AKTUEL OMTALE AF IDA
Ansattes klausuler kan svække konkurrenceevnen
Danske virksomheder skriver i for stort omfang konkurrenceklausuler ind i medarbejdernes kontrakter. Det er skidt for både medarbejdere og arbejdsmarkedet og svækker derved konkurrenceevnen. Det mener Ingeniørforeningen, IDA: ”Amerikanske virksomheder gør sjældent brug af konkurrenceklausuler sammenlignet med lande i Nordvesteuropa, hvilket giver dem en klar konkurrencefordel, fordi de ikke låser medarbejdernes viden i 12 måneder, som efterfølgende kan risikere at være uddateret og ubrugelig”, siger formanden for Ansattes Råd i IDA, Ellen Fanøe. Mens Lederne er på linje med IDA, siger DI, at de ansatte må leve med det.
Randers Amtsavis / Kasper Frandsen, 30.03.11 (side 36) + Århus Stiftstidende / Kasper Frandsen, 30.03.11 (side 24)
Kattegat-drøm er en stopklods for trafikken
”Træf så en beslutning om den forbindelse over Kattegat. Beslut, om forbindelsen skal laves. Eller beslut, om den ikke skal laves. Gør noget!”. Det var budskabet fra en stor Kattegat-konference, som Ingeniørforeningen IDA Østjylland og Akademisk Arkitektforening mandag holdt på Ingeniørhøjskolen i Århus.
Randers Amtsavis / Henrik Havbæk Madsen, 30.03.11 (side 10)
Lynhurtige tog gør Danmark mindre
Med 300 kilometer i timen kan højhastighedstog klare turen Aarhus-København på 60 minutter. På Ingeniørforeningens og Akademisk Arkitektforenings konference mandag på ingeniørhøjskolen fortalte trafikforsker Alex Landex Danmarks Tekniske Universitet om højhastighedstogenes fordele.
Randers Amtsavis / Henrik Havbæk Madsen, 30.03.11 (side 10)
Debat: Den luskede revolution
Tal fra OECD og beregninger fra Ingeniørforeningen, IDA vier, at investeringer i jernbanenettet per borger er halveret i Danmark siden 1992, mens investeringerne i vejnettet er vokset med 60 procent per borger. Med disse tal i hånden konkluderer opinionsredaktør Per Michael Jespersen, at fattigrøvene og klimaet er de store tabere af privatbilismens totale sejr.
Politiken / Per Michael Jespersen, 30.03.11 (kultur side 6) + politiken.dk / Per Michael Jespersen, 30.03.11
Ministre er gæster i deres eget ministerium
Centraladministrationens topembedsmænd leverer det kit, der holder riget sammen og den til enhver tid siddende regering oppe. Alligevel tror de fleste vælgere stadig, at magten ligger hos ministeren. Den myte gør Peter Mose, tidligere kommunikationschef i Ingeniørforeningen, IDA op med i bogen ’Javel, hr. minister’. 90 procent af de politiske beslutninger træffes nemlig ikke af politikerne selv, siger han.
A4 / Kirsten Weiss, 28.03.11 (side 12)
Strejkekasser i de store akademiker-fagforeninger
I en oversigt i Magisterbladet over de største akademiker-fagforeninger, indgår Ingeniørforeningen, IDA: ”Strejkekassens størrelse er hemmelig. Kontingenter er 25 øre i kvartalet – en kr. om året. Det er en symbolsk betaling, der er besluttet for ikke helt at lukke ned for, at man betaler til en strejkekasse. Det giver også et håndtag, man kan skrue på, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt”, står der bl.a. i oversigten.
Magisterbladet / Liv Kretzchmer, 25.03.11 (side 15)
AKTUEL OMTALE AF IAK
Så falder ledigheden blandt ingeniører igen
3,4 pct., eller 2.008 ingeniører er nu ledige, viser februar-tallene fra Ingeniørernes A-kasse, IAK. Tallet var dog helt nede på 3,3 procent i december 2010. ”Vi tager det som udtryk for, at den private del af arbejdsmarkedet igen er ved at tø op. Forårstegnene er meget spæde, så det er endnu for tidligt at juble”, siger formand for IAK, Jørn Guldberg.
