AKTUEL OMTALE AF IDA
SU-aftale med mere skade end gavn
”Regeringen, DF og KD har med deres nye SU-reform gjort det sværere at få uddannet tiltrækkeligt mange ingeniører i fremtiden. Den SU-aftale, som partierne har indgået, fjerner det såkaldte fjumreår. Ingeniørforeningens analyser viser imidlertid, at hver fjerde ingeniørstuderende vil overveje en anden uddannelse – for eksempel en kortere – hvis SU’en reduceres til normeret studietid, og muligheden for et studieskifte eller et ’tænkeår’ dermed bortfalder.” skriver formanden for Ingeniørforeningens Uddannelsesudvalg, Flemming Krogh i et læserbrev.
Information / Flemming Krogh, 18.05.11 (side 19)
Forskerspirer fik tredjeplads
Fire elever fra Svendborg Gymnasium fik en tredjeplads i opfinderkonkurrencen Science Cup. De fire forskerspirer deltog i konkurrencen med en simpel metode til at påvise, om der er kommet bedøvelsesmidler i øl. Science Cup arrangeres af Ingeniørforeningen, DI, Undervisningsministeriet og Fonden for Entreprenørskab – Young Entreprenørskab – Young Enterprise.
Fyens Stiftstidende / -, 18.05.11 (side 34)
Ingeniørstuderende ruster sig til udlandet
På ingeniørhøjskolen i Århus er det mere end halvdelen af de studerende, der ønsker at tage et semester i udlandet, og alene i august 2011 forventer Ingeniørhøjskolen at sende 67 studerende ud i verden. Det er en stigning på næsten 40 pct. i forhold til sidst år. Og en international dimension er vigtig, når de studerende skal ruste sig til et arbejdsmarked, der i stigende frad bliver præget af globaliseringen. Internationaliseringsgraden på de danske arbejdspladser er i de seneste år vokset signifikant. For eksempel er næsten halvdelen af de danske ingeniører i dag beskæftiget i en virksomhed, hvor koncernsproget er engelsk. Det viser en analyse gennemført af Ingeniørforeningen i samarbejde med Berlingske Nyhedsmagasin.
Jern- og Maskinindustrien / -, 17.05.11 + i dag.dk / -, 17.05.11 + Ingeniørhøjskolen i Århus / -, 17.05.11
Det siger de om Villy og Thornings 2020-plan
”Det er tvingende nødvendigt, at fokus bliver flyttet fra, hvordan vi kan spare os til en kortvarig forlængelse af vores velfærdssamfund til, hvordan vi kan skabe vækst. Derfor kan jeg kun bifalde, at der nu også lægges op til, at Danmark kommer i arbejdstøjet og tænker langsigtet,” siger Ingeniørforeningens formand, Frida Frost.
Vejle Amts Folkeblad / Ritzau, 17.05.11 (side 10) + Fredericia Dagblad / Ritzau 17.05.11 (side 10) + Holbæk Amts Venstreblad / Ritzau, 17.05.11 (2. sektion side 6)
Elever vandt med smart grilltang
En grilltang der ikke bare kan vende bøffen, men også fortælle, hvornår kødet er "well done". 27. april beskrev Frederiksborg Amts Avis opfindelsen, der er begået af de tre elever fra HTX Teknisk Gymnasium i Hillerød Jeppe Hallgren fra Allerød, Andreas Rasmussen fra Ølstykke og Søren Rejkjær Svendsen fra Allerød. Deres opfindelse "Perfect Meat" var med i konkurrencen Science Cup, og mandag vandt de hovedpræmien: En tur til Californien med alt betalt. Det skete i Ingeniørforeningen i København.
Sjællands Nyheder Hillerød / Tore G. C. Rich, 17.05.11
Multiflash: 25 år med IT Innovation
Multiflash A/S på Helgeshøj kan i disse dage fejre 25-års jubilæum. ”De hurtige og smart løsninger er ikke for os. Vi vil hellere holde jubilæum på langsigtede strategier, end score en hurtig gevinst, siger direktør i Multiflash A/S John Thuren. Han har tidligere været formand Ledende og Selvstændige Ingeniører i Ingeniørforeningen, IDA.
Presswire.dk /-, 17.05.11
Nu falder ledigheden hos ingeniørerne
Ledigheden blandt ingeniører fortsætter med at udvikle sig i positiv retning. I april var 1.927 ingeniører således berørt af ledighed, hvilket svarer til 3,3 pct. af de tilmeldte a-kassemedlemmer. Det viser nye tal fra Ingeniørernes A-kasse, IAK. ”Vi tager det som et tegn på, at der er ved at komme lidt optimisme hos virksomhederne,” siger Jørn Guldberg, formand for IAK. I Ingeniørforeningen, IDA, forstsætter medlemstallet med at stige. Ved udgangen af 1. kvartal var der 83.669 registrerede medlemmer.
