Udskriv siden

1. september 2011

AKTUEL OMTALE AF IDA

IDA slår alarm: Danmark mangler 13.500 ingeniører i 2020
Ifølge Ingeniørforeningens beregninger vil Danmark i 2020 mangle ca. 13.500 ingeniører og 16.000 cand.scient.’er. Men allerede om fire år kan vi stå i en situation, hvor der mangler 7.052 ingeniører og 6.169 cand.scient.’er. Det vækker bekymring hos IDAs formand Frida Frost. IDA anbefaler udover et øget fokus på at uddanne flere, at der gøres mere for: at tilrettelægge uddannelserne fleksibelt, at øge fleksibilitet og bedre vejledning på uddannelserne og at genetablere en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Ingeniøren/Lene Wessel, 31.08.11

Klimadebatten sparket ind i valgkampen
Onsdag morgen sparkede Greenpeace klimaet ind i valgkampen, flere politikkere kom forbi Christians kirken og skrev under på, at de bakker op om 100 procent vedvarende energi i den danske el- og varmesektor allerede i 2035. Ingeniørforeningens ’klimaplan 2050’ viser, at der er op mod 200.000 job at hente ved at satse på vedvarende energi og en udfasning af fossile brændsler, foruden øgede eksportmuligheder for det danske erhvervsliv.
Arbejderen/kommentar fra Greenpeace, 01.09.11 (side 9) + presswire.dk

ARBEJDSMARKED

Økonomer jubler over flere i job
Nye væksttal for andet kvartal viser, at beskæftigelsen er steget med 5000 i forhold til kvartalet før. Der er blevet 2000 færre ansatte i det offentlige og samtidig er der skabt 7000 nye job i de private virksomheder. Denne fremgang er utrolig vigtig, mener Christian Tanggaard Ingemann. Det er den private beskæftigelse og værdiskabelse, der driver dansk økonomi og betaler for den offentlige sektor, understreger han.
Børsen/TBH, 01.09.11 (side 11)

Ledige sparet væk fra kurser
Virksomheder melder nu om mangel på kvalificerede medarbejdere flere steder i landet. Men der er ikke råd til at give arbejdsløse de kurser, som kunne gøre dem kvalificerede til de ledige stillinger. Regeringen har indført besparelser på AMU-kurserne, og antallet af ledige på kurserne er mere end halveret. Derfor føler virksomhederne sig nødsaget til at hente medarbejdere fra bl.a. Polen.
Politiken/Dorrit Saietz, 01.09.11 (forsiden + side 6)

UDDANNELSE

K og R vil genindføre gruppeeksamen
De Konservative er parat til at genindføre gruppeeksamen på universiteterne, selvom regeringen forbød det i 2006. Desuden er de Konservative klar til, at give alle udenlandske studerende, som får en dansk kandidatgrad eller ph.d. greencard automatisk. Begge forslag støttes af de Radikale. Det er det første konkrete politiske forslag som følge af den aftale som partierne indgik forleden for at sikre et bredt samarbejde.
Jyllands-Posten/Christian Hüttemeier, 01.09.11 (forsiden + side 4 + side 33)

Konservativt koks om karakterer
De konservative trækker nu i land på deres omdiskuterede forslag om, at landets folkeskole skal give karakterer til børnene fra 1. klasse. Udspillet kom fra uddannelsesordfører Charlotte Dyremose og politisk ordfører Carina Christensen, og var godkendt af Lars Barfoed. De Konservative er nu åbne overfor et kompromis.
Berlingske/Jesper Thobo-Carlsen, 01.09.11 (side 6)


ERHVERV

DI bag banebrydende investeringsfond
Ny investeringsfond vil bane vej for investeringer i Afrika for mindst en halv milliard kroner. Brancheforeningen DI har gennem fire år udviklet investeringsfonden. Målet er danske ordrer på energiteknologi. ’Danmark besidder tung viden inden for energiteknologi. Derfor ville vi hjælpe virksomhederne til at øge deres afsætning i Afrika, siger Thomas Bustrup direktør i DI.
Børsen/Jakob Skouboe, 01.09.11 (side 18)

Læger efterlyser skrappere regler om bivirkninger
Mange bivirkninger ved medicin opdages først, når medicinen har været på markedet i flere år. Derfor foreslår eksperter, at nye regler i højere grad skal forpligte medicinalindustrien til at registrere bivirkninger og påtage et større ansvar. Niels Møller, professor og overlæge ved Aarhus Universitetshospital, mener, at man kan få industrien til at tage mere ansvar ved at ændre patentlovgivningen.
Berlingske/Vibe Hyltoft, 01.09.11 (business side 7)

KLIMA

V: Pinligt forarbejde
Regeringens vandmiljøplaner har været 10 år undervejs, indebærer milliardudgifter og fylder mange tusinde sider. Men flere ledende Venstre-politikere vurderer, at planerne skal tilbageholdes og der skal foretages gennemgribende ændringer af indholdet. Vandmiljøplanerne skal ændres fundamentalt, ellers vil fremtiden byde på endnu værre oversvømmelser af marker og byområder, lyder advarslen.
Jyllands-Posten/Lars Attrup, 01.09.11 (erhverv side 13)

TRANSPORT

S-SF: Intet skattefradrag for bompenge
Socialdemokratiet og SF vil ikke give fradrag til billister, der til og fra arbejde passerer betalingsanlægget ved en betalingsring, som rød regering planlægger at oprette rundt om København. Det kommer til at betyde, at nogle mennesker kommer til at betale mere for at komme på arbejde, og de vil ikke kunne trække det fra nogen steder, problematiserer, tidligere formand for Ligningsrådet, Lida Hulgaard.
Berlingske/Morten Henriksen, 01.09.11 (forsiden)

POLITIK OG ØKONOMI

Øget vækst stopper ikke krisesnakken
Dansk økonomi er ikke helt så hårdt ramt, som de fleste troede, fremgik det i går, da Danmarks Statistik offentliggjorde tallet for væksten i BNP for årets andet kvartal. Økonomien er vokset med 1,0 procent i kvartalet og Danmark har slet ikke været i recession. Men flere økonomer mener det er for tidligt at afblæse krisen.
Politiken/Niels Fastrup, 01.09.11 (side 8)

Danskerne siger nej til 12 minutter
81 pct. af danskerne siger nej til en længere arbejdsuge og lægger dermed en ny bombe under S-SF’s og fagbevægelsens plan om at få danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen. Dermed hænger finansieringen af hele 15 mia. kroner i en tynd tråd i forhold til Socialdemokratiets og SFs økonomiske plan ’Fair løsning’.
Børsen/Ulrik Horn, 01.09.11 (side 6-7)

SKAT OG PENSION

Rød plan rammer tusinder på pensionen
Socialdemokraterne og SF vil indføre et fradragsloft for samtlige pensionsindbetalinger for at skaffe penge til at finansiere deres økonomiske plan. Dette forslag vil få konsekvenser for op mod 160.000 danskere. Både økonomer, pensionsbranchen og fagbevægelse kritiserer forslaget, som bliver beskyldt for at underminere det danske pensionssystem.
Jyllands-Posten/Thomas Vibjerg, 01.09.11 (forsiden + side 14-15)

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1