Kvindelige ingeniørstuderende er for beskedne

Dette års dimittender fra ingeniøruddannelserne er mere realistiske i forhold til deres kommende lønniveau end tidligere år. Dog hænger de kvindelige studerende fast i for lave forventninger, det bekymrer Ingeniørforeningen

Hvad du ønsker, skal du få… Og det får du! Det må de kvindelige ingeniørstuderende sande, når studiet er færdigt og den første løn skal forhandles. De kvindelige studerende forventer at få mindre i løn i deres første job, end deres mandlige medstuderende gør. Resultatet er, at kvinderne ender med at få mindre i løn.

”Vi må se at komme i gang med at udruste de kvindelige studerende med faglig og personlig selvtillid. De burde have modet til at forvente mere,” siger formanden for Ingeniørforeningens Ligestillingsudvalg, Jytte Hinnerup.

Hun er rystet over, at de kvindelige studerende er så beskedne i deres forventninger til løn. Deres forventninger til den første månedsløn som nyuddannet ligger 1.400 kr. under deres mandlige medstuderendes forventninger. Ydermere ligger deres forventninger 1.205 kroner under, hvad de rent faktisk kommer til at tjene.

”Pigerne skal se at gøre sig fri af flinkeskolen. De skal jo ud og forhandle med en arbejdsgiver, og de skal vide, hvad de er værd. Her har Ingeniørforeningen en rolle, men pigerne må også se at mande sig op og stå ved deres værd,” understreger Jytte Hinnerup.

Lønniveauet for de studerende, der dimitterer i år har mere realistiske forventninger til, hvad de kan forvente at få i løn i deres første job. Faktisk er deres forventninger godt 1.000 kroner lavere, end det de nyuddannede i gennemsnit får i deres første job. Det er tættere på den faktiske løn, end det var tilfældet sidste år.

”Måske er det et tegn på, at de seneste års økonomiske krise i år, ikke længere lægger helt den samme dæmper på de studerendes lønforventningerne,” siger Jytte Hinnerup.