09.12.2020
3 min læsetid

Corona-vaccine er et oplagt mål for hackerangreb

Alle virksomheder og institutioner, der arbejder med corona-vaccine, vil blive udsat for angreb fra hackere, vurderer it-sikkerhedsekspert

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

Musemarkør Security

Når det meste af jordens befolkning i længsel venter på en vaccine mod corona, kan man desværre godt forvente, at hackere rundt om på kloden vil gøre alt for, at det ikke lykkes.

Det vurderer it-sikkerhedsekspert Jørn Guldberg fra Ingeniørforeningen, IDA, der mener, at det er sandsynligt, at alt fra statskontrollerede hackergrupper til it-kriminelle vil gøre alt for at ødelægge det for andre.

”Alle led fra udviklere, producenter, myndigheder og distributører skal være særdeles opmærksomme. Der har været meldinger om angreb hos medicinalvirksomheder og andre, som har forsinket forskningen i en corona-vaccine, og nu er turen kommet til næste led i kæden,” siger han.

Når det ikke er lykkedes for hackerne at bremse udviklingen af vaccinen, er det naturligt, at de it-kriminelle og statshackerne går efter de myndigheder, der skal godkende vaccinerne, mener IDAs it-sikkerhedsekspert.

”Så er det dem, der står for tur. Derfor er det desværre ikke overraskende, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der godkender vacciner i EU, nu har været udsat for et hackerangreb. Det kan være fremmede magter, der prøver at slå Europas vaccineplaner tilbage til start, professionelle hackere, der gør det med henblik på at profitere på det, eller begge dele,” siger Jørn Guldberg.

Næste sårbare led bliver ifølge Jørn Guldberg forsyningskæden, som hackerne har haft lang tid til at planlægge et angreb på.

”Det er en meget kompliceret opgave, når corona-vaccinerne skal transporteres rundt i hele verden. Det kræver en større operation, fordi vaccinen skal opbevares på ekstremt lave temperaturer. Det indebærer en høj grad af digital monitorering, og det er uden tvivl et ømt punkt, som de it-kriminelle vil forsøge at udnytte,” siger han.