AKTUEL OMTALE AF IDA
Debat: Mænd og barsel – ikke mere tid at spilde
”Ligestillingsministerens hjemmeside om mænd og barsel er ikke opdateret siden 2007. Lad os håbe, det er en smutter, selv om det også fortæller lidt om det manglende fokus på området. Til gengæld har ministeren nedsat et mandepanel, der skal komme med et katalog af gode ideer til at fremme ligestilling i løbet af efteråret 2011. Det glæder vi os til i Ingeniørforeningen (IDA). Om end vi hæfter os ved, at mandepanelet allerede i sit kommissorium har fået mundkurv på med sætningen: ’Da Danmark har formel ligestilling, skal løsningenerne som udgangspunkt ikke findes ved at ændre lovgivningen’. Det er ærgerligt, at debatten på den måde begrænses.” Sådan indleder formanden for Ingeniørforeningens ligestillingsudvalg Jytte Hinnerup et debatindlæg i dagens Politiken.
Politiken / Jytte Hinnerup, 30.06.11 (kultur side 6)
Ny direktør i Ingeniørforeningen
15. august starter Michael Hjortlund som ny administrerende direktør i Ingeniørforeningen, IDA. Michael Hjortlund kommer fra en stilling som direktør og bestyrelsesmedlem i det internationale konsulenthus, Valcon A/S, hvor han bl.a. har det overordnede ledelsesansvar for virksomhedernes aktiviteter i Indien og Norge. Michael Hjortlund, 42 år, er uddannet cand.polit. fra KU og har skrevet ph.d. fra Aalborg Universitet.
Politiken / -, 30.06.11 (side 8) + Helsingør Dagblad / -, 30.06.11 (side 4)
Ny IDA-direktør kommer fra konsulentbranchen
Med valget af Michael Hjortlund får Ingeniørforeningen ifølge formand Frida Frost en topchef, som er klædt på til at føre IDAs vision 2020 ud i livet. En vision, som har fokus på at skabe en global og virtuel foreningen, som er åben døgnet rundt, forklarer Frida Frost: ”Vores valg af Michael styrker helt klart IDA, og specielt er jeg sikker på, at han er den, som kan omsætte vores vision til konkrete handlinger i de kommende år. Vores medlemmer er i dag på det globale arbejdsmarked, og derfor skal IDA udvikle sig med ydelser, kompetencetilbud og måden at kommunikere med vores medlemmer på. Michael Hjortlund har en global profil, kender ingeniørbranchens vilkår samt er stærk på forandringsledelse. Han har tillige erhvervserfaring fra både den offentlige og private sektor,« siger Frida Frost.
Ingeniøren.dk / Lene Wessel, 29.06.11 + AkademiskArkitektforbund.dk / -, 29.06.11
Elisabeth Geday
Den 45-årige Elisabeth Geday bliver DRs kommunikations- og HR-direktør og indgår i DRs direktion fra den 1. august. Elisabeth Geday har en solid erfaring fra kommunikationsbranchen og et indgående kendskab til arbejdsmarkedsområdet. DRs kommende kommunikations- og HR-direktør har siddet i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2005 til 2007, hvor hun var partiets arbejdsmarkedsordfører. Inden da har Elisabeth Geday, der er uddannet cand.scient.pol., arbejdet med presse og kommunikation gennem 15 år i Dansk Arbejdsgiverforening, Ingeniørforeningen i Danmark, SiD og Advice A/S.
Horsens Folkeblad / -, 29.06.11 (side 4)
ARBEJDSMARKED
Private dagsinstitutioner vinder frem i København
Forældre starter nu private dagsinstitutioner i København for at slippe for dårlige normeringer og kommunale nedskæringer. Tendensen har stået på i resten af landet i flere år, men nu vil forældrene i hovedstaden også privatisere. Børneeksperter ser det som et tegn på, at forældre tager ansvar for deres børn.
