Udskriv siden

7. januar 2011

AKTUEL OMTALE AF IDA

Folkeskolen taber matematik-talenter
Andelen af elever, der leverer toppræstationer i matematik i Danmark, er faldet fra 2003 til 2009, viser den nye Pisa-undersøgelse. Formanden for IDAs uddannelsesudvalg, Flemming Krogh, der er chefkonsulent ved Ingeniørhøjskolen i København, mener, at Pisa-undersøgelsen er for smal til, at der kan konkluderes så pessimistisk ud fra den, men at der skal fokus på at gøre naturvidenskab og matematik interessant for eleverne. Og dette kræver blandt andet, at lærekorpset styrkes.
Ingeniøren/Mette Buch Jensen, 07.01.11 (side 12)

De bedst lønnede ingeniører
De nordsjællandske ingeniører kan glæde sig over, at de er de bedst lønnede ingeniører i landet. Men finanskrisen påvirker stadig også her, hvor der godt nok har været en lønstigning, men "kun" på tre pct. Det fremgår af den seneste lønstatistik fra Ingeniørforeningen, IDA.
Frederiksborg Amts Avis/-, 06.01.11 (side 3)

Danskerne er åbne for kørselsafgifter
Et flertal af danskerne er klar til at indføre roadpricing, hvor kørselsafgiften blandt andet baseres på bilens miljøpåvirkning. Det viser en undersøgelse foretaget for Ingeniørforeningen. De mindst miljøbelastende biler skal favoriseres i forhold til de tunge benzinslugere, både når det gælder turens længde og det tidsrum der køres i. Det giver danskerne udtryk for i en ny undersøgelse foretaget for Ingeniørforeningen, og derfor håber formanden for Ingeniørforeningens Teknologiudvalg, Per Højbjerre, at politikerne får fornyet fokus på den stigende trængsel og CO2-udledning.
Transportnyhederne.dk/Jesper Christensen, 06.01.11 + Ing.dk/-, 06.01.11 + Transporttidende.com/-, 06.01.11

ARBEJDSMARKED

Stemmer du også på LO?
LO’s topfolk kan sidestilles med partiledere i debatten op til valget. S-SF har givet dem en magt, de ikke har haft i årtier. Fagbevægelsen bruger millioner på kampagner, vurderer eksperter. Taber rød blok, kan det blive skæbnesvangert for LO, lyder det fra beskæftigelsesministeren.
Information/Marchen Neel Gjertsen, 07.01.11 (forside + side 6-7)

Akademikere tvivler på rød plan for arbejdstid
Arbejdsmarkedet er i dag blevet så kompliceret, at en klassisk aftale mellem politikere og fagforeninger ikke alene er en tilstrækkelig forudsætning for reelt at kunne sikre en times arbejdstid mere om ugen. Sådan lyder det fra Akademikernes Centralorganisation. Fagbevægelsen har en begrænset magt, mener AC’s afdelingschef, Niels Lykke Jensen.
Information/Mette Klingsey, 07.01.11 (side 6)

UDDANNELSE

Madordninger nederst på ønskeseddel
Forældre vil langt hellere have flere varme hænder og mere uddannelse til pædagogerne i daginstitutionerne frem for madordninger. Det viser de foreløbige resultater af en ny rundspørge blandt ca. 2.000 forældre fordelt på 23 kommuner.
Berlingske Tidende/Kasper Frandsen, 07.01.11 (side 5)

Studerende bliver overuddannet
Alt for mange universitetsstuderende bliver kandidater. Det mener Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, der vil have flere studerende til at stoppe studierne, når de har fået deres bachelorgrad. Meldingen kommer midt i debatten om efterlønnen, som DF vil bevare. I stedet kræver partiet en reform af uddannelsessystemet. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen medgiver, at på enkelte businessuddannelser kan det give mening at sende bachelorerne ud på arbejdsmarkedet, men ellers afviser hun tankerne fra DF.
Jyllandsposten/Christian Hüttemeier, 07.01.11 (forside + side 4-5)

Flere på skolebænken under krisen
Klasselokalerne fyldes, når det er langt mellem jobannoncerne. På grund af den stigende arbejdsløshed er flere begyndt at uddanne sig. Det glæder eksperterne, for et af dansk økonomis grundlæggende problemer er, at uddannelsesniveauet er for lavt. Udviklingen er positiv, mener både DI og AE. I en årrække har det nemlig været svært at få unge danskere til at tage en videregående uddannelse.
Jyllandsposten/Eva Aagaard, 07.01.11 (erhverv side 5)

ERHVERV

Vestas fik amerikansk rekordår
2010 var et indbringende slagsår for vindmølleproducenten Vestas, som skabte ordrerekord i Nordamerika. Det skriver Vestas på sin hjemmeside. Vindmøllegiganten skrev under på 15 ordrer i alt, hvilket svarer til 871 vindmøller eller 1883 MW (megawatt) i alt. Det er det bedste årsresultat i Nordamerika, siden Vestas i 1981 gik ind på markedet.
Berlingske Tidende/RB-Børsen, 07.01.11 (business side 4)

