Nedenfor beskrives de tre selskabsformer med begrænset hæftelse:
Aktieselskab (A/S)
I et A/S hæfter ingen af aktionærerne personligt for selskabets forpligtelser. De hæfter alene med den kapital, de hver især har indskudt.
Aktieselskaber er lovregulerede. Selskabet ledes af en bestyrelse eller af en direktion og tilsynsråd. Selskabet ejes af aktionærerne, som træffer beslutninger på generalforsamlingen, der er selskabets øverste myndighed.
Det kræver minimum kr. 500.000 at stifte et A/S. Man kan som udgangspunkt nøjes med at indbetale 25% svarende til 125.000 kr. Man skal dog være opmærksom på, at restbeløbet i så fald skal indbetales på opfordring. Er man som aktionær i et selskab samtidigt ansat i det pågældende selskab, er det i ansættelsesmæssig henseende vigtigt at være opmærksom på, at selv om der ikke er medtaget en konkurrenceklausul i ansættelseskontrakten – men derimod i aktionæroverenskomsten – vil klausulen alt andet lige være gældende. Ligeledes er det i relation til ansættelse i det pågældende selskab vigtigt at være opmærksom på overenskomstens reguleringer vedrørende overdragelse af aktierne. Ofte er aktiebesiddelsen betinget af ansættelsesforholdets beståen, og det er i den forbindelse vigtigt, at afståelsesbetingelserne er rimelige.
Står du for at skulle underskrive en aktionæroverenskomst og samtidig ansættes i det pågældende selskab, kan IDA rådgive dig om de ansættelsesmæssige aspekter. Generelt skal aktionæroverenskomster indeholde de punkter, der konkret tager stilling til forholdene i netop det pågældende selskab.
Forslag til aktionæroverenskomst, vedtægter for aktieselskab samt forretningsorden for aktieselskab finder du på startvækst.dk.
Anpartsselskab (ApS)
I et ApS hæfter ingen af anpartshaverne personligt for selskabets forpligtelser. De hæfter alene med den anpartskapital, de hver især har indskudt. Et ApS kan stiftes og ejes af 1 person. Anpartsselskaber er lovregulerede.
Det kræver minimum kr. 80.000 at stifte et ApS. Er man som anpartshaver i et selskab samtidigt ansat i det pågældende selskab, er det i ansættelsesmæssig henseende vigtigt at være opmærksom på, at selv om der ikke er medtaget en konkurrenceklausul i ansættelseskontrakten – men derimod i anpartshaveroverenskomsten – vil klausulen alt andet lige være gældende. Ligeledes er det i relation til ansættelse i det pågældende selskab vigtigt at være opmærksom på overenskomstens reguleringer vedrørende overdragelse af anparterne. Ofte er anpartsbesiddelsen betinget af ansættelsesforholdets beståen, og det er i den forbindelse vigtigt, at afståelsesbetingelserne er rimelige.
Står du for at skulle underskrive en anpartshaveroverenskomst og samtidig ansættes i det pågældende selskab, kan IDA rådgive dig om de ansættelsesmæssige aspekter.
Forslag til anpartshaveroverenskomst, vedtægter for anpartsselskab samt forretningsorden for anpartsselskab kan du finde på startvækst.dk.
Andelsselskab (AmbA)
Ifølge lov om erhvervsdrivende virksomheder har et andelsselskab til formål at fremme deltagernes fælles interesse som aftagere, leverandører eller lignende.
Medlemmerne af et AmbA er ikke personligt ansvarlige for selskabets gæld. Bortset fra den normale forrentning af den indskudte kapital skal selskabets afkast enten fordeles blandt medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen eller blive stående i selskabet.
Det er gratis at stifte et AmbA.