Information / Lasse Wamsler, Kristian Villesen og Lasse Lavrsen, 30.06.11 (side 4)
24 dræbt på jobbet
Nye tal fra Arbejdstilsynet viser, at 24 har mistet livet i danske job siden nytår. Sidste år omkom 39 ved dødsulykker på landjorden, og det var det laveste antal nogensinde. Arbejdstilsynet tæller kun ulykker, der sker på land. En række ulykker til søs bringer det reelle antal på mindst 29 dræbte på job i 2011.
Jyllands-Posten / Ritzau, 30.06.11 (erhverv side 2)
UDDANNELSE
Forskningsråd advarer politikere
Regeringens egne forskningsråd kalder det ’ubegribeligt’, at politikerne ikke sikrer, at der er penge til forskning fremover. Den benhårde kritik kommer nu fra regeringens egne forskningsråd i en kronik i Berlingske i dag. Helt usædvanligt har formandskabet i Danmarks Forskningspolitiske Råd, Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation sammen skrevet indlægget, hvor de går i rette med politikernes forvaltning af forskningsområdet.
Berlingske / Uffe Tang, 30.06.11 (side 12)
Ny rektor på DTU
Bestyrelsen for Danmarks Tekniske Universitet har besluttet at ansætte den nuværende prorektor, professor, dr.techn. Anders Overgaard Bjarklev som ny rektor for DTU fra 1. november.
Børsen / Ritzau, 30.06.11 (side 18)
Skoler er uforberedte på skoleskyderi
Danske folkeskoler sylter Undervisningsministeriets to år gamle retningslinjer om beredskab ved skoleskyderier. Daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) var ellers klar i mælet, da han efter skolemassakren i Tyskland i marts 2009, hvor en tidligere elev dræbte 15 på sin gamle skole, erklærede, at alle danske folkeskoler skulle have en handlingsplan klar, hvis det værst tænkelige skulle ske. En rundspørge foretaget af Berlingske bland 490 skoler viser, at kun hver fjerde skole har en sådan plan klar.
Berlingske / Niels Schack Nørgaard, Jens Anton Bjørnager og Lena Masri, 30.06.11 (side 4-5)
ERHVERV
Mærsk kritiseres for kartel-lignende samarbejder
Mærsk kritiseres nu direkte for at lægge hindringer i vejen for den frie konkurrence ved at deltage i kartellignende samarbejder. Det er de europæiske afskiberes organisation, ESC, som finder det kritisabelt, at verdens største containerrederi er medlem af 16 såkaldte linjekonferencer, hvor rederier mødes for at diskutere blandt andet fragtrater og olietillæg. Mærsk afviser, at der foregår noget ulovligt på konferencerne.
Børsen / Ursula Taylor Rechnagel, 30.06.11 (side 6-7)
Dansk patentkrise arværget
Finanskrisen tog hårdt på de danske virksomheders innovationslyst, og siden 2008 har antallet af danske patentansøgninger været drastisk faldende. Nu tyder meget dog på, at de danske virksomheder igen har sat fokus på innovation, og at den danske patentkrise dermed kan aflyses. Det viser en særkørsel, som Patent- og Varemærkestyrelsen har kørt for Berlingske Business.
Berlingske / Søren Springborg, 30.06.11 (business side 5)
TEKNOLOGI
Hver anden over 65 har aldrig været online
Ifølge Danmarks Statistik har 44 pct. af danskerne amellem 65 og 89 år aldrig brugt internettet. Der er dog sket en udvikling i løbet af de senere år, hvor flere seniorer er kommet med på den digitale bølge. Bare sidste år svarede 53 pct. af 65-89-årige, at de aldrig har været på nettet.
Politiken / Ritzau, 30.06.11 (side 3)
KLIMA
Dansk badevand renere end i artier
Der er stadig mange steder med alger, mudderbund og dårlige forhold for dyr og planter. Og der er stadig periodiske badeforbud efter heftige regnskyl, hvor bakterier skylles fra kloakker ud i søer og strande. Men alt i alt har risikoen for at blive syg af en dukkert i Danmark ikke været så lav, siden systematiske målinger begyndte for 29 år siden. Furesøen er blevet rekordren efter international målestok.
