800.000 boliger har ingen røgalarm

Det er kendt viden, at en røgalarm i boligen kan redde liv. Alligevel har mere end 800.000 boliger ikke installeret en røgalarm, viser en undersøgelse som Ingeniørforeningen, IDA har gennemført blandt et repræsentativt udsnit af danskerne.

I undersøgelsen, der er gennemført blandt ca. 2.000 danskere, svarer 14 procent, at de ikke har en røgalarm, mens 16 procent siger, at de overvejer at opsætte en. Dermed har 30 procent af de adspurgte ikke en røgalarm i dag, hvilket svarer til, at ca. 800.000 boliger ikke har installeret en røgalarm.

Resultatet ligger på niveau med tidligere undersøgelser, som IDA har gennemført, om end antallet der overvejer, er steget ganske svagt i årets undersøgelse.

”Men det er ikke nok at overveje, vi skal simpelthen have flere til at putte en røgalarm i kurven, næste gang de er i byggemarkedet eller et af de mange andre steder, hvor man kan købe en røgalarm,” siger Ib Bertelsen, der er formand for IDA Brandteknik, som er et af de fagtekniske netværk i Ingeniørforeningen, IDA

Og så ville det være en god ide også at tjekke ferieboligen for røgalarmer, påpeger Ib Bertelsen. I undersøgelsen er danskerne nemlig også blevet spurgt, om det har betydning at der er installeret røgalarm, når de fx lejer sommerhus eller ferielejlighed. Her svarer 45 procent at det kun har lille eller slet ingen betydning for deres valg.

”Ulykker holder desværre ikke ferie, så her vil et par minutter på at tjekke brandsikkerheden i ferie- eller weekendboligen være godt brugt,” opfordrer Ib Bertelsen.

Til gengæld glæder brandeksperten sig over, at forholdsvis mange danskere - 44 procent ifølge undersøgelsen - har talt med familien/børnene om, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af brand.

”Selvfølgelig ville jeg ønske at tallet var endnu højere, for det er en rigtig vigtig snak at tage. Særligt når vi taler om børn, men i det hele taget er det nyttigt for alle, at man har gennemtænkt boligen med hensyn til fx flugtveje, hvis der opstår en nødsituation,” siger Ib Bertelsen.

”Og hvis man husker at få røgalarmen med i overvejelserne, herunder at den skal tjekkes og vedligeholdes som alt andet, vil det næsten være optimalt,” siger Ib Bertelsen.

Fakta om dødsbrande

Ifølge Beredskabsstyrelsens hjemmeside sker de fleste dødsbrande i boliger. Risikoen for at omkomme ved brand stiger med alderen, og uforsigtighed ved rygning er den brandårsag, som hyppigst fører til dødsbrande. Sidste år omkom i alt 61 mennesker ved brand.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen. I alt er der indsamlet 2.009 svar. Dataindsamlingen er foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA og undersøgelsen er afsluttet i juni 2018.