sigt uundgåelige. Faren for recession i de 17 euro-lande i hele 2012 er overhængende.
Børsen/Hakon Redder, 09.12.11 (side 32-33)