IDA stævner virksomhed for rod i ansættelsesvilkårene

Et IDA-medlem havnede i en uheldig situation, da arbejdsgiveren ikke havde styr på, om medlemmet var ansat i en projektansættelse eller en tidsbegrænset ansættelse.

Det er enhver arbejdsgivers pligt altid at have styr på alle formalia i forhold til medarbejdernes ansættelsesvilkår. Den opgave magtede en virksomhed ikke, og derfor har IDA nu stævnet virksomheden på vegne af et medlem med et samlet krav på 132.000 kr., der dækker to måneders løn, godtgørelse efter ansættelsesbevisloven samt feriegodtgørelse. 

I en periode på tre måneder – fra december 2017 til udgangen af februar i år – nåede medlemmet at blive ansat i en projektansættelse, opsagt, genansat i en tidsbegrænset ansættelse og opsagt på ny. Virksomheden skabte imidlertid ikke fuld klarhed over ansættelsesforholdene, hvornår ansættelsen sluttede, og med hvilket varsel medlemmet kunne opsiges. Virksomheden opsagde desuden først medlemmet med 14 dages og senere med en enkelt dags varsel. Det skyldtes blandt andet, at virksomheden ikke lavede en ny kontrakt til medlemmet ved genansættelsen, men bekræftede aftaler i en blanding af mails og sms’er. 

”Det er arbejdsgivers ansvar, at der er fuldkommen klarhed over ansættelsesforholdet, særligt når der er tale om tidsbegrænsede ansættelser og projektansættelser, der er knyttet op på afslutningen af et enkelt projekt,” siger Finn Lænkholm, advokat i Ingeniørforeningen, IDA. 

”I den konkrete sag var der stor forvirring både om medlemmets ansættelsesvilkår og selve opsigelsen. Medlemmet modtog fx en besked pr. sms om, at han ikke skulle møde ind på arbejde dagen efter, fordi en kunde havde opsagt deres samarbejde med virksomheden. Det fremgik imidlertid ikke af sms’en, om medlemmet dermed var opsagt, eller om han skulle overføres til et andet projekt. Det er uheldigt for alle parter, at ansættelsen dermed får en konfliktfyldt afslutning,” siger Finn Lænkholm.