Ingeniøren.dk / Lene Wessel, 29.03.11
ARBEJDSMARKED
Ledige går fra skolebænk til aktivering
Kommunerne får sat et støt stigende antal ledige i aktivering i virksomheder i stedet for, at de f.eks. sendes på kurser. Mens ledigheden generelt er steget siden februar 2009, er antallet af a-kasseforsikrede ledige i virksomhedsaktivering steget to en halv gang, mens alle andre former for aktivering i kommunalt regi er fordoblet. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelen. Dansk Folkeparti og regeringen har ændret refusionsreglerne med virkning fra årsskiftet.
Berlingske / Ritzau, 30.03.11 (business side 7)
Alvorligt syge slipper for aktivering
Alvorligt syge er fremover fritaget for kontakt med jobcentret, og sygemeldte, som er tæt på en raskmelding, skal heller ikke have aktive tilbud eller kontaktes unødvendigt. Det fremgår af et lovforslag, som samtlige partier i folketinget i går vedtog. Det får beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til at glæde sig over, at kommunerne skal bruge færre ressourcer på samtaler med og aktive tilbud til alvorligt syge mennesker og sygemeldte, som f.eks. har brækket benet eller armen og snart vender tilbage til jobbet igen.
Information / Ritzau, 30.03.11 (side 4)
Embedsmænd: Højtuddannede skræmmes væk af optjening
Politiken er kommet i besiddelse af et internt notat til regeringen, hvor et udvalg af embedsmænd gennemgår konsekvenserne af optjeningsprincipperne. Heri fremgår det, at flere af principperne ”kan hæmme international rekruttering af højtkvalificeret arbejdskraft”. Venstre mener dog ikke, at problemet er stort.
Politiken / Mette Østergaard og Marten Skærbæk, 30.03.11 (side 4)
Debat: Flere optjeningsprincipper er unødvendige
Regeringens skrivebordplan om at indføre flere optjeningsregler for udlændinge er helt unødvendig. Det danske velfærdssystem er for længst sikret mod social turisme. Desuden viser hidtidige erfaringer, at frygten for velfærdsnassende indvandring er større end realiteterne bag. Faktisk kan nye regler risikere at hæmme udviklingen af velfærden, skriver to velfærdsforskere fra SDU.
Politiken / Jon Kvist og Jørn Henrik Petersen, 30.03.11 (kultur side 8)
Eksperter advarer mod optjeningsprincip
Flere eksperter bakker nu op om den bekymring, som de Konservative og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har udtrykt over for regeringens optjeningsplaner. Nina Smith, professor i økonomi på Aarhus Universitet, mener, at regeringen risikerer ’at skyde sig selv i foden’. Hendes bekymring bakkes op af Jan Rose Skaksen, økonomiprofessor på CBS. ”Der er ingen tvivl om, at det bliver sværere at tiltrække højtuddannede udlændinge”, siger han.
Berlingske / Chris Kjær Jessen og Annette Bonde, 30.03.11 (side 6)
UDDANNELSE
Flere børn trives skidt i folkeskolen
En ny undersøgelse af psykisk mistrivsel blandt knap 5.000 elever i folkeskolens 5., 7. og 9. klasse, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) har udført for Sundhedsstyrelsen bringer alarmerende nyt, mener en række eksperter. Cirka hver femte skoleelev viser mindst tre tegn på psykisk mistrivsel. Og for at gøre ondt værre viser rapporten også, at gruppen, der har det skidt, er blevet lang større de seneste 20 år.
Berlingske / Andrea Luth og Bodil Jessen, 30.03.11 (side 4)
ERHVERV
Mange biotekdrømme brister
Senest vendte FDA tommelfingeren nedad over Neurosearchs Huntingtons-medicin Huntexil og tidligere på måneden kom Bavarian Nordic i ’bad standing’. De store biotekdrømme brister for tiden som sæbebobler på en varm sommerdag. Og desværre er de to selskaber langt fra enestående eksempler fra sektoren, og det betyder, at opbakningen fra de store investorer svinder ind.
