IDA om energiudspil: Skru op for ambitionerne

Regeringen har i dag fremlagt sit udspil til en ny energiaftale. Dermed har startsignalet lydt til forhandlingerne om en kommende energiaftale. Og det er vigtigt for Danmark, at politikerne nu kommer i gang med at støbe fundamentet til en ny bred og langsigtet energiaftale, mener IDAs formand Thomas Damkjær Petersen, som opfordrer politikerne til at skrue op for ambitionerne.

”Jeg er glad for at regeringen i udspillet lægger op til en virkelig ambitiøs havvindmøllepark, men der skal mere til for at opfylde målet om 50 procent vedvarende energi i 2030. Og der er ingen grund til at vente med at planlægge den videre udbygning,” siger Thomas Damkjær Petersen.

”Nu er udspillet jo netop et udspil, og som ved alle gode aftaler, hvor man vil sikre bred opbakning, er det fornuftigt at være lydhør over for andre ideer end ens egne”, påpeger han.

”Så jeg ser frem til at de kommende forhandlinger vil styrke udspillet, fx når det gælder energieffektiviseringer. Her retter udspillet sig udelukkende mod energieffektiviseringer i erhvervslivet, mens husholdningerne er holdt uden for. Og det er bekymrende, når man tager i betragtning, at 30 procent af vores samlede energiforbrug netop finder sted i husholdningerne," understreger Thomas Damkjær Petersen.

Han efterlyser derudover et massivt løft af energiforskningen i en kommende aftale:

”Det er vigtigt, at vi får givet et stort og nødvendigt løft til energiforskningen, som er forudsætningen for at Danmark fortsat kan være førende på udviklingen af nye energiteknologier. Her må politikerne gerne lande på mindst en milliard kroner”.

”Hvis vi vil skabe en grøn vindernation er vi nødt til at være i front – også når det gælder ambitionerne”, slutter Thomas Damkjær Petersen.