Epn.dk / Jens Kurt Jørgensen, 17.05.11
ARBEJDSMARKED
CSC-konflikt giver Skat problemer
IT-serviceleverandøren CSC ligger i åben kamp med sine medarbejdere, og det betyder, at CSCs kunder nu mærker driftsforstyrrelser. Det gælder også hos skattevæsenet, der melder om problemer med en række systemer. Skat oplyste i går, at der er problemer med borgernes Skattemappe, hvor visse rente- og pensionsoplysninger ikke bliver opdateret. Derudover kan Skat ikke sende nye årsopgørelser ud, og der er forsinkelser på bestilte tastselvkoder. Koncerndirektør i Skatteministeriet Jesper Skovhus Poulsen forklarer, at det på grund af konflikten er uklart, hvornår de ramte systemer kommer op at køre.
Berlingske / nist., 18.05.11 (business side 6)
3F: Fire års dagpenge ikke helligt
”Det centrale er indholdet i ledighedsperioden. Vi skal væk fra det fuldstændig meningsløse bureaukrati og kontrolmageri,” siger forbundsformand Erik Skov Christensen, 3F. Dermed er 3F-formanden på linje med en stribe andre fagforeninger, der heller ikke ser en forlængelse af dagpengeperioden som en nødvendighed.
Politiken / Thomas Flensburg, 18.05.11 (side 11)
Lønnen falder for alle
I april er prisniveauet steget med 2,9 pct. ifølge forbrugerprisindekset, og de prisstigninger kan lønningerne ikke følge. I første kvartal i år er lønnen til statsansatte steget med 2,0 pct., de kommunalt ansatte har fået 1,7 pct. mere, og for de privatansatte vurderer Dansk Arbejdsgiverforening, at lønnen er steget 2,1 pct.
Politiken / -, 18.05.11 (side 11)
Store kontorer gør flere syge
En undersøgelse fra Det Nationale Forskningsmiljø viser ifølge Magasinet Arbejdsmiljø, at det giver markant flere sygedage at dele kontor med andre. I forhold til folk i enmandskontorer havde folk i to mandskontorer 50 procent mere sygefravær, i tre-til seksmandskontorer var tallet 36 pct.
Politiken / Ritzau, 18.05.11 (side 11)
UDDANNELSE
Elever uden lærer i hver 10. time
Skolebørn får flere og flere timer, hvor de må nøjes med en vikar, eller bliver sendt hjem. Værst ramt er skolebørn i Region Sjælland sammen med børn i Hovedstaden. I 10 pct. af deres timer må de nøjes med en vikar – eller i værste fald helt undvære undervisning, viser en rapport fra Undervisningsministeriet.
Børsen / red., 18.05.11 (side 20)
Minister vil reformere taxametersystem
Danske universiteter skal have større incitament til at optage studerende på uddannelser inder for de fag, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det er grunden til, at videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) nedsætter en arbejdsgruppe, der skal komme med et bud på, hvordan man kan reformere det nuværende taxametersystem.
Jyllands-Posten / Thomas Vibjerg og Morten Vestergaard, 18.05.11 (side 10)
Lovrevision varsler magtkamp på universiteterne
De studerende frygter at de ændringer i universitetsloven, som Folketinger skal vedtage i denne uge, kan føre til, at de lokalt mister endnu mere indflydelse, fordi det fremover er op til bestyrelsen, hvordan studienævn og akademiske råd skal indrettes. Magnus Pedersen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd, mener, at lovændringerne åbner for en hård magtkamp, når de nye vedtægter skal forhandles på plads.
Information / Lise Richter, 18.05.11 (side 12)
ERHVERV
Højere produktivitet – helt enkelt
Der er mange andre instrumenter end digitalisering og fabriksfremstilling af byggeelementer at gribe fat i, hvis byggeriet skal komme ud af sine ellers nærmest kroniske problemer med produktiviteten. Man kan komme langt med helt simple ændringer, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri og 3F.
Berlingske / Sten Thorup Kristensen, 18.05.11 (ejendomme side 6)
Mærsk er under mistanke for konkurrencesnyd
A.P. Møller – Mærsk og andre europæiske rederier er under mistanke for at have overtrådt EU’s konkurrenceregler. Flere rederier, bl.a. Mærsk, fik uanmeldt kontrolbesøg i går og risikerer nu bøder i milliardstørrelsen.
