Udskriv siden

 
Brev til medlemmer om AC tilhørsforhold

 

Kære medlemmer 

23. juni 2008

Overskriften i en del medier ”IDA melder sig ud af AC” Akademikernes Centralorganisation har naturligt affødt spørgsmål om konsekvenserne for DdL, som det er naturligt hurtigst muligt at informere om.

DdL er medlem af AC om end situationen – som det fremgår nedenfor – giver anledning til en del overvejelse.

Om baggrunden
DdL og IDA er medlemmer i AC i form af et medlemsfællesskab IFAC, Ingeniørforeningens Fællesrepræsentation i Akademikernes Centralorganisation, som indebærer, at vi dels opfylder kravene for medlemskab af AC og dels deler kontingent i et forhold, som ikke er ufordelagtigt for DdL.

Medlemsstrukturen i AC blev ændret i 2006, da et flertal i AC ønskede ændringer for at forenkle arbejdet i AC og etablere en kontingent struktur, der i dag understøtter større enheder. DdL har en størrelse, der gør, at vi ikke alene kan være medlem af AC. Sammen med IDA etablerede vi IFAC den 19. Dec. 2006. IFAC er i dag den største fællesrepræsentation i AC med ca. 68.000 medlemmer.

Gennem de seneste år har AC´s arbejde været genstand for drøftelser om den politiske indsats, om økonomien bag AC´s drift og om indsatsen i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Senest i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2008 indgik AC på alles vegne en overenskomst med et resultat, der i IDA og store dele af ALF har givet anledning til utilfredshed. ALF’s medlemmer stemte som bekendt nej til overenskomsten.

Ingeniørerne har i lighed med os relativt få offentlige ansatte. Tilsammen repræsenterer vi ca. 8.000 offentlige ansatte, hvoraf ca. 400 er medlemmer af ALF.

Det fremgår af IDA’s oplysninger i forbindelse med udmeldelsen, at IDA finder, at summen af disse faktorer sammenholdt med en vurdering af egne indsatsmuligheder taler for, at IDA ikke ønsker at forblive i AC medmindre der på en række punkter vises vilje til justeringer af AC´s virke. En enig beslutning i IDA´s hovedbestyrelse er grundlag for meddelelsen af 12. juni 2008 til AC.

Situationen dags dato for DdL
Situationen indeholder en række foreningsjuridiske problemstillinger, som vi er i fuld gang med afklare. Undertegnede har dags dato haft møde med AC´s formand Sine Sunesen og forvaltningen i AC.

Formålet med mødet var at få oplyst AC´s opfattelse af vores juridiske stilling såfremt IDA’s udmeldelse effektueres.

I bestyrelsen vil vi i den kommende tid drøfte forholdene. Det er blandt andet nødvendigt med en mere gennemgribende vurdering af vores rolle i det offentlige ansættelsessystem.

Vi har i mange år været anerkendt som generalister med afledte tillæg og bevægelsesmuligheder i den offentlige administration. Vi må sikre, at vi ikke mister disse fordele, hvis DdL vælger ikke mere at være medlem af AC.

Det er vigtigt, at vi nøje overvejer problemstillingen med henblik på at finde den bedste løsning for den samlede profession.

På baggrund af mødet med AC har vi nogle måneder til at finde en løsning, som synes at have tre mulige udfald:

• AC indgår i forhandlinger omkring AC’s fremtidige arbejde, som kan imødekommer IDA´s ønsker.
• DdL finder en anden fællesrepræsentation indenfor AC.
• DdL forlader AC og fastholder et forhandlingsfællesskab med IDA.

Dette brev bringes på hjemmesiden og vi håber på, at interesserede kommer med input til overvejelserne.

Venlig hilsen

Henning Elmstrøm
Formand for DdL

Morten Krebs
Formand for ALF

PS Information kan supplerende hentes på www.IDA.DK  og www.AC.DK  

Production2012-03-26_0021_rev5231FE1