Politiken / Michael Rothenborg, 30.06.11 (side 4)
Erhvervsaffald kan ramme dig i nakken
I disse dage forhandler miljøministeren en ny ordning for erhvervsaffald på plads med Folketinget. Forligskredsens foretrukne løsning er, at firmaer selv skal tilmelde sig, hvis de vil bruge den kommunale genbrugsplads. Men den ordning vil medføre, at almindelige husholdninger skal betale for erhvervslivets skrald. Sådan lyder det fra kommunale affaldsselskaber, der forventer omfattende affaldssvindel.
Politiken / Jakob Sorgenfri Kjær, 30.06.11 (side 13)
POLITIK OG ØKONOMI
Politisk flertal afviser DF’s garantiforslag
Venstre, Konservative og Socialdemokratiet afviser at bruge flere skattekroner til at redde bankerne og skyder dermed DF’s forslag om, en ny garantiordning ned. Kun De Radikale efterlyser også mere hjælp til den pressede sektor.
Børsen / Heidi Birgitte Nielsen, 30.06.11 (side 8-9)
Per Ørums forhandlingsgevinst kræver EU-godkendelse
Det centrale krav, som Per Ørum Jørgensen (KD) fik igennem som betaling for på fredag at stemme for toldkontrollen ved grænserne, kan ikke opfyldes uden EU-Kommissionens godkendelse, bekræfter økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Alligevel er Per Ørum godt tilfreds med aftalen.
Information / Christian Lehmann, 30.06.11 (side 2)
Gæld et større problem end konkurrenceevne
Danskernes enorme gæld er en langt større trussel mod dansk økonomi end konkurrenceevnen, mener cheføkonom i SEB, Thomas Thygesen. Afviklingen af verdens største private gældspukkel kommer til at tage flere årtier, medmindre det lykkes at sikre vækst og positiv lønudvikling i dansk økonomi.
Børsen / Thomas Bernt Henriksen, 30.06.11 (side 18-19)
Kristne fusionerer med Fælleslisten
Kristendemokraterne får ny styrke i deres kamp for at vende permanent tilbage til Folketinget. I dag offentliggør partier, at det har indledt et formelt samarbejde med den nordvestjyske protestliste Fællesliste. Fælleslisten opstod i protest mod nedlæggelsen af Holstebro Sygehus.
Politiken / -, 30.06.11(side 3)
SKAT OG PENSION
Betal din skattegæld nu og spar flere hundrede kroner
Der er penge at spare, hvis du betaler din gæld til Skat senest i morgen. Venter du derimod bare weekenden over, kan det koste dig flere hundrede kroner. Efter 1. juli ryger der et tillæg på 6,2 pct. af din skattegæld oven i det skyldige beløb.
Politiken / Mona Samir, 30.06.11 (side 3)
De Radikale afviser rød aktieafgift
De Radikale vender tommelfingeren nedad til den røde aktieafgift, som Socialdemokraterne of SF vil indføre. ”Vi har intet ønske om at nedbringe omsætningen af aktier. Derfor indgår aktieomsætningsafgifter ikke i vores skattepolitik,” siger De Radikales finansordfører, Morten Østergaard.
Børsen / Ritzau, 30.06.11 (side 22)
ØVRIGE NYHEDER
Tema: Er det blevet specielt dansk at være hensynsløs?
Flere danskere end nogensinde før udfører frivilligt arbejde, men samtidig tyder det på, at vi er blevet mere grove og ligeglade med hinanden. Vi dytter af de døde, negligerer andres børn og udsætter medborgere for livsfare i trafikken. Er vi danskere simpelthen blevet et hensynsløst folkefærd?
Jyllands-Posten / Rasmus Karkov, 30.06.11 (side 6-7)