Børsen / Ritzau, 30.03.11 (side 32)
Mølleindustrien vejrer morgenluft
Der er udsigt til tusinder af nye arbejdspladser i den danske vindmølle-industri og tilknyttede virksomheder de kommende år. Nye tal fra 2010 viser en overraskende høj vækst i salget og ikke mindst eksporten, som steg 11 pct. Optimismen er helt i top i branchen.
Jyllands-Posten / Michael Stenvei, 30.03.11 (erhverv side 6-7)
CSC-chefer under mistanke for regnskabsfusk
CSC i Danmark er centrum for mistanker om sminkende regnskaber for ca. 81 mio. kr. Derfor har IT-virksomheden sat et hold af revisorer og andre specialister til at gennemgå de regnskabsmæssige forhold i CSC’s danske hovedkvarter i Valby med en tættekam.
Jyllands-Posten / Niels Sandøe og Jesper Høbjerg, 30.03.11 (erhverv side 11)
IT-iværksætter rammer guldåre
Stiferen af rejsesøgemaskinen Momondo har sammen med de øvrige ejere solgt butikken til det engelske selskab Cheapflights Media Limited for mellem 400 og 600 millioner kr. Dermed slutter han sig til striben af danske IT-iværksættere, der scorer kassen på at sælge deres relativt nystartede virksomhed.
Børsen / Johannes Hartkopf-Mikkelsen, 30.03.11 (side 20)
Vestas-boss forsvarer milliardsatsning
Der er intet alternativ til de enorme investeringer, Vestas har foretaget, understreger Ditlev Engell, koncernchef i Vestas, efter hård kritik af selskabets milliardsatsning på investering, mens indtjeningen har haltet. ”Vi valgte at bygge færdigt, for vi mener, vi havde de finansielle muskler til at køre det igennem. Vi skal være de første til at indrømme, at det ikke så særligt kønt ud. Men vi mente, alternativet var værre”, siger Ditlev Engel, der mener, at fremtiden står i vindmøllernes tegn.
Børsen / Jakob Skouboe, 30.03.11 (side 8)
KLIMA
Luften i kontorer skal forbedres
Hvor skadelig er luften i kontormiljøer, hvor kopimaskiner, printere og møbler påvirker luftens kvalitet? Svaret skal et EU-støttet forskningsprojekt i 13 lande afdække, oplyser Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Projektet skal også give myndigheder og virksomheder forslag til, hvordan de kan tjekke luftens kvalitets på arbejdspladsen.
Berlingske / ulha, 30.03.11 (side 17)
POLITIK OG ØKONOMI
Eksport til helt nye markeder stormer frem
Nye tal fra Udenrigsministeriet viser, at den danske vareeksport til de fremadstormende økonomier i øst og i syd har udsigt til en vækst på lidt over 60 mia. kr. i perioden 2007 til 2012. Det er mere end dobbelt så meget som til de gamle industrilande. Udenrigsministeriets tal kommer, samtidig med at en ny konjunkturundersøgelse fra Greens viser en klar fremdrift i virksomhedernes ordrer til udlandet.
Børsen / Jacob Klok, 30.03.11 (side 22)
K: Jobflugt ved SF-jagt på multinational skat
Multinationale selskaber flytter job fra Danmark hvis SF under en rød regering får strammet skatteskruen. Det forudser De Konservatives politiske ordfører, Carina Christensen. ”Mens alle andre partier i Folketinget kæmper for at tiltrække flest mulige virksomheder, så virker det, som om SF har opstillet en hemmelig målsætning at skræmme flest mulige virksomheder væk fra Danmark”, siger hun. Hendes udtalelse kommer som en reaktion på, at SF i går foreslog at man vender skatte-bevisbyrden for store multinationale selskaber.
Børsen / Ritzau, 30.03.11 (side 22)