I personligt ejede virksomheder hæfter ejeren/ejerne med hele sin/deres formue for alle virksomhedens forpligtelser.
Giver virksomheden underskud og må lukke, sættes f.eks. privat opsparing og bolig på spil.
I en personligt ejet virksomhed skal du ikke offentliggøre regnskaberne.
Vælger du at etablere virksomheden som personligt ejet, kan du altid senere ændre den til et selskab.
Der findes tre former for personligt ejede virksomheder: Enkeltmandsvirksomhed, Interessentskab og Kommanditselskab.
Enkeltmandsvirksomhed
Virksomheden består af én ejer plus eventuelt medhjælpende ægtefælle. Ejeren hæfter personligt med hele sin formue.
Der kræves ikke indskudskapital for at starte en enkeltmandsvirksomhed.
Interessentskab (I/S)
Interessentskabet har to eller flere ejere. Ejerne kan være enkeltpersoner og/eller virksomheder. Alle ejerne hæfter personligt og solidarisk, dvs. at den enkelte interessent hæfter ubegrænset med sin egen personlige formue for hele virksomhedens gæld.
Der kræves ikke indskudskapital for at starte et I/S. Inden man indgår i et sådant interessentskab, bør man være opmærksom på de øvrige interessenters pålidelighed og økonomiske formåen samt sørge for at oprette en I/S-kontrakt.
En I/S-kontrakt er et internt dokument, der i enhver henseende skal udstikke spillereglerne for interessentskabets virke samt deltagernes retsstilling internt.
En I/S-kontrakt indeholder typisk bestemmelser om angivelse af I/S’ets navn, hjemsted, formål, angivelse af deltagerne og størrelsen af deltagernes indskud, interessentskabets ledelse og tegningsret, ansvarsfordeling, kapitalforhold, opsigelse, forkøbsret og andele, misligholdelse, ophør, død og revision.
Det anbefales at lade en advokat udarbejde I/S-kontrakten, således at så mange forhold som muligt vedrørende samarbejdet afdækkes. Forslag til kontrakt for interessentskab kan du finde på Start Vækst.
Kommanditselskab (K/S)
Et K/S har to typer ejere: komplementarer og kommanditister. Deltagerne kan være enkeltpersoner og/eller virksomheder.
Komplementaren er typisk et A/S eller et ApS. Komplementaren hæfter personligt og ubegrænset. Det er komplementaren, der disponerer på selskabets vegne. Er der flere komplementarer, hæfter de solidarisk for selskabsgælden.
Kommanditisterne hæfter som udgangspunkt kun med deres indskud. Kommanditisterne kan kun disponere, hvis man har indgået en særlig aftale herom.
Der kræves ikke indskudskapital for at starte et K/S.