Pilotprojekt om integrationsforløb afsluttet

Ved en reception i Ingeniørhuset for nylig fik tredje og sidste hold af i alt 49 deltagere med flygtningebaggrund overrakt diplomer for gennemførelsen af et kompetenceforløb, Professional Engineering Academy, som skal styrke deres jobmuligheder i Danmark.

Professional Engineering Academy (PEA) blev lanceret som et pilotprojekt i sommeren 2016. Gennem de forløbne 18 måneder har de 49 kandidater, der alle har en teknisk-naturvidenskabelig baggrund som fx ingeniør eller it-professionel været gennem et 16 ugers kompetenceafklaringsforløb, som bl.a. indeholdt virksomhedspraktik, mentorforløb, jobsøgning m.m.

I løbet af projektet er det lykkedes 12 af deltagerne at få job, hvoraf de 4 er decideret fagrelevante job. Derudover har 12 af deltagerne påbegyndt, eller står for at skulle begynde, en universitetsuddannelse, hvor de føjer en kandidatoverbygning til deres bachelorbaggrund.

Det resultat er formanden for IDA, Thomas Damkjær Petersen, godt tilfreds med:

”Selvfølgelig havde vi gerne set at endnu flere var kommet i regulære ingeniørjob, men totalbilledet, det at halvdelen af deltagerne i dag enten er i job eller i gang med relevant uddannelse synes jeg er væsentlige skridt mod en fast forankring på det danske arbejdsmarked”, siger Thomas Damkjær Petersen.

Han håber, at de tiltag der er sat i gang vil føre til at flere af PEA-deltagerne får ingeniørjob.

”Vi kigger jo ind i en fremtid, hvor der vil mangle omkring 10.000 ingeniører og andre naturvidenskabeligt uddannede, så der bliver brug for alle ressourcer, der kan bidrage til opgaven”, siger Thomas Damkjær Petersen.

Perspektivet: Det faglige afsæt

Et væsentligt element i forløbet har netop været at se deltagerne som en ressource: At tage afsæt i deres ingeniørfaglige baggrund frem for deres flygtningestatus, fortæller Jakob Gradel, der har været en af de to projektledere på Professionel Engineering Academy.

”Det centrale fokus i forløbet har været deltagernes faglige kvalifikationer og at klæde dem på til at præsentere sig selv og deres kompetencer overfor danske virksomheder. Den træning og de værktøjer deltagerne har fået undervejs i forløbet, vil forhåbentlig fremadrettet hjælpe flere af dem til at få en fod indenfor hos en dansk virksomhed”, siger Jakob Gradel.

Når rejsen mod jobbet alligevel ikke har været helt gnidningsløs, skyldes det ifølge Jakob Gradel en række meget forskellige barrierer, som fx sprog, forskelle i it-kompetencer, travlhed i virksomhederne, men også tilfælde hvor økonomi og regler spændte ben for deltagerne. Desuden var der udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med praktikforløb i virksomhederne.

Erfaringerne fra projektet, der formentlig er det første af sin slags i Danmark, er sammenfattet i en e-bog, som netop er udkommet.

”Formidlingen af erfaringerne er en vital del af projektet. Vi har fået en værdifuld viden, som vi nu skal i gang med at give videre til kommuner, samarbejdspartnere og andre, der har vist interesse for projektet,” slutter Jakob Gradel.

Indsats fortsætter via netværk

Selv om projektet officielt er slut, fortsætter IDA med at understøtte deltagerne. I løbet af foråret 2018 etableres et PEA-netværk, som gennem møder og workshops bygger videre på det arbejde som kandidaterne har påbegyndt i forhold til jobsøgning og fastholdelse på det danske arbejdsmarked.

Bred partnerkreds

PEA-projektet udspringer af initiativet Vi Mangler Hænder, som Industriens Fond iværksatte ultimo 2015. Hensigten med initiativet var, og er, at besætte ledige stillinger i danske virksomheder med særligt nyankomne flygtninge. PEA-projektet har, under ledelse af IDA, samlet en bred kreds af partnere – heriblandt Plastindustrien, Dansk Industri og Dansk Erhverv – med det formål at lette højtuddannede flygtninges vej til et job i Danmark. 

Læs mere og hent e-bogen PEA - et projekt for ingeniører med flygtningebaggrund på projektets hjemmeside.