30.08.2016
5 min læsetid

Ændring af SU-reglerne vil bremse hver anden studerende

Mere end halvdelen af de studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser ville droppe kandidatdelen, hvis kandidatdelen var lånefinansieret

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Lysten til at læse videre er for mere end halvdelen af de studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser afhængig af, at der ikke sker radikale ændringer af SU-systemet. Det viser en rundspørge, som IDA har foretaget blandt godt 1.000 studerende.

Formanden for IDAs Uddannelses- og Forskningsudvalg Carsten Eckhart mener derfor, at politikerne skal tænke sig om en ekstra gang, inden de vedtager drastiske ændringer i SU’en.

”Hvis hver anden på ingeniørstudierne og de naturvidenskabelige uddannelser ikke vil læse videre på baggrund af ændringer i støtten, kan vi stå tilbage med store problemer. En prognose fra den teknologiske alliance Engineer the future viser, at der i allerede i 2025 kommer til at mangle 4.200 naturvidenskabelige kandidater og 9.300 ingeniører, så derfor nytter det ikke noget, hvis en ændring af SU’en vil føre til, at færre unge vælger at læse til eksempelvis civilingeniører,” siger han.

”SU er succeshistorie. Den medvirker til at sikre, at uddannelsesvalget ikke afhænger af forældrenes pengepung, men af de unges evner og lyst. Derfor er forslaget om omlægning af SU på kandidatdelen til lån en farlig vej at gå. Der er nemlig stor risiko for, at det vil betyde, at mange ikke vil tage en kandidatuddannelse. Med SU-systemet har vi også et uddannelsessystem, der er åbent for alle – uafhængigt af økonomisk og social baggrund. Det skal vi værne om,” siger han.

IDA har også spurgt et bredt udsnit af befolkningen om deres holdning til SU-systemet. Her svarer et markant flertal af de 18-70 årige, at de ikke vil forkorte den SU-perioden, omlægge studiestøtten til lån efter tre år eller i det hele taget ændre på det nuværende SU-system.

IDA har også spurgt et bredt udsnit af befolkningen om SU’en, og her svarer 60 procent af de 18-70 årige at, der skal ikke ændres ved de nuværende regler for SU på de videregående uddannelser, 58 procent er imod en nedsættelse af SU-perioden fra 6 til 5 år og hele 73 procent er imod, at SU- perioden sættes ned til 3 år, hvorefter de studerende skal kunne optage lån med lav rente.