Stud. scient. Allan Jensen har meldt sig ind i Ingeniørforeningen for at lette overgangen mellem universitetsmiljø og erhvervsliv
Han valgte at læse matematik og filosofi, fordi de to fag har en del tilfælles. ”Specielt hvis man interesserer sig for matematikkens grundlag. Begge spørger – hvad er? Altså er matematik fx et produkt af verden eller hjernen? Det synes jeg er rigtig spændende”, forklarer Allan Jensen.
Han meldte sig ind i IDA takket være gode sociale arrangementer.
”Men jeg tænkte også over, at jeg snart er færdig på universitetet og skal ud i erhvervslivet. Jeg skal have mit første job, og der er ting, jeg godt kan bruge hjælp til. IDA er meget god til at sætte spot på fx det at skrive en god ansøgning”, tilføjer han.
For en måned siden deltog Allan Jensen i et dimittendseminar. Her sad han sammen med mange andre naturvidenskabelige studerende, der også skal i gang med at søge job. De synes ikke, de har haft så meget kontakt med erhvervslivet, som fx ingeniørerne.
”Så er det rart, at der er nogen, der fortæller om løn og giver gode råd om, hvad der kan være godt at sige og gøre til en jobsamtale”, konstaterer han.
Allan Jensen blev medlem af IDA, fordi der pludselig dukkede nogle op med en meget aggressiv markedsføring.
”Ikke på en dårlig måde - de var bare meget på universitetet. Hvis IDA ikke var kommet, havde jeg nok ikke meldt mig ind nogen steder, før jeg var færdig. Og så var det nok blevet GL eller Magisterforeningen” den snart færdiguddannede.
Han håber at komme til at arbejde i den finansielle sektor - fx med risikoanalyser i en bank.
Allan Jensen er helt klar over, at det ikke er i den finansielle sektor, IDA står stærkest. Så han er nok et atypisk medlem.
”IDA tilbyder at læse ansættelseskontrakter igennem og svare samme dag. Og man kan se lønstatistik på nettet. Det er to ting, der er med til at give tryghed” slår han fast.