Udskriv siden

31. oktober 2011

AKTUEL OMTALE AF IDA

Fagforeningerne om rabatordninger og fryns
Lasse Grønbech næstformand i Ingeniørforeningen, IDA, forklarer til Urban,
hvorfor IDA satser på rabatordninger og tilbud til deres medlemmer. ’Det kan bruges som et blikfang, men i forhold til højtuddannede ingeniører og andre med tekniske og naturvidenskabelige uddannelser skal der noget med faglig tyngde til, hvis du skal fastholde deres opmærksomhed og medlemskab. De er medlemmer pga. af vores kerneydelser’, forklarer Lasse Grønbech.
Urban/xanc, 31.10.11 (side 17)

Der hyres atter ingeniører
Efter de senere års massive fyringer er ingeniørerne igen ved at finde vej ind i de danske virksomheder. En ny repræsentativ undersøgelse blandt landets ingeniørtunge virksomheder, foretaget af Rambøll for Ingeniøren og IDA, viser, at 41 procent i dag har flere ingeniører ansat end sidste år, mens kun 20 procent har færre. ’Flere virksomhedsledere har slået koldt vand i blodet, end jeg havde forventet. De har udvist mod og valgt den eneste reelle overlevelsesstrategi – at innovere sig ud af krisen’, siger Morten Thiessen, formand for arbejdsmarkedsudvalget i IDA, til Ingeniøren.
Idag.dk/-, 31.10.11 + Licitationen.dk/-, 31.10.11 + MesterTidende.dk/-, 31.10.11 + Jernindustri.dk/-, 28.10.11 + ErhvervsBladet.dk/Morten Jasper, 28.10.11 + Idag.dk/-, 28.10.11 + EPN.dk/-, 28.10.11

Kinesere køber svenske Saab
To kinesiske bilfirmaer Pang Da og Youngman vil købe svenske Saab Automobile, der længe har været i krise og på det seneste har været tæt på at gå konkurs og lukke. I virksomhedens ledelse var reaktionerne blandede over det kinesiske ejerskab. Blandt de ansatte var der derimod glæde og tilfredshed med aftalen. Ingeniørforeningen, IDA, og Metalarbejderforbundet hilste aftalen velkommen.
FyensStiftstidende/Ritzau, 31.10.11 (side 31)

OMTALE AF IAK

Ingeniører finder igen vej til virksomhederne
Virksomhedernes stigende interesse for ingeniører afspejler sig i ledigheden, der er faldet langt hurtigere end ventet: Fra 4,2 procent i september sidste år til de nuværende 3,4. Et niveau, IDA først havde regnet med at nå næste år. ’Jeg tror, at mange virksomheder har brugt krisen til at rydde op i medarbejderstaben, og nogle er sikkert gået for hårdt til værks, men ingen vidste jo, hvor voldsom krisen ville blive’, siger formand hos Ingeniørernes A-kasse, IAK, Bolette Mohr Sillassen til Ingeniøren.
ErhvervsBladet.dk/Morten Jasper, 28.10.11

ARBEJDSMARKED

LO-krav til Thorning
LO-fagbevægelsen er klar til trepartsforhandlinger med regeringen. Forløbet skal afklares hurtigt, og fagbevægelsen vil have realistiske, men klare krav med, fastslog LO-formand Harald Børsting på LO’s kongres i Aalborg. LO-formanden vil særligt gerne drøfte: Modernisering af dagpengesystemet, bekæmpelse af social dumping, styrkelse af den danske model, forbedring af arbejdsmiljøet og indretning af fleksjobssystemet.
Politiken/Thomas Flensburg, 31.10.11 (side 11)

UDDANNELSE

400 godtgørende miliarder er klar til at løfte Danmark
De filantropiske fonde sidder på over 400 milliarder kr., og flere af de store fonde er nu klar til at spille en mere aktiv rolle i samfundet. Det kan løfte deres årlige bevillinger til et tocifret milliardbeløb, viser ny analyse i Mandag Morgen. Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil gerne have fondene med til at udvikle den nye nationale innovationsstrategi.
Berlingske/Anna Eriksen Fenger, 31.10.11 (politiko side 12-13)

