10.06.2020
3 min læsetid

Kunstig intelligens kræver kloge hoveder

Danmark skal booste forskning og undervisning inden for AI, fremhæver SIRI-Kommissionen i en ny rapport med bud på, hvordan Danmark bedst udnytter mulighederne i AI og digitalisering.

Ole Haun

afOle Haun

Kunstig intelligens - AI - kommer til at forstærke alle kendte effekter af de sidste årtiers digitalisering. Både i virksomhederne, i det offentlige og i privatlivet. Derfor er der behov for at styrke både forskning og uddannelse inden for AI og digitalisering, mener SIRI-Kommissionen i ny rapport, som afrunder fire års arbejde med at identificere muligheder og udfordringer i fremtidens digitale samfund.

AI er nok den fremtidsteknologi overhovedet, som kommer til at sætte størst aftryk på morgendagens samfund. Det er der på den ene side rigtig mange muligheder i, men også udfordringer, som skal adresseres, påpeger IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, som deler formandskabet for SIRI-Kommissionen med Ida Auken fra Radikale Venstre.

”AI har fantastiske perspektiver, men hvis vi skal høste fordelene og undgå ulemperne, kræver det, at vi videns- og lovgivningsmæssigt er foran robotterne. Derfor er brugen af kunstig intelligens ikke blot et teknologisk anliggende, men et område, der kræver kloge rammer og vedvarende politisk bevågenhed,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Netop udvikling af viden og kompetencer på AI-området er en central del af SIRI-Kommissionens aktuelle anbefalinger. De handler bl.a. om mere forskning, flere studiepladser og øget fokus på STEM-fagene i folkeskolen.

Om SIRI-Kommissionen

Sammen med folketingsmedlem for Radikale Venstre, Ida Auken, tog IDA i 2016 initiativ til at nedsætte SIRI-Kommissionen. Formålet var bl.a. at kortlægge, hvordan Danmark kan udnytte udviklingen inden for kunstig intelligens og den digitale disruption til vækst og job.

Over 400 mennesker har været engageret i alt fra arbejdsgrupper og workshops til debatter og konferencer. Som afsæt for arbejdet har kommissionen produceret halvårlige rapporter og analyser på basis af input fra ad hoc-inviterede eksperter.

Se tema om SIRI

AI har fantastiske perspektiver, men hvis vi skal høste fordelene og undgå ulemperne, kræver det, at vi videns- og lovgivningsmæssigt er foran robotterne

Thomas Damkjær Petersen,
Formand for IDA

” Vi anbefaler både massive investeringer i AI-forskning, men også flere studiepladser på de mange forskellige typer af AI-relaterede uddannelser. På folkeskoleområdet efterlyser vi desuden en bedre kobling mellem traditionelle STEM-fag som matematik og deres konkrete anvendelse indenfor AI. Alt sammen understøttet af kerneværdier som kommunikation, samarbejde og kritisk sans, der vil blive endnu mere værdifulde i fremtiden,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Ud over anbefalingerne om udbygning af viden og kompetencer, anbefaler kommissionen, at vi for alvor får styr på dataudvekslingen mellem virksomheder, forskningsinstitutioner og myndigheder.
Det handler ikke mindst om at modvirke datamonopoler, og om at sikre, at mindre producenter og udviklere får adgang til relevante data.

Et tredje hovedområde i rapporten omhandler overordnede anbefalinger til etisk brug af AI. Her anbefaler kommissionen bl.a., at borgerne sikres størst mulig adgang til og kontrol over egne data og at der stilles omfattende krav om forklaring af enhver AI eller datadreven beslutning, der påvirker borgerne eller de ydelser, de modtager.

”Når vi har lagt så stor vægt på at komme hele vejen rundt, skyldes det, at AI bliver en stadig mere integreret del af vores fælles hverdag. Det skal vi udnytte fordelene i samtidig med at vi skal tage højde for mulige konflikter i krydsfeltet mellem teknologi og mennesker. Vi skal både tænke i, hvad teknologien kan gøre for os, men også i, hvad den gør ved os,” som Thomas Damkjær Petersen udtrykker det.