Jyllands-Posten / Jacob Brejnebøl Knudsen, 18.05.11 (erhverv side 12)
S-SF opgiver idéen om statsbanker
I 2009 udtalte formand Villy Søvndal (SF), at etableringen af en samfundsbank skulle være med til at skabe nye, grønne job og billige lån til sunde virksomheder. I S-SF’s udlæg til en 2020-plan nævnes det blot, at pensionsselskabet ATP skal have lov til at drive bankvirksomhed. Men det skal de gøre på kommercielle vilkår, siger finansordfører Ole Sohn. Også Socialdemokratiet har droppet tanken.
Information / Marchen Neel Gjertsen, 18.05.11 (side 4)
TRANSPORT
Stor usikkerhed om bompenge
En betalingsring omkring København skal ifølge S og SF’s plan ’Fair Løsning 2020’ give et provenu på to mia. kr. årligt, som skal bruges på billigere kollektiv trafik. Men partierne har ikke på forhånd et flertal på plads og kan heller ikke redegøre for detaljer i forslaget.
Berlingske / Hans Larsen, 18.05.11 (side 8)
LIGESTILLING
Myter gør kvinder ringe til lønforhandlinger
Kvinder er bløde forhandlere og derfor dårlige til at presse lønnen opad. Sådan lyder en udbredt stereotyp, og netop den kan være en selvopfyldende profeti. For med den tanke i baghovedet, mister de troen på deres egne forhandlingsevner, og giver dem derfor et dårligere resultat, end deres mandlige kolleger opnår. Det viser et svensk forskningsprojekt fra Lunds Universitet.
Berlingske / ulha, 18.05.11 (business side 18)
POLITIK OG ØKONOMI
Løkke vil lokke udlandet til Danmark
Udenlandske investeringer bliver nu et selvstændigt tema i forhandlingerne om en VK-vækstpakke. Det afslørede statsministeren i går på Dansk Erhvervs årsdag i Bella Center. Erhvervslivet opfordrer statsministeren til at sænke selskabsskatten, for at opfylde sit mål. Men det vil hverken statsministeren eller Helle Thorning-Schmidt love.
Børsen / Ulrik Horn, 18.05.11 (side 20-21)
Efterlønsreform frem for mere arbejde
Næsten hver femte dansker er i tvivl om, hvilken af de to økonomiske planer de foretrækker. Til gengæld mener et stort flertal af danskerne, at De Radikale har svækket oppositionen. Det viser en ny måling, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for Jyllandsposten.
Jyllands-Posten / Christian Hüttemeier og Dorte Ipsen Boddum, 18.05.11 (side 6)
Rød plan sender flest i job – på kort sigt
Ifølge flere økonomer er det vækst initiativet fra S og SF, der hurtigst vil få flere personer i arbejde. Når pengene bruges på offentligt forbrug, er der nemlig langt mere sikkert, at det skaber danske arbejdspladser, end hvis pengene gives til privat forbrug. Økonomerne understreger dog også, at en høj beskæftigelseseffekt i S og SF’s plan kan være en kort fornøjelse. ”Når man arbejder med noget, der er underfinansieret, er det nemt at skabe beskæftigelse på den korte bane,” siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.
Politiken / Mette Østergaard, 18.05.11 (side 5)
Novo advarer mod skattejagt på erhvervslivet
Rød bloks plan om højere erhvervsskatter vil koste arbejdspladser og medføre milliardtab for statskassen. Det siger medicinalgiganten Novo Nordisks topchef, Lars Reiben. Han advarer politikerne om at stirre sig blinde på selskabsskatten og dermed overse et langt større skatteprovenu fra virksomheders ansatte og underleverandører.
Børsen / Tom Frovst, 18.05.11 (side 6)
Pind er under pres i strid om særregler
Oppositionen i Folketinget vil have Justitsministeriet til at fremlægge sin vurdering af integrationsminister Søren Pinds (V) lovforslag, der skal give positiv særbehandling til udlændinge fra særligt udvalgte lande. Lovforslaget skulle efter planen vedtages inden for de næste par uger. Men nu bliver loven muligvis udskudt, fordi Søren Pind (V) og justitsminister Lars Barfoed (K) er kaldt i samråd. ”Søren Pind og regeringen vil bare gerne have udlændingediskussionen ind i valgkampen,” siger Johannes Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører.
Politiken / Hans David-Nielsen og Morten Skærbæk, 18.05.11 (side 3)