Udskriv siden

 

Gode råd til jobansøgning

- hvordan du kan gøre den effektiv

 

Sådan skriver du en jobansøgning, der fører dig til samtale:

  • Første skridt er at gå fra antagelser til konkret viden: Lav research på firmaet: kig på hjemmesiden, få tilsendt årsrapporter, spørg i dit netværk. Ring til kontaktpersonen i jobannoncen og stil nogle gode spørgsmål. Derved kan du få mere at vide om jobbet, så du kan skrive en mere præcis ansøgning.

  • Lav en personlig overskrift, der hurtigt giver et billede af, hvem du er - f.eks. ”32-årig eksportingeniør med speciale i markedsanalyser søger jobbet som salgsingeniør....”.

  • I indledningen skal du beskrive, hvad der er din motivation for at søge? Hvorfor er virksomheden interessant, og hvorfor synes du jobbet er spændende? Underbyg altid med konkret viden og motivation.

  • Du kan godt skrive om din opfattelse af firmaet som arbejdsplads, hvis du baserer det på konkret viden, f.eks. hvis du kender en der allerede er ansat, eller hvis du har samarbejdet med virksomheden. I brødteksten skal du skrive, hvad virksomheden kan bruge dig til. Det kan tit være nemmere, hvis du har talt med kontaktpersonen i opslaget.

  • Skriv kun om de af dine fag og projekter, der er relevante i det pågældende job. Skriv gerne om dine engagementer udenfor studiet eller jobbet, hvis de fortæller noget relevant om dig. Men pas på med, at det ikke fylder mere end din faglige profil.

  • Hvis du skriver, om dine personlige kompetencer (f.eks. jeg er energisk, loyal, kreativ...) bør du underbygge det med konkrete eksempler.

  • Undgå standardsætninger og klichéer, som f.eks. ”Jeg har med stor interesse læst....og tillader mig hermed at søge jobbet som...” eller ”jeg håber min ansøgning har vakt interesse og ser frem til en samtale, hvor jeg kan få lejlighed til at uddybe....”. De, som læser, springer dem alligevel over – det er bedre at gå lige ind og lige ud.

  • Din ansøgning må højst fylde halvanden side. Gem dine uddybninger til CV'et.

  • Hvis du søger elektronisk, bør du samle ansøgning og CV i én fil. Ansøgninger spredes tit elektronisk blandt de medarbejdere der skal læse dem, og så er det irriterende at ansøgning og CV er i selvstændige filer. Mange vælger at sende ansøgningen som en pdf-fil.

Ønsker du personlig feed-back på din ansøgning og CV, så send dem til karriere@ief.dk.

IEF tilbyder dig hjælp til din
karriereudvikling, hvis du er ingeniør
eller har en anden videregående,
naturvidenskabelig uddannelse,
fx cand. scient eller cand. it.
   

Læs mere om IEF-Fonden

IEF-fonden
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V
Telefon 33 18 48 38
Fax 33 18 48 97
E-mail ief@ief.dk  

Production2012-03-26_0021_rev5231FE2