Udskriv siden

7. oktober 2011

AKTUEL OMTALE AF IDA
Nyuddannede specialiserer sig til job
De nyudklækkede ingeniørdimittender vælger i stigende grad at specialisere sig inden for brancher, hvor de er sikre på at få job. Vent til efter studiet – og husk at vælge med hjertet, formaner branchekendere. ”Ideen med at specialisere sig hen imod noget specifikt er god nok. Der, hvor det bliver lidt farligt, er, hvis man siger de og de brancher,” vurderer formanden for IDAs arbejdsmarkedsudvalg, Morten Thiessen, som man derfor ikke kan få til at anbefale nogle særlige brancher frem for andre.
Ingeniøren/Morten Lund, 07.10.11 (side 17)

Kvinder skal gøre sig fra af flinkeskolen
Kvindelige ingeniørdimittender har lavere forventninger til startløn end deres mandlige medstuderende og får derfor mindre i løn. Kvinderne skal blive bedre til forhandlingsteknik, mener IDA. 
Ingeniøren/Morten Lund, 07.10.11 (side 12)

Ny ligestillingsminister vil have flere piger i natur og teknik
Der er meget få piger på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Det er et tab - ikke bare for pigerne, men også for virksomhederne og samfundet. Derfor er en masse piger kommet i praktik hos virksomheder som DONG, Mærsk og Novo Nordisk. Ligestillingsministeren besøger i dag en af praktikvirksomhederne, og ser hvordan pigerne får den praktiske erfaring med, hvad natur og teknik går ud på. Ifølge skøn fra Ingeniørforeningen i Danmark kommer vi allerede i 2015 til at mangle ca. 7.000 ingeniører og i 2020 ca. 13.500 ingeniører.
Lige.dk/-, 06.10.11

Blodbanken på Riget får fornem virksomhedspris
”Robust blodforsyning” var målet, da blodbankerne i Region Hovedstaden fusionerede i 2008; onsdag modtog Rigshospitalets Blodbank Logistikprisen for sine resultater, der redder menneskeliv, sparer resurser og sikrer stadig udvikling. Sidste år gik prisen til Lego Systems A/S. Prisen, der blev indstiftet i 1994 af netværket effektivitet.dk og IDA (Ingeniørforeningen) Produktivitet og Logistik, er aldrig tidligere gået til en offentlig virksomhed, men altid til store og mellemstore børsnoterede virksomheder.
Dbio.dk/Helle Broberg Nielsen, 06.10.11

Pris til Hovedstadens Blodbank
Region Hovedstadens Blodbank vinder Den Danske Logistikpris 2011. Det blev afsløret i København i aftes. Det er første gang i Logistikprisens 18-årige historie, at den er uddelt til en offentlig virksomhed, oplyser effektivitet.dk og IDA Produktion & Logistik, der står bag prisen.
Børsen/he-a, 06.10.11 (side 17)

OMTALE AF IAK
Jobsøgning -  genvejen til det rigtige job
Torsdag kl. 10.39 i foredragsområde B på Jobmessen i Aalborg, holder Ingeniørernes A-kasse foredrag om hvordan man skriver en ansøgning og et CV som får dig til samtale.
Ingeniøren/-, 07.10.11 (side 18)

ARBEJDSMARKED
Vestas ansætter igen
Efter et 2010 med massefyringer ansætter Vestas igen i stor stil. Det fortæller Vestas-chef Ditlev Engel og forklarer, at de mange nye job skyldes et 4. kvartal med sved på panden.
Jyllands-Posten/Michael Stenvei, 07.10.11 (Erhverv forsiden + side 5)

UDDANNELSE
Regeringen vil tune de videregående uddannelser
Kommende studerende på de videregående uddannelser kan se frem til at skulle til optagelsessamtaler og påbegynde deres studier om vinteren i stedet for om sommeren. Desuden skal der åbnes op for, at studerende kan tage tre semestre om året i stedet for to. Sådan lyder nogle af forslagene på studieområdet fra den nye regering. 
Berlingske/Bodil Jessen, 07.10.11 (side 4-5)

Snyd kan føre til ændret eksamen
I Danmark uddanner vi landets unge til at være selvstændige og kreative mennesker. Et voksende mindretal af dem bruger dog evnerne til at snyde til studentereksamen, og de må derfor pakke studenterhuen væk igen og taget et fag om. Nye tal for Undervisningsministeriet viser, at antallet af elever, der snuppes i snyd, er steget fra 40 til 190 på tre år.
Jyllands-Posten/Morten Vestergaard, 07.10.11 (side 3)

Danske universiteter ud af top 100
Danmark kan bryste sig af at have tre universiteter med på listen over verdens 200 bedste højere læreanstalter. Det fremgår af en rangliste for universiteter fra det velansete britiske Times Higher Education (THE). Højst placeret er Aarhus Universitet på plads nummer 125, mens Københavns Universitet og Danmark Tekniske Universitet indtager henholdsvis plads nummer 135 og 178. i 2009 var nåde Københavns og Århus Universitet i top 100. 
Jyllands-Posten/Ritzau, 07.10.11 (side 10)