Håndværkere flygter fra byggejob
Håndværkere i stort tal forlader nu de udpinte bygge – og anlægsfag, der inden for de seneste år har været plaget af den værste krise i nyere tid. Det sker efter en periode, hvor ledigheden inden for flere af byggeområdets A-kasser har været historisk høj, og hvor tæt ved hver syvende job er blevet nedlagt. "Et kæmpeproblem". Sådan betegner fagforbundet 3F det, at mange faglærte håndværkere forlader de store byggefag. Det kan skabe flaskehalse og lønpres på dette område om få år.
Berlingske Tidende/Lars Erik Skovgaard, 07.01.11 (business side 9)

Debat: Behov for risikovillig kapital
Det danske samfund går glip af velstand, når iværksættere og små virksomheder, der ønsker at vokse, ikke kan opnå afgang til kapital. Tilstrækkelig risikovillig kapital er en forudsætning for, at alle sunde virksomheder får en fair mulighed for at bidrage til den fælles dagsorden for økonomisk vækst, beskæftigelse og innovation. Dette skriver analysechef i Dansk Erhverv, Geert Laier Christensen.
Børsen/-, 07.01.11 (side 2)

KLIMA

Valgkamp forhaler regeringens klimaplan
Regeringens plan for et Dannmark uden kul, olie og gas er et ubekvemt emne i valgkampen, fordi den fordrer nye investeringer. Energi - og klimafolk kritiserer nye forsinkelser af planen.
Information/Jørgen Steen Nielsen, 07.01.11 (side 8)

Om 30 år er det for sent at stoppe Grønlands afsmeltning
Senest om 30 år når Grønland er "point of no return". Herefter vil intet kunne sætte en stopper for en vedvarende afsmeltning af indlandsisen. Det fremgår af et opsigtsvækkende internationalt forskningsresultat, der er baseret på data og modelkørsler fra Danmarks Meteorologiske Institut. Is – og havekspert erklærer sig enig.
Berlingske Tidende/Lars Henrik Aagaard, 07.01.11 (side 12)

TRANSPORT

Metroaftale indgåes i dag
En af danmarkshistoriens største anlægskontrakter bliver indgået i dag, når tre italienske entreprenørvirksomheder indgår aftale om at bygge en ny metro i København. Kontrakten har en værdi af 21,3 mia. kr., og det er Copenhagen Metro Team, der står bag.
Jyllandsposten/Ritzau, 07.01.11(erhverv side 2)

POLITIK OG ØKONOMI

Udlændinge betaler gebyr for opholdet
Regeringen forventer at tjene millioner på brugerbetaling for udlændinge, der vil arbejde og studere i Danmark. Både oppositionen og erhvervslivet er imod de nye udlændingegebyrer, der trådte i kraft nytårsaften, og som ifølge regeringen vil skæppe i statskassen med omkring 140 millioner kroner om året.
Politiken/Hans Davidsen-Nielsen, 07.01.11 (side 4)

Mange S-formænd afviser ændring i efterløn
Socialdemokraternes kredsformænd er ikke stemt for ændringer i efterlønsordningen, som Helle Thorning-Schmidt lægger op til. En rundspørge foretaget af Ritzau i det socialdemokratiske bagland viser, at 29 pct. af de 59 kredsformænd, der har svaret, vil bevare den efterlønsordning, som blev aftalt ved velfærdsforliget i 2006.
Berlingske Tidende/Ritzau, 07.01.11 (side 4)

Trøjborg: Serviceniveauet skal ned
Skolelukninger, mindre hjælp til handicappede og færre penge til udsatte børn og ældre. Det bliver nogle af konsekvenserne af de historiske besparelser, kommunerne skal gennemføre i 2011. Det gjorde både kommunernes socialdemokratiske formand, Jan Trøjborg og finansminister Claus Hjort Frederiksen klart, da kommunernes økonomi i går var på dagordenen ved et stormøde i Aarhus.
Berlingske Tidende/Claus Kragh, 07.01.11 (side 7)

Finanskrisen koster 200 mia kr
Stigende arbejdsløshed, hul på boligboblen og et stort underskud på de statslige budgetter. Det er, hvad finanskrisen har ført med sig, siden den ramte tilbage i foråret 2008. Og Jesper Rangvid, der er professor på Handelshøjskolen CBS i København, vurderer over for DR Penge, at omkostningerne indtil nu ligger på 200 mia. kr.
Børsen/Ritzau, 07.01.11 (side 16)

Konservative i historisk nedsmeltning
De Konservative med Lene Espersen ved roret er på randen af et vælgermæssigt kollaps med den største nedtur i næsten 100 år. En ny Greens-måling foretaget for Børsen giver blot De Konservative 4,5 pct. af stemmerne med kun få måneder til næste valg, og partiet har ikke høstet et ringere valgresultat siden 1913.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 07.01.11 (forside + side 16-17)

Vælgerne: Helles person men Løkkes politik
Den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt skal være statsminister efter valget. Men hun skal gennemføre den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussens økonomiske politik. Sådan lyder vælgernes dom i en ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 07.01.11 (side 18)

 

 

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1