ERHVERV

Beskæftigelsesminister vil sikre bedre konkurrence for virksomheder
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sender en klar besked til arbejdsgiverne om, at hun ikke vil lempe på rådighedskravene til de ledige. Fagbevægelsens dyre ønsker om mere uddannelse er derimod udskudt til trepartsforhandlingerne.
Berlingske/Rikke Brøndum, 31.10.11 (business forsiden + side 4)

Forsigtige kunder presser vækst i Novozymes
Efterspørgslen er på retur for enzymgiganten Novozymes, der skuffede aktiemarkedet med sin vækstprognose for 2011, men samtidig overraskede positivt med bedre lønsomhed end ventet. Væksten i salget er under pres fra tilbageholdne kunder, der holder igen med indkøb på grund af afmatning i økonomien. Væksten kan komme yderligere ned i 2012.
Børsen/Tom Frovst, 31.10.11 (side 8)

TEKNOLOGI

Robotstøvsugere giver millionbesparelser
Alene ved at bruge robotstøvsugere i fællesrummene på landets plejecentre kan der spares 65 mio. kr. årligt, viser forsøg. Det vil skåne de ansatte for nedslidende, manuelt arbejde og give dem mere tid til at være sammen med de ældre beboere. Socialministeren, Karen Hækkerup, ser store perspektiver.
Jyllands-Posten/Hanne Fall Nielsen, 31.10.11 (side 10)

LIGESTILLING

Lønforskelle mellem mænd og kvinder overdrives i den offentlige debat
Kvinders løn er så meget mindre end mænds, at de kan holde fri året ud, siger ny kampagne, som HK, FOA, 3F og Socialpædagogerne står bag. Men budskabet er i bedste fald vildt overdrevet, lyder vurderingen fra to af landets førende forskere i ligeløn, som frygter, at myter afsporer ligelønsdebatten.
Politiken/Per Theiman, 31.10.11 (side 10)

POLITIK OG ØKONOMI

Thorning klar med kickstart for 17,5 milliarder
Af en ny plan for fremrykning af offentlige investeringer fremgår det, at regeringen vil lade sin såkaldte kickstart løbe over både 2012 og 2013 med initiativer for i alt 17,5 milliarder kroner. Den tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen er ikke imponeret over planen. Økonom sår tvivl om, hvordan regeringen vil få økonomien til at hænge sammen i 2013.
Berlingske/Carl Emil Arnfred, 31.10.11 (forsiden + side 4-5)

Dystre udsigter for privathospitaler
SRSF-regeringen lægger op til at dæmpe penge- og patientstrømmen fra regionerne til privathospitalerne. Det vil ske, efter at antallet af behandlede patienter i privat regi har været kraftigt stigende gennem en årrække, og de offentlige udgifter til de private hospitaler de seneste år er vokset til et godt stykke over én mia. kr. om året. Branchen og oppositionen mener, at stramningerne vil give længere ventelister.
Berlingske/Flemming Steen Pedersen, 31.10.11 (side 12)

SKAT OG PENSION

Industrien advarer mod skattejagt
’Det kan koste arbejdspladser, hvis regeringen strammer skattelovgivningen for at få multinationale selskaber til at betale mere i skat’. Sådan lyder det fra Tine Roed, direktør i Dansk Industri med ansvar for skatteområdet. Udtalelsen kommer, efter at Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) bebuder, at han vil opruste Skat med 160 ekstra medarbejdere, som skal på jagt efter skat i multinationale selskaber. Skatteministeren forudser, at oprustningen vil give statskassen en ekstra indtægt på 625 mio. kr. i 2013.
Politiken/Ritzau, 31.10.11 (side 4)

FØDEVARER OG SUNDHED

Skarp kritik af medicin til kvinder
Lundbeck har i Sverige fået godkendt et antidepressivt middel, der sælges til kvinder for svære gener i forbindelse med menstruation. Det sker efter, at de europæiske lægemiddelmyndigheder, EMA, har godkendt såkaldt præmenstruelt dysforisk syndrom (PMDS) som en sygdom. En række danske speciallæger kalder det en rystende sygeliggørelse af raske kvinder.
Jyllands-Posten/Tea Krogh Sørensen, 31.10.11 (forsiden + side 6-7)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1