Tiltrængt fokus på det psykiske arbejdsmiljø

Regeringens ekspertudvalg om udredning af arbejdsmiljøindsatsen har netop fremlagt sine anbefalinger til fremtidens indsats på området. IDA bifalder det store fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

I dag har regeringens ekspertudvalg fremlagt 18 anbefalinger til en styrkelse af fremtidens arbejdsmiljøindsats. Udvalget har stort fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og den prioritering er helt rigtig, mener IDA.

”Det er ubetinget positivt, at ekspertudvalget har så stort fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Vi støtter fuldt og fast op forslaget om, at Arbejdstilsynet med en ny bekendtgørelse i hånden, får mulighed for at gribe mere håndfast ind de steder, hvor det psykiske arbejdsmiljø sejler og kan gå dialogens og vejledningens vej, hvor det giver mening,” siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA.

Udvalget foreslår også, at ledere tilbydes nye og bedre muligheder for kompetenceudvikling i forebyggelse af stress og forbedring af det psykiske arbejdsmiljø.

”Forslaget om, at flere ledere skal efteruddannes i forebyggelse af stress, er også positivt. Stress er aldrig den enkelte medarbejders ansvar alene, og hvis flere ledere klædes på til at håndtere denne folkesygdom, kræver det eksempelvis, at best practice i forhold til forebyggelse af stress udbredes til flere arbejdspladser,” siger Juliane Marie Neiiendam.

Læs anbefalingerne her