Bliv ambassadør for dit fag

Som færdiguddannet ingeniør eller cand.scient. kan du gøre en forskel for dit fag. Bliv en del af IDA Engineering Clubs korps af ambassadører og inspirer flere gymnasieelever til at søge ind på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.

Din opgave som ambassadør er at holde oplæg for gymnasieelever om dit job, din uddannelse og/eller din passion. Et ambassadørbesøg giver eleverne mulighed for at få besvaret en masse, ofte, uafklarede spørgsmål om, hvad ingeniører og cand.scient.er egentlig laver. Hvordan bruges de tekniske og naturvidenskabelige fag i verden udenfor gymnasiet? Hvordan er ingeniører og cand.scient.er til gavn for samfundet og hvilke opgaver skal løses på en helt normal hverdag? 

Engineering Clubs ambassadører sætter et nyt og spændende perspektiv på undervisningen og inspirerer eleverne til at se nye muligheder.

Dit udbytte

Når du fortæller de unge mennesker om dit fag, får du mulighed for at se din karriere og dit fag i helikopterperspektiv. Det er sundt og måske lærer du også noget nyt. Derudover anser mange arbejdsgivere det som et plus, at du yder en frivillig indsats for dit fag. Derfor får du også et bevis for dit arbejde i IDA Engineering Club.

Funktionen er ulønnet, men vi betaler naturligvis for dine transportudgifter. Derudover vil du modtage et par gode flasker vin for din indsats.

Meld dig som ambassadør

Skriv til os på idaengineeringclub@ida.dk og fortæl kort om dig selv og dit fagområde. Så kontakter vi dig så hurtigt som muligt.