12.11.2020
2 min læsetid

Aalborg-forsker modtager Teleprisen 2020

Professor Petar Popovski fra Aalborg Universitet er dette års modtager af Den danske Telepris, som uddeles af Ingeniørforeningens fagtekniske netværk, IDA Connect.

Ole Haun

af Ole Haun

Formanden for IDA Connect, Michael Brogaard Jensen, flankeres til højre af årets modtager af Teleprisen, Petar Popovski, og til venstre af Stephan Matos, som modtog studerende-prisen 2020.

Petar Popovski tildeles prisen for hans forskning i 5G og trådløs teknologi, men også hans evner til at formidle sin viden har vægtet højt i vurderingen, fortæller Michael Brogaard Jensen, der er formand for IDA Connect:

”Petar Popovski har gennem mange år været blandt de absolut førende forskere på feltet i Danmark og i verden, ligesom han har tiltrukket internationale forskningsprojekter og -midler til landet. Samtidig har han nu også begået en ”intuitiv” forståelig bog om trådløs kommunikation,” siger Michael Brogaard Jensen.

Han betegner bogen som unik i den forstand, at den er opbygget ud fra den tilgang, man ville tage, når man skulle opfinde en ny teknologi til at løse et problem.

”Og vi har både brug for dygtige forskere og for forskere, som kan formidle deres viden”, fortsætter Michael Brogaard Jensen.

Petar Popovski står i spidsen for forskningssektionen Connectivity på AAU, som arbejder med forskellige aspekter af kommunikationsteori, kommunikationssystemer som 5G og trådløse systemer der kommer efter 5G, Internet of Things (IoT), kommunikation i blockchain-baserede systemer, satellitkommunikation m.m.

”Digital kommunikation - og ikke mindst trådløs kommunikation - er jo i den grad det teknologiske omdrejningspunkt for vores samfund i dag. Derfor har vi behov for at være på forkant med den nyeste udvikling, så vi styrker vores digitale infrastruktur til gavn for både borgere og erhvervsliv”, siger Michael Brogaard Jensen.

Som et synligt bevis på anerkendelsen modtog Petar Popovski en statuette med titlen: ”Evnen til at flytte grænser”.

Pris til kandidatspeciale

I forbindelse med Teleprisen uddeles også en pris til studerende. Studerende-prisen gik til Stephan Matos fra DTU for et kandidatspeciale om live monitorering af EKG data fra hjertepatienter ved brug af IoT-løsninger.

”Der er i projektet arbejdet tværfagligt med både IoT, 5G, network slicing m.m., og resultatmæssigt har arbejdet vist store gennembrud både teknologisk, brugermæssigt og innovativt,” som det bl.a. hedder i motiveringen af prismodtageren.

Ud over den faglige anerkendelse, som prisen er udtryk for, følger der 15.000 kr. med til modtageren af studerende-prisen.

Om Teleprisen

Den danske Telepris uddeles af Ingeniørforeningens fagtekniske netværk, IDA Connect, og har til formål at anerkende en virksomhed, organisation eller person, som i Danmark har haft særlig betydning for udviklingen og/eller anvendelsen af telekommunikation. ”Derudover skal præstationen udmærke sig ved sit innovative, samfundsgavnlige, brugerrelaterede og/eller indtjeningsmæssige potentiale,” som det hedder i begrundelsen for prisen.