IDA sender strejkevarsel efter sammenbrud i forhandlingerne

Grundet hårdknuder i overenskomstforhandlingerne peger Ingeniørforeningen, IDA nu på, hvilke medlemmer ansat i staten, der er udtaget til en eventuel strejke

De strandende overenskomstforhandlinger på det statslige, regionale og kommunale område er nu endt i Forligsinstitutionen, og derfor er godt hver 10. offentligt statsansatte IDA-medlem udtaget til at strejke fra begyndelsen af april.

Formanden for omkring 12.000 offentligt ansatte medlemmer i IDA, Carsten Eckhart Thomsen, er på ingen måde begejstret for den tilspidsede situation, men ser desværre ingen anden udvej.

”Jeg vil gerne understrege, at IDA ikke ønsker en konflikt. Men forhandlingerne med Finansministeriet, KL og Danske Regioner har ikke ført til et resultat, og derfor er næste skridt et strejkevarsel. Sammenbruddet skyldes blandt andet, at den økonomiske ramme arbejdsgiverne har spillet ud med, ikke sikrer reallønnen, og at der på flere andre centrale områder ikke er kommet en afklaring,” siger han.

Ifølge Carsten Eckhart Thomsen har offentligt ansatte med en teknologisk- og naturvidenskabelig baggrund holdt for lønmæssigt samtidig med, at de har oplevet et stigende arbejdspres og besparelser ved de seneste tre overenskomstfornyelser.

”Den udvikling er på alle måder uholdbar, og hvis det fortsætter på denne måde, bliver konsekvensen, at det offentlige arbejdsmarked ender som et sekundaarbejdsmarked, hvilket hverken tjener den enkelte ansatte eller borgerne i samfundet som helhed. Den økonomiske fremgang som både økonomer og politikere taler om, skal naturligvis også kunne mærkes blandt offentligt ansatte,” siger han.

Der vil nu være en række møder i Forligsinstitutionen, hvor forligsmand Mette Christensen alene sætter rammerne for forhandlingerne, og det kan medvirke til, at der ikke kommer konflikt.

”Vores håb er selvfølgelig, at det lykkes for forligsmanden at sikre en fælles aftale, som alle kan være tilfredse med. Lykkes det ikke forligsmanden, at skabe et resultat, vil strejker og en eventuel lockout fra arbejdsgiverne træde i kraft efter påske, og her vil IDA naturligvis sørge for, at ingen borgere kommer i fare eller bliver alvorligt syge,” siger Carsten Eckhart Thomsen.

Forhandlingerne kan følges på IDAs OK18-hjemmeside, hvor det også fremgår hvilke statslige arbejdspladser, der blive berørt i forbindelse med IDAs strejkevarsel.

Her er ACs liste over arbejdspladser udtaget til konflikt.