ERHVERV
Vestas mangler ordrer for 20 milliarder
Vestas står med et alvorligt behov for nye ordrer. Tredje kvartal bød på ekstremt få ordrer i forhold til forrige års ordreindgang, og derfor skal der massesælges vindmøller i de tre sidste måneder, før Vestas når i mål med den ordreindgang, Vestas har lovet markedet.
Børsen/Jakob Skouboe, 07.10.11 (side 10)

Underleverandører under hårdt pres
Underleverandørerne til metal- og maskinindustrien er under hårdt pres. Over kapacitet og benhård priskonkurrence tvinger virksomheder til at søge nye veje i form af opkøb, fusioner og alliancer, hvis de skal overleve.
Børsen/Oskar Lund, 07.10.11 (side 18)

KL: Køb plads til store vindmøller
De fleste steder i Danmark er der ikke langt til den nærmeste nabo. Det gælder også, når man vil placere en vindmølle på 150 meter. Derfor lyder opfordringen fra både kommunernes forening, KL, og Danmarks Naturfredningsforening: Køb de nærmeste ejendomme for ikke at komme i karambolage med naboerne. J
Jyllands-Posten/Axel Pihl-Andersen, 07.10.11 (Forsiden + side 8-9)


TEKNOLOGI
Gær til bioethanol
Forskere på Ingeniørhøjskolen i Aarhus har udviklet en ny gærcelle, der kan gøre fremstilling af biobenzin på basis af planterester markant billigere, skriver Ingeniøren.dk. Den nye gærtype er baseret på processerne i plankton. Plankton kan med energi fra alger nedbrydes til sukkerstof, der igen via forskellige processer omdannes. Gærcellerne kan så omdanne cellulose til bioethanol.
Berlingske/bso, 07.10.11 (side 17)

KLIMA
Vækst i vedvarende energi
I 2010 steg det danske forbrug af vedvarende energi kraftigt, mens kulforbruget faldt. Helt præcist steg forbruget af vedvarende energi med 17,4 procent. Danmarks samlede energiforbrug steg med 4,5 procent på grund af de kolde vejr. Når det gælder klimavenlig energi kom de største bidrag fra biomasse og vindkraft. Merforbruget af vedvarende energi skete især i forbindelse med produktion af el og fjernvarme, oplyser Energistyrelsen.
Berlingske/bso, 07.10.11 (side 17)

POLITIK OG ØKONOMI
Ny klimaminister løber fra løfter om Nordsø-aftalen
Selvom det potentielt kunne give mange milliarder til statskassen, har den nyudnævnte klimaminister ikke tænkt sig at ændre ved den kontroversielle Nordsø-aftale. Det til trods for at han og resten af den nye regering tidligere har krævet netop det. Enhedslisten kalder det løftebrud og bebuder, at man vil inddrage aftalen i finanslovforhandlingerne.
Information/Nola Grace Gaardmand, 07.10.11 (side 2)

Danskerne er med på regeringens grønne visioner
Den ny regering kan regne med befolkningens opbakning til det ambitiøse projekt med at omstille økonomien i grøn retning og energisektoren til fossilfri energikilder. Det er i hvert fald signalet i en ny undersøgelse fra EU’s kontor for meningsmålinger, Eurobarometer, der vil blive offentliggjort i Bruxelles i dag.
Information/Jørgen Steen Nielsen, 07.10.11 (side 4)

Laveste lønstigninger i 75 år
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har overtaget en økonomi, der på nogle punkter kan sammenlignes med den dybe krise i 1930erne. Lønstigningerne er nu så små, at man skal helt tilbage til kriseåret 1936, da Thorvald Stauning var statsminister, for at finde noget tilsvarende.
Berlingske/Lars Erik Skovgaard, 07.10.11 (Erhverv forsiden + side 4-5)

Grøn omstilling er et stort sats
Den højt profilerede satsning, ”grøn omstilling”, hvor ambitiøse klimamål og erhvervsstøtte skal skabe job inden for klimateknologier, er risikabel. Ved at kombinere strenge krav til f.eks. reduktion CO2-udledning med ekstra gode rammebetingelser for virksomheder, som laver klimateknologi, lægger den nye regering op til at skabe et nyt eksporteventyr á la vindindustrien.
Jyllands-Posten/Bo Nielsen, 07.10.11 (Erhverv side 10)

ØVRIGE NYHEDER
Farvel til en ener
Steve Jobs var manden, der så fremtiden før nogen anden, og derefter med en strøm af teknologiske nyskabelser, der var lige så enkle som de var elegante, gjorde den til virkelighed for millioner. Kun 56 år gammel døde Steven P. Jobs, efter en syv år lang kamp mod kræft i bugspytkirtelen. Sent onsdag sov han ifølge en meddelelse stille ind omgivet af sin familie.
Jyllands-Posten/Klaus Justsen, 07.10.11 (Global side 12-13)

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1